591167243

navnlig efter Branden 1728, betydeligt, saaledes at Antallet i Aarene 1746—50 endog angives til 2403 gennemsnitlig om Ugen, og naar man lager i Betænkning, at der til Forsørgelse af disse kun havdes et Beløb af 19,617 Bdl., vil det let indses, at de Fattige i København i Begyndelsen af forrige Aar- hundrede kun fristede en kummerlig Tilværelse og endnu hovedsagelig vare nødsagede til at .ernære sig ved Betleri. Desuden kom Fattigvæsenet i en betydelig Gæld, som „Kongens Kasse1, d. v. s. Statskassen, ved liere Lejligheder maatte dække, og som i Aarhundredets Løb voksede stærkt. Slutningen af Aarbundredet var for saa vidt gunstigt, som der den Gang var megen Velstand i Kjøbenhavn, og Faltigvæsenets Formue forøgedes da ogsaa ved betydelige Legater. Udgifterne ved­ blev imidlertid ogsaa at være store, og hvert Aar sluttede derfor i Reglen med et betydeligt Underskud; thi trods Byens Velstand forøgedes snarere de Fattiges Antal, og Fattig­ væsenets Efterretninger for 1799 anslaar endog Antallet af dem, der nød Fattighjælp, til over 8,000 eller 1/i2 af Byens Befolkning. Man var derfor klar over, at der trængtes til en gennemgribende Forandring i Ledelsen af Fattigvæsenet, og, efter at en Kommission havde været nedsat til Undersøgelsen af disse Forhold, udkom Planen af 1ste Juli 1799, som, hvad Administrationen angaar, har været gældende lige til 1871 og i øvrigt lige til Loven af 9de April 1891. Denne For­ ordning er i sine Principper for det Ollentliges Omsorg for de Fattige et mægtigt Fremskridt og vidner i del Hele om de humane Synspunkter, der vare de raadende i Tiden. Forordningen begynder saaledes med at sige, at „det er Fattigvæsenets Øjemed at antage sig alle Trængende, som ikke have og ikke selv kan skaffe sig nødtørftig Under­ holdning, samt at sørge for, saa meget som muligt, at de Gamle og Svage blandt disse nyde Almisse, at de Arbejdsføre gives Arbejde, naar de ere villige til at erhverve, men der­ imod alvænnes fra Lediggang og sættes i Nødvendighed til at arbejde, naar de hellere betle end lovligen erhverve, at de Syge helbredes, og at de Unge anføres til Kundskab, Sæde­ lighed og Arbejdsomhed". Naar Forordningen dog ikke fik den Betydning, som den tilsigtede, beroede dette paa, at Ad­ ministrationen atter her var upraktisk ordnet. Den øverste