KøbenhavnsGamleKirker

04460445

2 9 2 6 4 4 9 6 5

, KØBENHAVNS RÅOHUSBiBLlGTEK

GAMLE KIRKER

H-HAGERUP -KØBEN HAVN 1932 TEKST AF VICTOR HERMANSEN TEGNINGER AF HAKON SPLIID

KØBENHAVNS GAMLE KIRKER

KØBENHAVNS GAMLE KIRKER T EK ST AF VICTOR HERMANSEN

TEGN INGER AF H A K O N SPLIID

M C M X X X II H. H A G E R U P ’ S F O R L A G • K Ø B E N H A V N

COPYRIGHT BY H, H AG ERU P COPENHAGEN PRINTED IN DENMARK

•ii®§

tnarta#

n

FRUE KIRKE P aa det højeste Punkt indenfor den gam le Bygrænse har fra den tidligste T id Stadens Hovedkirke haft sin Plads. O g som den ved selve sin Beliggenhed i det udvortes løftede sig over de andre Gudshuse, var den ogsaa ved sin Indv ielse udmærket fremfor de øvrige Kirker, idet den var helliget selve Guds Moder. D en nævnes første Gang, da Absalon , m edens han var Ærke­ biskop, altsaa i T id en 1177— 1201, bekræftede en Overenskomst om Overdragelsen a f en vis D e l a f T ienden til »K irkens O pbygn ing og Pryd«, men iøvrigt er adskilligt ved Brevet dunkelt og en sikker For­ tolkn ing vistnok ikke mulig. Ogsaa Absalons Efterfølger som Biskop i Rosk ilde, Peder Sunesen, m indedes siden hen i Kirkens D ød ebog som »denne Kirkes Grundlægger og den fromme Stifter a f det K an - nikesam lag, som her tjener Gud og den salige Jom fru«. Der kan da være T a le om to forskellige Byggeforetagender eller om to forskellige A fsnit indenfor samme Værk, m en da ingen a f Opgivelserne er tidsfæstede, kan de i og for sig ogsaa være Udtryk for to sam tid ige Begivenheder, altsaa i V irkeligheden for kun eet Arbejde. D e t være nu hermed som det vil, gennem Overvejelser

5

kan Spørgsmaalene næppe klares og ingen Fund a f romansk M ur­ værk er gjort, som v ild e kunne løse V an skelighederne. H vordan den æ ldste K irke har set ud, véd v i derfor ikke noge t om . V ed Oprettelsen a f K ann ikekonven tet hk Rosk ilde Stift altsaa foruden det æ ldre D om kap itel, som var kny ttet til Hovedk irken ved Isefjorden , endnu et K ap ite l, og selvom det aldrig naaede det første i R igdom og Betydn ing , hævede det dog V or Frue K irke op i R ang næst efter Domk irken — a llerede i M idde la lderen kaldes derfor ogsaa den københavnske K irke m ed dette N avn — og d et var Aarsag til, at m an omkring Aar 1300 tog fat paa at rejse en tilsvarende M onum en ta lbygn ing . A f O pm aa linger fra omkring 1730 og a f Byprospekter fra S lu t­ n ingen a f 16. til S lu tn ingen a f 17. Aarhundrede kan m an se, at K irken har haft tre overhvæ lvede Skibe, et højt og bredt H o v ed ­ skib, der hævede sig over de lavere og smallere Sideskibe og hk sit Lys genn em sp idsbuede V indu er i Højkirkens Mure. H ertil slu ttede sig i Ø st et Kor, der var ligesaa højt som M id tsk ibet og om g ive t a f en Krans a f fem K ape ller , der fortsatte Sideskibene. D en s Udstrækn ing har været den samm e som den nuværende Kirkes og er kun overgaaet a f Domk irkerne i Aarhus, Rosk ilde og Lund , et V idnesbyrd — har m an m ed R e tte sagt, — om den vor­ d ende Hovedstads Betydn ing allerede i M iddela lderen . I den nyeste T id har m an endda faaet øge t og haandgr ibe lig V i­ den om Bygn ingen . V e l kunde m an forinden danne sig en Fore­ stilling om , hvorledes denne a f fransk Højgotik prægede K irke — efter Ghr. A xe l Jensens D om et a f den danske Murstensgotiks æ ld ­ ste og ypperste M onum en ter — havde set ud ved at betrag te Sanct Petri K irken i M a lm ø , som u tv iv lsom t er opført m ed d en som For­ b illede , m en om Enkelthederne kunde m an selvsagt ikke dømm e. D a b lev der i 1925 ved U dgravn ingern e til et ny t Varm eværk i den 6

nuværende K orom gang g jort et overraskende Fund . H er viste det sig nem lig , at Murene til de tre østligste a f K ape llerne stod bevaret i næsten Mandshøjde, opført a f store røde Munkesten i M unke­ skifte og m ed rigtprofilerede P iller a f Formsten, der havde baaret Hvæ lvingernes R ibber. O g da N a tiona lm u see t foreslog, at man reddede dette sidste M inde om den m iddela lderlige Bygn ing , viste

