BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

95

s a a re M a n g e k n y t t e s til B o rc h s C o lle g iu m v e d g læ d e lig e E rin d rin g e r, og M a n g e , v e e d je g , n æ re d e t S in d e la g im o d m ig, som d e n u v æ re n d e A lu m n e r h a v e u d ta lt p a a en fo r m ig s a a re h æ d re n d e M a a d e . G id B o rc h s C o lle g iu m en d n u i m an ge T id e r m aa v o rd e et ly k k e lig t S tu ­ d e n te rh je m fo r M a n g e , b e sta n d ig b e sjæ le t a f en g o d A a n d ! 30 O c t. 63. F r. C h r. S ib b e rn . Fordyber man sig i Borchs kollegiums historie i det 19. aar- hundrede, forekommer det en, at Sibberns aand svæver over kollegiet hele aarhundredet igennem og helt ind i det følgende. Og dette ind tryk er ikke tilfældigt. I de 41 aar, gennem hvilke han med selvopofrende ihærdighed ledede kollegiet som efor, prægede han ledelsen med sin fine personlighed, og dette præg vil forhaabentlig aldrig udslettes. Borchs kollegium kunde be­ vidne, at det ikke var en tom frase, naar Sibbern udtryk te følelsen af sit kald med ordene: »Staaer jeg ikke i Studenternes og Videnskabens T jeneste?« 1 Sibberns efterfølger som efor blev den kendte politiker Johannes Magnus Valdemar Nellemann, juridisk professor og ekstraordinæ r assessor i højesteret. Han tiltraadte eforatet, som han beklædte samtidig med stillingen som regensprovst, i aaret 1870, men fratraad te allerede 1875, da han nedlagde sine aka­ demiske hverv for a t blive justitsm inister i m inisteriet Estrup. Det initiativ, han udfoldede straks efter overtagelsen af efora­ te t for at faa stø tte til en hovedreparation af bygningen, viser imidlertid, at han var interesseret i kollegiets vel, og i læsestue­ protokollerne omtales han altid med agtelse. Det var ham dog paa grund af hans mange hverv umuligt at ofre megen tid paa kollegiet, og den enevældige magt, inspektorerne havde tiltaget sig i slutningen af Sibberns periode, beholdt de under Nelle- manns eforat. D et skete endog, at der blev truffet re t vigtige dispositioner, uden at Nellemann anede noget om det, og efter­ retningen om, hvad der var sket, kunde nu og da virke cho­ kerende paa ham, naar han, undertiden længe efter, fik nys om det. Ogsaa Nellemanns efterfølger som efor, August Hermann

1 S am fu n d sb e tra g tn in g e r, s. 50.