HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Bellahøj friluftsteater

og regnfuldt. Kort før premieren blev Holger Boland ramt af syg­ dom, og flere gange blev premieren udsat pga. dårligt vejr. Der var planlagt i alt 15 opførelser indtil den 15. juli, dog med »Pro­ longationsret« til og med den 21. juli. Premieren på »Fuglekræmmeren« kunne endelig finde sted den 19. juni og blev godt modtaget af de knapt 3.000 tilskuere, selvom ikke alle anmeldere var lige begejstrede for operetten. Navnlig Gerda Gilboe vakte begejstring og betegnedes som »Forestillin­ gens ubestridte midtpunkt«, mens den unge tenor Karl Dall, trods hans manglende erfaringer med friluftsteater, fik lejlighed til at udfolde sin »brilliante stemme«. Blandt de øvrige medvir­ kende sangere blev Ingeborg Steffensens og Holger Bolands præstationer fremhævet, idet begge »...baade sangligt og drama­ tisk gjorde udmærket Fyldest i de udpræget komiske Partier«, mente BTs anmelder Ole Brandstrup. Det sceniske og musikalske arrangement blev rost i aviserne, der flittigt omtalte ARTEs virke på Bellahøj. De festlige dekoratio­ ner, og navnlig dragterne, skabte den rigtige »Tyrolerstemning«. De vanskeligheder, som operetten nødvendigvis måtte give, i for­ bindelse med en opsætning i fri luft, formåede instruktøren at løse på en elegant måde. Dagbladet Børsens anmelder hæftede sig i særlig grad ved denne side af opsætningen og skrev bl.a. føl­ gende om Holger Bolands bearbejdelse: Til Slut maa noteres et meget fikst Sceneskifte fra l.til 2. Akt. Refrainet »hvor faar vi en Jomfru fra« ændredes sidste Gang til »Hvor faar vi en Slotspark fra«, hvad der paa en meget bekvem Maade tillod de agerende at del­ tage i den lille Dekorationsændring. Kapelmesteren Gerhard Schepelern dirigerede orkestret, en be­ sætning med blæsere, »...med præcision og dygtighed, men uden skum paa champagnen«, anførte Sverre Forchhammer i Informa­ tion. I Berlingske Tidende fremhævede Svend Kragh-Jacobsen derimod, dirigentens »Rytme og Nerve« i orkesterledelsen. Det var således netop »...Aftenens musikalske Momenter, som gav Forestillingen Værd«, og Svend Kragh-Jacobsen sluttede begejst­ ret: »Zellers søde Toner og de brogede Optrin er det, der skal 145