K IR K EN S V E LG Ø R E R , B ISKO P PEDER JENSEN LODEH ATS SEGL. V O R FRUE K A P ITEL S SEGL.

Kirkens Bestyrelse stor Forstaaelse og Offervilje, saa at man uden H ensyn til Omkostningerne ændrede Planerne for det Anlæg , der havde foran led iget Fremdragelsen , og lod det gam le Murværk over­ dække og være tilgængeligt for Interesserede. I Løbet a f det 15. Aarhundrede blev der yderligere opført to Sideskibe til Indretn ing a f Kapeller, saa at K irken ved M idde la lde ­ rens S lu tn ing stod som en femskibet Bygn ing, og endelig blev der ved Hovedskibets V estgav l rejst et Taarn. I 1483 nævnes, at man 7

ny lig var gaae t i Gang m ed Opførelsen og i 1514 b lev det kronet a f et mægtigt, kobberklædt Spir. T il R ejsn ingen a f dette Spir er der fra gamm e l T id kny ttet Sagnet om M estersvenden , som m en te, at han var lige saa dyg tig som M e ­ steren. H v itfe ld t fortæller i sin Danmarkskrønike, at »paa det Pas Spiret var forfærdiget, til K napp en skulde paasættes, befol M esteren , som var halt, en Bjælke at udlægges og fastgøres, paa hvilken han gik ud til Enden og hug dér en Ø x e udi, befol saa M estersvenden , efterdi han lod sig være saa god som han , at han skulde gaa ud og tage hannem samme Ø xe tilbage, og idet den anden gik ud og v ilde ikke være ringere end hans Mester, fa ldt han ned og slog sig ihjel.« A f m iddela lderligt Inven tar er in tet bevaret, og dette skyldes ikke de to store Ødelæggelser i nyere T id , m en en Begivenhed , som er enestaaende i vor hjem lige Reformationsh istorie, B illedstorm en i 1530. I den saakaldte Rosk ilde-Aarbog fortælles det, at »tred ie J u le ­ dag, som er Sanct Johannes Apostel og Evangelist D ag , skete udi K øbenhavn i V or Frue K irke et slem t, fult, uhørligt, ukristeligt, kættersk og tyrkisk Stykke, V o ld og Væ lde i saa M aade: nog le a f K øbenhavn s Borgere, hvilke siges at være disse efterskrevne, Am ­ brosius Borgmester, Konrad Køkkenfedt, Anders Gu ldsm ed , V il- lum R onge , Hans Sort, Rasmus Bager, Skipper Tøger , H erm an R ø ling , Jakob Pottemager, Peder Gu ldsmed , havde deres h emm e ­ lige R aad m ed nog le andre Skalke a f A lmuens Folk, besvorne til H ob e , Mester Hans Tavsen v itterligt og m ed hans V ilje. D e g inge ind i V or Frue Kirke og nederkastede a lle T av ler og B illeder, slog og spyttede dem i Ansigterne, flækkede dem m ed Økser og hugged dem sønder, og siden g inge de ind i Koret og kastede der neder: Stolene, Fjælene og Panelværket og sønderrev Bøgerne til Koret. D og forsvarede Byfogeden Højalteret, saa at det b lev uskadt. M en

