BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

131

So m tæ n d e r F la m m e k ild e n ? T r a k t e r e r I m ed G læ d e n s B lu s O g A a n d e n s F y r og F lam m e, G ie ’r je g m in S a n g til F id ib u s, D e t er sa a g u d e t Sam m e.

Der var mange ting at besynge paa Borchen i 40’erne, og de blev besunget, saa vidt det stod i Fabers og Hagens magt. Snart blev en kæ r medalumne forlovet, snart blev en viden­ skabelig hæder en af borchianerne til del, og straks stemtes lyren. Men gennem alle viserne toner stadig et bestem t motiv, lovprisningen af samlivet — faa ord er mere anvendt i viserne. ^ Med en blanding af vemod og skæmt synger Faber og Hagen i forening en samlivselskernes højsang i en Stor Fest-Cantate, da vennekredsen i oktober 1843 paa een gang maatte sige farvel til Kragh, Silfverberg, Steen og W ieh e :1

F a r v e l, I e lsk v æ rd ig e B ø ste r! I B la d e , d e r sa d p a a d en G re e n , S o m g rø n n e s p a a » S am liv e t« s K y s te r , 0 S ilfv e r b e r g , W ie h e , K ra g h , S te e n !!!!

I afskedens øjeblik mindes alumnerne de bortdragendes her­ lige egenskaber og kvæder dem en hymne. Med lune og humør tolker her Faber alumnernes og vækkerselskabets følelser i sin Vise om Adolph Steen:

A d o lp h S te e n i B a rn d o m sa ld e r F lo ld t k u n a f M a th e m a tik . D e t som m an A lg é b r a k a ld e r 1 h am som et S m ø rre b rø d gik, A + B = C + D V a r h a n s stø rste F o rn ø ie lse .

D e r fo r b le v h an o g sa a d u elig , ( A l d en S tu n d h an ei v a r d um ),

D e r fo r fik h an o g sa a B o lig H e r p a a B o rc h s C o lleg iu m . » S a m liv « og M a th e m a tik Iv r ig D y r k e r i h am fik .

1 B o rk e n s L y r e s. 33 ff.

9*