Forskønnelsen_1915

en saadan, været standende Strid, og aldrig kommer et større Arbejde af ham frem, uden at modstridende Domme knitrer, jubler, hvæ­ ser, klukker eller grynter n ed over det fra de autoriserede Justermestre og op imod det fra den mylrende Hob. Han og hans Hænders Gerning prises af nogle, indtil vedkommende maa føle sig lænse paa Superlativer, hvis han kommer i en Situation, hvor han kunde fristes til at unde Michelagniolo eller Thorvaldsen enVenlighed; af andre skamfuttes de, som var Talen om en Panoptikonsleverandør. Brødre væbnes mod Brødre, Fædre og Sønner mod hinanden. I Sammenhæng hermed vil det da indses, at det for adskillige maa være noget besvær­ ligt at skaffe sig Klarhed over, hvad man skal mene om hele Tegner og om hver enkelt af hans Frembringelser. Var det endda saaledes, at de, der regnedes for »sagkyndige« — Kunst­ nerne og nogle flere — , stod samdrægtigt fyl­ kede enten som den omstridte Billedhuggers haandgangne Vagt eller som Modparti, ja saa gav Sagen sig af sig selv. Men saaledes for­ holder det sig jo ikke: der er gode, paa Skøn­ heds vidtløftige Hav helbefarne Mænd i begge Skarer. Den ene Dag kan jeg komme ud for en brav Kunstner, der ser paa Tegner, som St. Johannes Apostel paa Dyret i Aabenbaringen; den næste falder jeg i Hænderne paa en ikke mindre brav og finder ham rede til at stemple mig som en forbenet Pedant, hvis jeg ikke paaskønner Figurerne ved Rigshospitalet med samme Beundring som en af H . V. Bissens eller Rudolph Tegners skønneste Buster. Det lyder nu med Alders Vægt, at om Smagssager skal man lade være med at disputere. At dette er Vaas, fremgaar allerede af den Kendsgerning, at alle blot nogenlunde civiliserede Mennesker gør det; ingen af os kan eller vil fraskrive sig Retten dertil, med mindre han da ønsker at lade sig indskrive i Molboernes Lægdsrulle. Til Overflod vides jo, at der hvert Øjeblik med Mund og Pen føres heftig Disput netop om Kunstværdier, ikke alene imellem dem, som i Kraft af Uddannelse og Stilling har eller dogi alt Fald gør Krav paa at regnes for sagkyndige. Om det Tegnerske Værk, der nys drog saa mange Tusinde Mennesker til Raadhus- hallen, vil vække lige saa gram Strid om sig, som dets Forgængere, lader sig endnu ikke sige; sandsynligt er det næppe, med mindre det skulde ske, i alt Fald delvis, som Følge af For­ postfægtningerne, der allerede er indledede med sjælden Energi og under Ledsagelse af Fanfarer fra mere eller mindre velklingende

Trompeter og Fløjter, og fordi dets D imen­ sioner er saa kolossale, den Plads, der begæres for det, saa fordringsfuld. Udæskende i den Grad som Finsenmonu- mentet, Oidipus og »Jordbundet« er det ikke. Men Tegner er dog altid Tegner, baade i godt og ondt. Det prisværdige og det ondartede er i Søjleportalen ligesom i hans tidligere Værker sælsomt blandet, man kunde have Lyst til at sige »mikset«, med hinanden, og tit svært at udrede saa vel fra Formens som fra »Ideens« Side — saa lidt klart, at det ikke kan gaa uden Fortolkning. At udtale sig om Søjleportalen i Korthed uden Forbehold, uden hvert Øjeblik at maatte gaa i Gang med Gaadeløsning og Dybsindighedsudgranskningshypotheser la ­ der sig ikke gøre. En problematisk, en sam ­ mensat eller sammenskruet Natur er Rudolph Tegner. Og vanskeligt skal der kunne nævnes nogen dansk Kunstner, der med saa god Ap ­ petit som han har ædt af Kundskabstræets Frugt fra begge dens Sider. Straks, naar vi træder hen for Portalen og vækkes af Basuner lig dem i Michelagniolos Dommedag, hvor de kalder baade ad de salige og ad dem, som skal pines, er Indtrykket blan­ det — sundt følt med feberagtigt tilfantaseret, god Skulptur og slet Skulptur, Arkitektur, som der er Mening i, og arkitektoniske Indfald og Former, hvorom noget saadant vanskeligt lader sig sige. I den længste Afstand, man kan kom ­ me paa, samler Værket sig, i alt Fald efter Yderkonturerne, til en nogenlunde harmonisk Helhed og bærer et vist festligt Præg. Men meget nærmere kommer man det ikke, før der rejser sig Indvendinger, som ikke lader sig af­ vise. Først den, som allerede er gentaget utal­ lige Gange: den, at det er galt fat med den in­ derste Bue — den, som ikke er der. En Søjle skal overalt i Arkitektur bære; fælt er det især. naar den staar og driver op ad Kolleger, hvis Legemer er saa spinkle, at de synes at maatte kunne have al god Bistand behov for at holde Byrden, der hviler paa dem, oppe. Hidtil har man vistnok troet, at denne Paragraf i Kunst­ historiens A B C ikke behøvede yderligere at gentages; de senere Dages Erfaringer viser imidlertid, at den endnu ikke er tilstrækkeligt banket ind. Og vedbliver nogen at paastaa, at det er noget, som i hvert Fald Flertallet er enige om, maa kunne svares, at det virkelig godt kan være rigtigt alligevel. Rigtigt, ikke fordi det er Regel — »grau ist alle Theorie« — , men fordi Regelen har kun­ net stadfæste sig selv som Lov og som saadan holde sig selv i Live fra de ældste Dage indtil