BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

190

H an sneg sig hen langs den lave Mur Og skraaede over til H erkules’ Bed; H an ænsed slet ikke de K rokketbu’r, Skønt hanses Skinneben rasled derved. H erakles, jeg svær ved de Æ veler, Du plukked hist paa H esperiens Strand, D u sige mig, hvem er de Dæ veler, Som hist drage bort m ed den tunge Spand.

A k , Herre, I fritte mig ikke saa! D e t m inder mig haardt om m it nedrigste Kald;

D e Ka’le i samme Æ rind m on gaa Som jeg, da jeg rensede A u gias’ Stald.

Ogsaa k o te le tfo re n in g e n havde n a tu rlig vis sine dig tere. Som p røve skalh e r citeres sidste vers af Koteletvise fra 1909 , v is t­ n o k sk re ve t a f cand. mag. K. Chr. B. Bredsdorff .1 E n meget stor del a f alum nerne levede dengang a f skoleundervisning, og p ro ­ to ko llen v rim led e af indlæg, d e r sang den danske læ rerstands pris. M e n o ve r de herlige brunstegte k o te le tte r g lem te man alle pædagogiske kam p e og besvæ rligheder og levede i det skønne nu: Paa vor Borg vi lever fem ten Mand store Pædagouer. Du er Lærer, jeg er li’saadan, syn es du, d et Sjov er? G lad fra Borgerdyd til Fredriksberg hele D agen drog vi, sled en farlig Bunke Saalelær,

mange flade slog vi. M en i A fte n er vi fri for lille M ikkels Griseri, Æ blekage og Chablis, Skaal! det er »was anders«.

T il slu t skal nævnes en vise a f cand. theol. Helge Haar 2 til ju le g ild e t 1912 , der p rise r Borchs ko lleg ium som de læ rde syslers hulde b esk y tte r, »en lille Læ rdom s-Rede«. D e to sidste vers ly d e r saaledes:

i A l. o/6 1907—o/io 10.

2 A l. 31/so 1909—maj 12.