HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Harald Langberg

fusket med mørtelen, kunne Brandenburg måske med rette have erklæret, at det var sket uden hans vidende. Noget sådant har åbenbart ikke fundet sted. Den advarsel, Marselis havde givet om, at hvælvet ville falde ned, var der set bort fra, og en sådan til­ sidesættelse kunne han med rette føle dybt krænkende, men han var en religiøs natur og søgte trøst og beskærmelse hos sin gud. Nu forholdt det sig sådan, at han var opdraget som katolik, havde konverteret til den reformerte tro i Holland, var igen kom­ met katolicismen nær i Italien, for atter i København at slutte sig til de reformerte. Det er ikke oplyst, hvilket år retssagen blev afsluttet, men den dag han fik en genpart af den erklæring, han havde følt sig tvun­ get til at underskrive, var rimeligvis en onsdag efter fastelavn (aske-onsdag), da fasten før påske blev indledt. Marselis tog i alle fald »Davids sæk og aske til hjælp« i sit håb om Guds støtte, og den udeblev heller ikke, fortæller han. Da han hen mod middags­ tid skulle ordne nogle forretninger på Børsen og måtte forlade hjemmet, vaskede og salvede han sig, før han gik derhen. Så kom nogle forretningsfolk, han kendte, ham i møde og gra­ tulerede ham med, at han havde fået revanche! Det blev ham for­ klaret, hvad det drejede sig om, og han forstod, at ved nitiden om morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kon­ gen og geheimeråd von Platen redet ud til den nye Østerport for med egne øjne at se det »allerede forudsagte spectakel« af det helt nedstyrtede, nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem por­ ten, og da byporte er noget, der i høj grad angår befolkningen, skriver Marselis, så var den halve by gået derud for at se, hvad der var sket, medens han selv »lå i aske«. Arkitektens høje chef, geheimeråd von Platen, mente, at Marse­ lis nu kunne triumfere, men han sagde ikke noget hverken til von Platen eller andre. I sit stille sind - og i sit efterladte manuskript - priser han Gud for den hjælp, han havde fået. Men Gud gik videre, end Marselis havde forestillet sig. Da porten blev bragt i orden, og Brandenburg en aften, kort før porten blev lukket, kørte udefra frem mod den i en lille, let, tohju­ let vogn (kariol), gik det galt. Han blev - med vogn og hest - skubbet ud fra broen, der førte til porten, og ned i den brede, tørre grav. Kariolen var på den smalle plankebelagte bro ramt af 14