BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

144

vedtages nogle regler for dens benyttelse, og det bestemmes, at inspektor skal føre tilsyn med den.1 Denne sidste bestem­ melse medførte iøvrigt snart, a t læsestuens ankeprotokol fik en dobbelt funktion. I sig selv var læsestuen et ren t privat foretagende, og det stod naturligvis enhver alumne frit for, om han vilde være medlem og yde sine maanedlige 2 rd., men saa vidt det kan ses, har ingen alumne undslaaet sig, og som følge deraf blev det hurtigt skik, at inspektor skrev sine med­ delelser til alumnerne i læsestuens protokol, som jo læstes af alle, medens han tidligere havde m aattet benytte den noget besværligere fremgangsmaade at udarbejde cirkulærer og lade dem underskrive af alumnerne som bevis for, at de havde læst dem. D ette er begyndelsen til den udvikling, der efterhaanden førte med sig, at læsestueprotokollen blev det forum, hvor man drøftede kollegiets anliggender, ja, hvor to alumner nu og da gennem længere perioder kunde føre en dialog om deres fælles private anliggender. Gennem disse protokoller kan vi derfor følge alle de begivenheder, der for de skiftende alumnekuld udgjorde dagens indhold. Hvilken borchianer kender ikke den spændte forventning, med hvilken man aabner protokollen, og hvem har ikke følt skaberglædens sødme ved at nedfælde sine evige tanker for det kritiske publikum? Nogen stilfuld salon har den første læsestue ikke været. Møblementet udgjordes af et bord, hvorpaa aviserne var frem­ lagt, en reol med hylder til tidssk rifter og nogle stole — der­ iblandt en gyngestol —- der i protokollen ofte betegnes som »brøstfældige« eller endog som »sjofl^«. En forøgelse af bohavet fandt sted 1858, da cand. theol. C. E. H. Tuxen 2 ved sin bo rt­ rejse fra kollegiet foreløbig stillede sin sofa til læsestuens disposition. Fire aar senere, 28. marts 1862, skrev Tuxen et brev til inspektor,3 hvori han, foranlediget ved en meddelelse fra denne om sofaens daværende tilstand, tilstod, at det var ham »som en Philosopho indlysende, at saadan stadig Brug ikke kunde undlade i væsentlig Grad at formindske sammes Elegance, saameget desto mere, som den altid har udmærket 1 A nn. 1854. 2 A l. 10/6 1857—m aj 58. 3 I k o lleg iets ark iv .