8

2

hvad Forsmædelse, Forhaanelse og Skældsord de gav K ann ikerne , V ikarerne og andre fattige Præstemænd er lang t at sige af.« Byg ­ n ingen led derimod ingen Skade og, naar und tages, at d e r i 1613 b lev rejst et nyt, ligeledes kobberdækket Spir, som har haft samm e Højde som det nuværende Raadhustaarn , har K irken staaet i sin gam le Skikkelse lige til Branden 1728. Længe har det dog ikke varet, før det Indre atter var udsmykket, om end paa en anden M aade end i den katolske T id . K irken b lev den ypperste i R ige t, her b lev K ong ern e— ind til Enevæ ldens Ind føre lse— kronede og salvede m ed stor Pragt, her b lev og b liver B iskop­ perne indv iet til deres Embede, herfra angives R eg lern e for Guds­ tjenestens Former. D e t sidste fik sit Udtryk i et Brev, som Frederik den A nd en i 1577 skrev til Un iversitetet, K øbenhavn s Borgmestre og R aad sam t Kirkeværgerne for Frue K irke. D a der fand t m egen U skikkelighed S ted i K irken , ide t M ands- og Kv indepersoner m ange Steder stod i Stol samm en , skulde der m ed det første træffes en anden O rdn ing m ed Stolestaderne, saa at Mændene kom til at staa for sig paa den ene og K v inderne paa den anden S ide. D enn e K irke var nem lig , siges det udtrykkeligt, saa god t som H o ­ vedkirken her i Landet, saa at der burde holdes særlig god O rden i den , for at andre kunde rette sig derefter. Forlængst er det Inven tar, som i det 16. og 17. A arhundrede smykkede K irkerummet, gaae t tab t og kun a f Beskrivelser kender v i »den m eget forgyldte, kostelige og høj berømm eligt udskaarne A ltertav le og Kor m ed stafferede Pulpiturer«, den kostelig forgyldte og udskaarne Prædikestol, Messingfonten, Orgelværket og H væ l­ vingernes Malerier. H vad Branden i 1728 skaanede, var kun lidet, og det b lev øde lag t sammen m ed det nytilkomne 18. Aarhundredes Udstyr ved Begivenhederne i 1807. Ogsaa a f den V r imm e l a f kost­ bare og prangende Gravmæler, som fy ldte Væ gge og Piller, og a f

1 0

IND SKR IFTPLADE FRA CH R IST IAN FR IIS ’ K IST E .

H e r l i g GER. BESRAFVIT ERLIG OCH : :WELBIVRPIG 7HAND CHRISTOFFER VALCKENDORF TILGtORYP DANAARCKIS RIGISH0ÏME.5TEÎI SOM ER HENNING WKENDORF5 OCH FRVSIDZILEFRISSIS SØN TIL GWPyP OCH iLEF H Z S O CH KåLLEDE GVD HAMEMWDI RIØBENHAFN DEN 17 JANNÄRJI ANNO 1601 CVD GIEVE HANNEMMED ALLE WDVALDE CHRÍSTNE EN GLEDELIG ¡'OCH . EREFVLLD . OPSTANNDELSE «ÍÍiÉÉBíBeSB**6iiiiiÉ*i*é*iiii*iOTSB***iaiÍtí l|IIIIH;illl!Í!Íi||||l|’illililll!lli|^|||||Nliilij|MMI|l^ng

IND SKR IFTPLADE FRA CH R ISTO FFER V A LK EN D O R F S K ISTE .

de m ange Sten, som dækkede Gu lvet, — en stor Part a f R igets bedste Mænd havde va lg t deres sidste H v ilested i denne K irke — er der kun bevaret ganske faa Rester og som oftest kun i smaa og uanselige Brudstykker. N og le faa L igk isteplader b lev opsam let i 1813, da man ryddede de murede Begravelser under K oret nær ved A lteret, og foreløbig indsend t til O ldsagskomm issionen , hvorfra de senere b lev afgivet til K irken og ophængt i den nordre S idegang . D en ene er over Kongens Kansler Christian Friis til Borreby, som døde i sit 60. Aar paa H erredagen i »Opslog« (Oslo) den 29. J u li 1616, den anden er over hans Hustru M ette H ardenberg , der døde Aaret efter. Et Vaabenskjold m ed R osenkran s-V aabenet og 1575 stammer vistnok fra R igshovm ester Peder Oxes K iste, en Indskrift­ p lade fortæller om Christoffer Valkendorf, der styrede R igets Pengevæsen under Frederik II. og i Christian IV .s første Aar, og som m ed Iver tog sig a f Stadens Trivsel og Udsm ykn ing , et V a a b en ­ skjold m inder om den danske Arkæologis Grundlægger, Sam leren og Lægen O le Worm, død 1654, hvis Kunstkamm er gik over til K ong en og b lev Spiren til vore Museer. I Muren er indsat en m o ­ derne P lade og bag ved den en lille B lykapsel m ed R ester a f Sø ­ helten Cort Sivertsen Adeler, om trent paa det Sted , hvor hans Sar­ kofag og M onum en t havde deres Plads før Øde læ gge lsen 1807. En Sten er b levet bevaret næsten uskadt og bærer en latinsk Indskrift over Jørgen W ind , som døde den 17. J u li 1644 i K øb enhavn a f et Skud, han hk i K am pen ved K o lbergerheide, hvor »han m and e lig som en god og redelig Patriot og R igens fornemm e Adm ira l for sit Fædrelands tro og oprigtig T jeneste godv illig udøste sit B lod og berømm eligen end te sit Liv«. Hans og hans Hustru Ingeborg U lf- stands seksten Anevaaben smykker R amm en omkring Indskriften. A f de m ange Adelsgravmæ ler er der iøvrigt kun bevaret Brud­ stykker — det betydeligste er et R e lie f a f en R ytterfæg tn ing fra

