KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

D E T N Y E V A N D V Æ R K

1 0 6

Anbringelse af opstandere beregnet til udskylning af rendestenene, sådan som man først havde drømt om, fik man ikke, for man frygtede, det ville tage for meget a f vandet. Uden kritik foregik anlægsarbejderne ikke. På foranledning a f O. J. Winstrup nedsatte Communalforeningen for K jøbenhavn og Forstæderne en komité til at følge begivenhederne, og herfra udsendtes gentagne gange kritiske bemærkninger. Man fandt, at Damhussøen ikke blev oprenset dybt nok, at dæmningerne omkring søen ikke blev stærke nok etc. Hovedfejlen ved det hele var dog efter deres mening, at alt blev indrettet, så vandet ikke af sig selv kunne løbe ind til vandhanerne i byens gårde, men ved hjælp af maskiner skulle tvinges i vejret for at kunne nå alle de højere steder i byen. Dette var risikabelt i krigstilfælde, hvis forbindelsen til England blev afbrudt, så man ikke kunne få kul til maskinerne. »Da Danmark ikke er og ikke bør være en provins af England, kan der i disse letbevægelige tider meget snart opstå forhold, der kan gøre det meget vanskeligt, ja endog umuligt, således som i årene 1807— 14, at få kul«. Det var åbenbart Krimkrigen, der vakte uro i sindene. Videre hed det med adresse til Simpson: »A t en englænder kan til­ råde noget, hvorved han gør staden så at sige skatskyldig til hans fædreland, kan a f ham være meget fornuftigt, især da han har fået sine råd overdrevent godt betalt; men om det er fornuftigt at følge sådanne råd, er et andet spørgsmål, som det næppe er vanskeligt at besvare«. I de kritiske herrers sidste betænkning hedder det: »D et hele er et meget måde­ ligt udført arbejde, der vil koste meget at vedligeholde og alligevel vil vedblive at være et dårligt arbejde, hvorom enhver, der med nogen sagkundskab vil under­ søge det, kan overbevise sig«33). Der blev dog ikke taget videre hensyn til kritikken. Det var nok sidste gang, det gamle problem om søernes oprensning, der i to hundrede år havde redet byen som en mare, gav anledning til sådanne skriverier. Medens arbejdet stod på, befæstedes vandvæsenets forhold yderligere. Den 30. november 1857 undertegnedes dels en lov om staden Københavns og dens grunds forsyning med vand, dels en lov om beskyttelse a f de til stadens vandvæsen hø­ rende værker, anlæg og beholdere m. v. Hovedloven trådte i stedet for forordnin­ gen af 1812 og fastsatte, at enhver grundejer i byen havde ret til at få indlagt vand mod til gengæld at betale vandskat efter etageareal. For ejendomme, hvor vand ikke var indlagt, skulle betales en trediedel i skat. Retten til at få indlagt vand omfattede retten til en hane i gården samt en hane i hvert køkken og en hane til et badekar for hver etage. Flere haner måtte kun anbringes med vand­ væsenets tilladelse og mod en ekstraafgift på 2 rd. pr. styk. Alt arbejde ved ind­ læg og vedligeholdelse skulle stadig udføres af autoriserede vandmestre. For vand til næringsbrug og fontæner skulle ydes en særlig afgift, eventuelt efter måler. Anlæggene i husene skulle betales af ejeren. Dog fik de, der forud havde vand, gratis indlagt en hane i gården. Afgifterne kunne inddrives efter samme regler