KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

O F F E N T L I G V A N D F O R S Y N I N G

regler kom til at gælde for dem, der havde pumpevand indlagt og underborede deres opstandere. For springvandet blev det bestemt, at man skulle søge at undgå så stort et vandspild, som man hidtil havde haft. Vandkommissionen fik ret til at bevilge indsættelse af en større pibe på udløbsrøret end sædvanligt og til at for­ høje afgiften forholdsvis. A f mulkter for forseelser ved benyttelse af pumpevand eller springvand fik anmelderen det halve. Strid mellem husejere om vandforsy­ ningen skulle henvises til domstolene. Endelig ophævedes ved reglementet formelt alle fundatserne for de gamle vandkompagnier5). Til at dække vandvæsenets ud ­ gifter, til vandskat kunne blive pålignet og indkrævet, bevilgedes et lån a f 30.000 rd. af finanskassen6). Et meget betydningsfuldt skridt var således taget i retning af at afskaffe gamle upraktiske institutioner og tilvejebringe god orden i administrationen af vand­ forsyningen. Alle stadens borgere blev herefter delagtige i rettigheder og byrder, og for at sikre fasthed og sikkerhed havde det offentlige overtaget ledelse og ansvar. Ved en plakat af 5. februar 1824 nedsattes vandskatten til næringsbrugerne til halvt så mange rigsdalere som hidtil, men skulle til gengæld betales i sølv, ikke i sedler, som dengang var til underkurs7). Gennem en længere årrække blev skatten siden budgetteret til 30.000 rd. årlig og opkrævedes for pumpevand med 3/4 sk. pr. kvadratalen etageareal i forhuse og 1/2 sk. pr. kvadratalen etageareal i side- og baghuse, for springvand som nævnt med det tredobbelte. Efterhånden som be- byggelsen forøgedes, tiltog også indtægten for kommunen. I årene omkring 1840 drøftedes en lettelse i skatten, fordi vandvæsenets udgifter gennem en årrække havde været lavere end indtægterne, og fordi man i længden var betænkelig ved at lade parthaverne i springvand betale så meget mere end dem, der havde ind­ lagt pumpevand; men sagen blev stillet i bero8). En sammenlægning af vandvæ­ senet med vej- og brolægningsvæsenet blev også diskuteret, men frarådet9). En hovedopgave for vandkommissionen var det stadig at få renset søerne. I sidste halvdel af det 18. århundrede var der kun foretaget meget begrænsede Tensearbejder. Da man efter Københavns brand 1795 på ny begyndte at interes­ sere sig for bedre vandforsyning, rettedes opmærksomheden først og fremmest herimod, og vandinspektør I. F. Gæde skrev allerede samme år en bog om vand­ væsenets udenværker, der gennemdrøftede problemet for de forskellige søer. Man begyndte også at oprense en kanal midt op gennem Damhussøen for at trække det vand, der var; men arbejdet var yderst besværligt. Bønderne ville ikke tage mod det opgravede mudder, fordi der blev sagt, at det vel gav god høst det første år, men ikke siden. Ude i søen var der bundløst dynd og mosegrund, så heste og vogne blev stikkende og kun med største risiko reddedes i land; vandkompag­ nierne holdt også stærkt igen på pengene. Skønt 1795 var et tørt år, og den lave vandstand meget gunstig, blev man ikke færdig den sommer. Kanalen blev dog vistnok fuldført næste år, men hjalp ikke meget; Københavns genopbygning til­ trak sig nu arbejdskraften, lønnen steg, og det blev for dyrt at fortsætte10).