BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

139

hvad vækkerprotokollerne oplyser, og det er jo ret tilfældigt, hvad der udover foreningens anliggender omtales i disse. Et re t godt ind tryk faar vi dog af omgangstonen mellem alum­ nerne. Til trods for det muntre kammeratskab, der raadede i selskabet, iagttog man dog en vis formel konveniens over­ for hinanden. D et er forholdsvis faa alumner, der er dus med hinanden, og det sker nu og da, naar et medlem overfor en af sine kamm erater tillader sig en frihed, der set med vor tids øjne kan synes re t ubetydelig, at den fornærmede som pro test udmelder sig af selskabet, og der følger da gerne en længere skriftlig forhandling i den stiveste kancellistil mellem de to parter, indtil de — lykkeligvis — for det meste lader sig forsone, og selskabets liv gaar videre i de vante gemytlige former. Der var dog de alumner, hvem denne hængen sig i det formelle faldt noget for brystet. Blandt disse var Sofus Høgsbro. Typisk for ham er et indlæg, han 24. maj skrev i vækkerprotokollen, og som her skal citeres i dets helhed: E t m eg et æ re t »m e d lem a f v æ k k e rse ls k a b e t« h a r a n k e t o v e r, a t n o g le a f v æ k k e r n e ik k e b a n k e p å d ø ren , fø r d e gå in d . U a g te t fa re n fo r a t b liv e b e tra g te t som » m a n g len d e o p d ra g e lse n s fø rs te fo rd r in ­ g er« k a n je g d o g ik k e a n d e t en d b e k la g e , a t en såd an a n k e er b le v e n fø rt. — T i h v o r til s k a l d en n e b a n k e n ? F o r a t fo re b y g g e » u h y g g e lig e « o v e r r a s k e ls e r ? Je g sé r ik k e , h v ilk e de k u n n e v æ r e ; je g h a r id e tm in d ste d en tillid til d e æ red e h e rre r v æ k k e re , a t in gen a f d em fo re ta g e r sig n o g et, h v o r v e d h an m å sk am m e sig fo r sin e k am m e ­ ra te r. (O g k a m m e ra te r b ø r v i d o g v æ re , v i, som lig g e h er p å k o lle g ie t sam m e n , og d a n a v n lig v i, som tillig e ere m ed lem m er a f e t se lsk a b , d e r s k a l » b e fo rd re sa m liv e t« h e r). P å k læ d n in g sse n e rn e b e h ø v e v i d o g v e l e j a t sk am m e os v e d . H v e r d ag k a n m an jo se m eg et d a n n e d e og fo r h in a n d e n v ild tfre m m e d e m e n n e sk e r fo re ta g e sig d em i h in ­ an d e n s p å s y n p å h v ilk e n so m h e lst a f b y e n s sv ø m m e flå d e r. S k u lle v i d a v æ re m ere sn æ rp e d e , m ere p e d a n tisk e ? O g d esu d e n , h v o rle d e s k a n en så d a n b a n k e n p å d ø re n o p n å sin h e n sig t, a t fo rh in d re d e k o m m e n d e fr a a t g å in d , fø r d er er s v a re t » k om in d « e lle r lig n .? D e n fø rs te g an g s o v e r m an jo i a lm in d e lig h e d , og in g en v il d o g v e l fo rla n g e , a t v æ k k e r e n s k a l v æ k k e u d e n fo r d ø re n ; og d en an d en gan g v ild e d e t jo p å d en n e m åd e sta i d e t e n k e lte m ed lem s m ag t a t u n d g å e n h v e rso m h e lst b ø d e , id e t h an jo b lo t b e h ø v e d e a t u n d la d e a t s v a r e » k om in d « , in d til h an v a r fæ rd ig . D e tte h a r n u h e lle r ik k e v æ r e t d e h e rre r b a n k e re s m en in g. D e v ille b lo t, a t m an s k a l b a n k e