KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

O F F E N T L I G V A N D F O R S Y N I N G

D en kommission, der efter reskriptet af 1805 skulle tage sig af Københavns vand­ væsen, kom fra begyndelsen til at bestå af generalmajor H. E. Peymann, politi­ mester H. Haagen, viceborgmester P. Beck, professor O. Warburg og politimesteren for København Amts Rytterdistrikt J. Nielsen1). Den nye kommission var altså ikke talstærk og omfattede heller ikke folk, der havde god tid til at tage sig af vandvæse­ nets affærer. Ved reskript af 11. juli 1806 blev kommissionen udstyret med et særligt kontor,, der blev ledet af en kontorchef eller sekretær, og samme dag udstedtes en udførlig instruks for virksomheden. Kommissionen skulle våge over vandvæsenets rettig­ heder til åer og vandløb og træffe afgørelse om, hvilke arbejder der var at foretage ved udenværkerne. Den skulle dernæst mægle i stridigheder mellem inspektører og vandmestre og sørge for, at alt vand i nærheden af søerne blev udnyttet, og amts­ landvæsenskommissionen skulle give meddelelse om alle vandafledningssager for at høre vandvæsenets mening derom. Endvidere skulle kommissionen udarbejde en plan til anlæggenes »vedbørlige istandsættelse og forbedring« og sørge for optagelse a f et fuldstændigt kort over vandforsyningen. Allerede efter 3 måneders forløb skulle den indberette til kongen, hvordan det gik. Særlig var den velkommen til at foreslå en ændring i vandinspektørernes stilling. For at bøde på den ulempe, der lå i kom­ missionsmedlemmernes optagethed ved andre opgaver, blev det bestemt, at et med­ lem a f kommissionen skulle føre tilsyn med sekretariatet og sætte sig ordentlig ind i enhver sag, så han kunne gøre kommissionen opmærksom på enhver vigtig om­ stændighed under behandlingen — en bestemmelse, der nok kunne tiltrænges også i andre institutioner. Samme mand skulle tillige affatte forslag til kommissionens resolutioner og føre protokol over, hvad der blev vedtaget. Det siges udtrykkeligt, at hvis han ikke mere ønskede at udføre alt dette, skulle der vælges en anden dertil2) . Hvis man havde tænkt sig, at den nye kommission skulle gå i gang med reformer i Københavns vandforsyning, blev det i alt fald hindret ved krigsudbruddet 1807. Forsyningsanlæggene led alvorlig skade under det engelske angreb på byen. Spring­ vandet blev afbrudt, og vandmangelen blev skæbnesvanger, da bombardementet tændte mange af byens ejendomme i brand. Allerede den 19. september gav vand­ kommissionen imidlertid ordre til, at alt igen skulle bringes i samme stand, som det