KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

10 1

D E T N Y E V A N D V Æ R K

til Damhussøen, hvis vand herved blev meget forbedret. Man tøvede dog et øjeblik med at gå videre. Det såkaldte kildevand fra de artesiske boringer indeholdt en hel del mineralsk salt, og man turde ikke udsætte befolkningen for en alt for pludselig forandring i vandets sam­ mensætning. Siden foretog man imid­ lertid flere boringer, hvoraf den første intet gav, men de to næste skaffede yderligere 4— 5.000 tdr. vand i døg­ net, og efterhånden tiltog vandstrøm­ men, så kilderne gav 60.000 tdr. vand i døgnet18). Fremfor boringerne ved Tåstrup - Valby, der lå lavt, havde boringerne omkring Harrestrup den store fordel, at vandet fra dem af sig selv kunne løbe ned til Damhussøen. Det be­ tød store besparelser. Vandreservoiret

L. A. Colding.

imellem landevejen og jernbanen kunne nu undværes, og vandinspektør Colding reviderede sit projekt i overensstemmelse dermed. Efter at professor Hummel havde gennemgået hans værk, kunne Colding i juli 1852 forelægge det for komi­ teen. Den 9. august kom projektet derpå til behandling i borgerrepræsentationen, hvor man med 21 stemmer mod 1 vedtog at skride til samtidig udførelse ikke blot af gas- og vandværk, men også af kloaksystemet19). Planerne indbefattede, at de to vandreservoirer Skt. Jørgens Sø og Damhussøen skulle oprenses til bunds, og dæmningerne omkring dem forhøjes. Åløbet fra kil­ derne til Damhussøen skulle belægges med blåler og sand i bunden. Når man opgav at føre vandet frem direkte til byen i lukkede jernrør, skyldtes det, at kildevandet indeholdt kulsurt jernforilte og kulsur kalk, som kun udskiltes under luftens ind­ virkning. Mellem den moseagtige nordlige del af Damhussøen og den sydlige skulle opføres en dæmning, og dæmningen omkring hele søen skulle forhøjes, så vand­ spejlet kunne hæves 3 fod. Mod vest skulle bygges en helt ny dæmning inden for den gamle, så der i mellemrummet blev plads for afløb fra søens nordlige del og fra markerne rundt om ; men højere oppe ved Islebro indrettedes et sluseværk, så vandet fra de gamle åløb kunne ledes ind i kildevandsløbet. Oprensningen af søen skulle gå ned til 2— 3 fods dybde under mudderet, så der blev lerbund. Søens gennemsnitsdybde skulle derefter være 9 fod, så den blev i stand til at rumme meget mere vand end før.