1 2

L eg ATI

iNDE THM iSl/IRcKAv A n WO v M e x : X L iV ; Mmkkzfoz t EXCVB'ylNS ADVERTS C l/ 1 ^ L K SVE'CORVM V v ln ere 1 IktøUDVj V ictorV iyidvm Æ W VERJEMlLI.T 4 REM : 5 p.lRITl/MY T O I M M . étorl B eddidit L vm A nn % 1 sset , l . ' - M e NSESVIEX NoBW55lMA - - I m EtT^KL/LI SoCMXI LlREROS StoCEPIT C ^ ^ S i c y T M r R R C o n c o rd ia V i x s t A n m fxxjy IT^VTRiyaiÆ M eH o ra /S v p e rste s.. m ■•i

LIG STEN O V E R JØRGEN W IND 1644.

Generalfeltmarskal A xe l Urups M onum en t — ligesom der a f de talrige Mindesmærker over Gejstligheden og den lærde S tand ikke er andet, der har undgaaet Ødelæggelserne, end S tenen over K ø ­ benhavns Præsident Peder R esen , kendt som Retslærd og topogra ­ fisk Sam ler, død 1688, og et Par S tumper a f L igstenen over Sjæl­ lands første lutherske Biskop Peder Palladius. A f et Ep ita fium over Biskop Henrik Bornemann, som m aa være udført a f B illedhuggeren Q u e llinu s, er ret nylig fundet nog le Smaastykker, sam t Bispens Buste, der baade giver en fynd ig Skildring a f hans lidenskabelige Karakter og ogsaa viser hans ydre Træk m ed det sirligt ho ld te, lange Hageskæg, som han gem te i en F løjlspung , naar han var paa Visitatsrejser. Saa om fattende var Ødelæ ggelsen i 1728, at kun eet Begravelses­ sted forblev ganske urørt og ubeskad iget, og som rim e lig t var, lod den afdødes Arv inger da til Erindring herom indhugge fø lgende Vers paa L igstenen: Da hver en Grav blev ødelagt og mange Ben opbrændte, holdt Gud paa mine Bene Vagt, at intet ondt dem hændte. Til Tegn i Tiden skal det staa

iblandt Guds Underværker, at Han derfor kan Æren faa, naar Folk min Tavle mærker.

A f den m iddela lderlige K irke var kun K oret og et K ap e l paa Sydsiden b levet staaende i en saadan Stand , at de kunde benyttes igen , m en ellers m aatte Skibet og T aarnet opføres a f nyt. »For hist og her at benytte sig a f nog le Stykker a f den gam le G rundvo ld , fu lgte man næsten overalt den forrige Bygnings Skabn ing« , som Thurah sagde i 1748, » se lvom den ju st ikke i a lle Stykker var efter

