KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

95

D E T U S U N D E D R I K K E V A N D

ren professor W . C. Zeise udført af amanuensis ved den polytekniske læreanstalt cand. pharm. F. A. I. M. Zedeler og sammenholdt med undersøgelser, som var fore­ taget af professor G. Forchhammer. Zedeler fandt, at vandet i søerne ved Køben­ havn var blødt, og indholdet af faste bestanddele udgjorde 1/4000 eller 1/5000. Heraf var 1/10 eller 1/12 organiske stoffer — i Sankt Jørgens Sø dog engang 1/4 eller 1/5, idet der her fandtes mange alger o. lign. I vandet fra Gentofte Sø forekom kun halvt så meget af faste bestanddele som i vandet fra de øvrige søer. Forch­ hammer fandt ringere mængder af organiske stoffer, men det samme forhold mel­ lem vandet fra de forskellige søer. De fleste klager over dårligt vand kom fra den østre del af byen; men også be­ boerne i Vester Kvarter, Klædebo Kvarter, Børskvarteret og den yderste del af Christianshavn klagede jævnlig. Bedst var vandet om vinteren, værst var det efter regnskyl og storm og efter et pludseligt tøbrud, når søernes vand var kommet i oprør. Helt slet var vandet fra render, hvor det stod stille, fordi pumperne blev be­ nyttet for lidt, f. eks. om sommeren i gader, hvor mange flyttede på landet. Bedre var det, hvor mange pumper jævnlig var i gang. Uheldigt virkede det også, når en sideledning var lagt op i et højt niveau, så der skulle pumpes meget kraftigt for at få vandet frem. Som slutresultat af undersøgelserne anførte professor A. G. Sommer ved nogle forelæsninger for sundhedspolitiet i 1850, at »vandet jævnlig, især i visse dele af staden, frembyder et urent, plumret udseende og en ubehagelig lugt og smag, som forklares a f de opslemmede og opløste organiske stoffer, samt at det over hele staden, når varmen er stærk, har en ubehagelig høj varmegrad, så at det med rette kan kaldes lunkent og således mangler den kølende forfriskende virkning, der må ønskes ved drikkevand, medens det gode brøndvand, som har denne egenskab, ikke er i tilstrækkelig mængde til stede til hele stadens forsyning«9). Kritikken af vandet kom således ikke blot fra de jævnere forbrugere, men også fra sagkundskaben. I tidens løb havde man søgt at opnå bedring ved at lade led­ ningerne passere riste og kister, hvor det værste snavs kunne sis fra eller synke til bunds; men det forslog ikke. Vandet kom stadig frem til forbrugerne i højst utilfredsstillende stand. Når man fik det op i beboelsesejendommene, kunne man lade det passere et filter og lade det stå til næste dag i den vandtønde, der hørte til ethvert velforsynet køkken. Det meste af snavset skiltes da fra som bundfald, og vandtønden måtte jævnlig renses; men de farligste bakterier og smitstoffer blev ikke bortskaffet på denne måde, og skulle man opnå nogen virkelig ændring, var det nødvendigt at gå over til en helt anden form for vandforsyning. Når man ser, hvor slet stadens vandforsyning var blevet, kan man ikke befri sig for den tanke, at meget havde været vundet, hvis man fra begyndelsen havde ladet være at følge von Dieskaus rad og ført vandet ind fra Furesøen. Det havde ganske vist i første omgang kostet udgravningen af en kanal fra Lyngby So til Gentofte S ø ; men man ville derved gennem århundreder have været sikret tilstræk