HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Svend Olsen

8 håndfulde rosmarin, 2 håndfulde timian, og kan man erholde urterne i blomst, er det så meget desto bedre. 1 pd. enkelte nelli­ keblomster, af hvilke kun det røde benyttes, resten spolerer kun en pot pourrie. Hver gang der kommes urter i, må salt lægges med. I august skal krukken stilles nogle timer i solen, men stadig hol­ des vel tillukket, for at luften ikke skal komme til; den skal ellers stå på et tørt sted på et trægulv. Når man kommer ind i septem­ ber, må der røres om i den hver 8. dag og tillige hver gang der kommer urter på. Da orangeblomsterne nu ere tjenlige, kommes der så mange på, at der af een krukke skal blandes to. De skulle begge være af ler og lågene af træ. NB. Frem for alt må der ikke spares på salt«. Fra familiebesøg på Bellahøj fortæller Gunder-Hansen: »Jeg kom på Bellahøj første gang i 1922. Sagen var den, at Pauline Liitken (kaldet Polle) var en kusine til min farmor, født Emma Anine Strøm. Jeg har været derude, da mine forældre levede endnu. Vi tog vore cykler og kørte derud fra Fuglebakken, hvor vi selv boe­ de. Jeg har også truffet hendes bror, banksekretær Andreas Liitken, og hans børn. Der har også være en lillebror, der hed An­ ton, som har været hjemmets Benjamin. Senere blev han højeste­ retsassessor. Det var et enormt stort område, man må kalde det for mere end en park. Med en masse frugt, stikkelsbærbuske, ribsbuske og me­ get andet. Her gik min søster og jeg og plukkede alt det, vi havde lyst til. Jeg har en fornemmelse af at kunne erindre en blanding af stikkelsbær og komøg - denne mærkelige blanding af lugte fra en svunden tid. De havde haft køer ude på Bellahøj. Der var også nogle ansatte tilknyttet, bl.a. kendes en fr. Mathiesen, der havde halvplads som malkepige i 1910. Vi fik også serveret ribsvin, og min søster og jeg troede det var ribssaft, så vi blev fulde af det. Vi tog en lille legevogn og susede af sted med. Det var første gang i mit liv, jeg var beruset. Det hele derude virkede guldalderagtigt, der var ligesom ikke noget forandret. Pauline Liitken var eri elskelig gammel dame, som gik ene i det gamle hus og værnede om dets patina. Hun var et levende pust af en fin slægtstradition. Man kunne forestille sig,

112