BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

1 1 1

som ophidselse, ikke m indst hos de teologiske studenter, fra hvis side professor Clausen i det store og hele var genstand for sto r hengivenhed. Reaktionen mod Grundtvigs skrift udeblev da heller ikke blandt studenterne. I september maaned blev der paa de teologiske kollegier sat en liste i omløb, hvorpaa man opfordrede de studenter til at tegne sig, som søndag d. 11. sep­ tember vilde give møde i Regenskirken for at overveje, »hvad de skulde gjøre i denne Sag, for at lægge deres Hengivenhed for deres elskede og agtede Prof. Clausen for Dagen.« Dette møde blev imidlertid ikke til noget. Man frygtede for, at det skulde komme til voldsomme optrin — der gik saaledes rygter om, at studenterne havde til hensigt at slaa Grundtvigs vinduer ind — og det teologiske fakutét havde derfor krævet af regens- provsten Rasmus Nyerup, at han skulde nægte studenterne ad­ gang til Regenskirken. I stedet satte elersianeren stud. theol. C. H. Visbye de ophidsede studen ter stævne paa Elers’ kolle­ gium. Vi hører ikke om nogen borchianere som aktive deltagere i disse studenterdemonstrationer, men man tør sikkert gaa ud fra, at ogsaa borchianere har væ ret med til mødet paa E lers’ kollegium, da der ogsaa paa Borchs kollegium fandtes varme be­ undrere af Clausen (f. eks. Scharling). Naturligvis havde dog ogsaa Grundtvig sine tilhængere blandt studenterne. Paa Borchs kollegium hørte saaledes Bram- mer til hans omgangskreds, og man kunde saaledes have ventet — hvad man da ogsaa gjorde — at han vilde tage aktiv del i striden paa Grundtvigs side, saa meget mere som han hadede Clausen af et godt hjerte. Han holdt sig imidlertid tilbage af flere grunde. For det første laa al voldsom demonstration hans satte gemyt fjernt (han havde saaledes »af christelige Grunde« været særdeles veltilfreds med udfaldet af den Hage’ske dispu­ tatssag, skønt han var en nær ven af Hage), og for det andet havde han netop paa denne tid et lille mellemværende med Grundtvig. Hans eneste indsats i kampen var den, at han før mødet paa Elers’ kollegium henvendte sig til Visbye, som han personlig kendte godt, og bad ham drage omsorg for, at den adresse, der paa mødet vilde blive fremlagt til underskrivning, ikke fik en saadan form, at den kom til at frem træde som en me-