1 4

disse nye Tiders Smag«. T egn ingen til den genrejste K irke skyldtes Joa ch im Frederik Ramus, Professor i M atem atik og M ed lem a f K omm issionen til Kirkens Opførelse, der lod M idtsk ibet og S ide­ skibene være a f samme Højde, saa at de dannede en K irkehal, og yderligere føjede hertil to lavere Sideskibe. Grundstenen blev ned lag t i 1731 og K irken indv iet den 30. April 1738, uden at den dog paa dette T idspunkt endnu var helt færdig. Taarnet var under Opførelsen to Gange styrtet sammen , og først i 1739 var det muret saa højt op, at man kunde tænke paa at rejse Spiret. V incen ts Lerche, der ogsaa sad i Komm issionen , fik i 1740 kongelig G od ­ kendelse a f sit Udkast til et Spir — i V irkeligheden var det en nær- gaaende K op i a f et Projekt til St. Martins Kirke i London — og selvom Arbejdet ved hans D ød blev overdraget til G enera lbygm e­ steren Laurids Thurah , blev det dog hans Plan, som udførtes i H o ­ vedtrækkene. D en 5. D ecember 1744 blev »Spirets Ornamenter, som var to Knapper, 3 Kroner og 1 Fløj opsat«, og derefter holdt K obb er ­ smedemesteren, som stod i den mellem ste Krone, en Ta le , hvori han paakaldte Guds Beskærmelse over K irken og Kongen . Herpaa lod Trompeter og Pauker sig igen høre og den kongelige Skaal b lev uddrukket under e t : V iv a t ! Længe leve vores allernaad igste Arve- konge og Herre, K ong Christian den S je tte ! O g saa blev »det ganske kongelige Herskabs Skaaler, hver især, uddrukket a f Kobbersm ede­ svendene, som arbejdede paa Taarnet, under et »V iva t, Længe leve«-Skrig, og Paukers og Trompeters Lyd , som varede ind til Mørkningen , da dette blev fuldendt, den A llerhøjeste ske evig Ære, uden nogen Skade.« D e t F lyveb lad , som i denne An ledn ing blev trykt, fortæller desuden, at hele Højden a f Taarn og Spir var 387 Fod, saa at Thurah med god Grund kunde tale »om det her­ lige Taarn , der er det højeste i Staden, langt over alle de øvrige, og som rækker sit Spir op til Skyerne«. l 5

I 1747 skænkede K ongen til K irken »et skønt, fu ldkomm en t og vellyd end e Klokkespil«, som b lev ophængt i det nye Taarn , og som b lev sp illet ved Bryllupper og L igbegængelser en T im e eller to, ligesom vedkomm ende forlangte og beta lte, m en desuden gav han fire herlige R inge-K lokker, der ogsaa b lev anbragt i Taarne t, og to, der fik deres Plads i Tagrytteren . D en største a f dem , der vejede ikke m indre end 12022 Pund , bar Indskriften: D enn e Kongens Klokke i S teden for den forrige a f samm e N avn , som m ed K irken udi Byens ulykkelige Brand forgik Aar 1728, først støbt Aar 1527 under K on g Frederik I. og skænket til gud e lig Brug a f K ong Fre­ derik II. 1581, siden da den brast b lev om støb t og igen g iven K ir ­ ken en Fjerdedel større a f K ong Christian IV . Aar 1646, er nu end e ­ lig Aar 1747 ved den stormægtigste og a llernaad igste K onges Christian den Sjettes store G avm ildhed og gud e lige Forsorg tillig e ­ m ed denne H ov ed Kirkes og Taarnets prægtige Bygn ing end m ege t ypperligere og en T red ied e l større a f ny støbt og g iven til K irkens Højtids- og Storm -K lokke m ed 5 andre m indre Klokker. Gud g ive dem Lykke og Beskærmelse til sin Kirkes bestand ige B r u g ! K ongens K lokke er m it N avn , Gud til Ære og Folket til Gavn. S tøb t Anno 1747 i den stormægtigste Monark K ong Frederik den Fem tes første glorværdigste Regerings-Aar«. D e andre Klokkeindskrifter havde fø lgende O rd lyd : »Aar 1746 gav den gudfrygtige og a llernaad igste K ong e Christian den Sjette m ig som den anden K lokke a f ny støbt, m ed fem andre, til at sam le Folket til Gudstjenesten udi denne efter Byens Brand a f ny opbyg te Frue Kirke, kaldet Søndags-Klokke.« »D enn e tredie K lokke, som m ed fem andre er ved den store N o r ­ dens Monark Christian den Sjettes landsfaderlige Forsorg og G od ­ hed Aar 1746 a f ny støbt, er g ive t denne Byens Hovedk irke som a f Jom fru Maria fordum er kaldet Frue K irke til en Vagtklokke.«

1 6

»A f sex Klokker, som ved den fromme og a llernaad igste Konges Christian den Sjettes christelige Om hu for Guds K irke er a f ny støbt og Aar 1746 skænkede til Guds T jeneste og denne H oved - Kirkes Prydelse er denne M iddags-Bede-K lokke den fjerde, kaldet Tolv-K lokken .« Klokkerne bar desuden en latinsk Indskrift, som m eld te, at de var støbt a f Joh ann Barthold Ho ltzm ann , og var » a f en fortræffelig og særdeles angenem Lyd , alle indrettede efter Musikkens Toner«, m en allerede i 1768 m aatte de tre a f dem støbes om , da de var rev­ nede ved R ingn ingen . Efterhaanden b lev K irkerummet atter smykket med nyt Inven ­ tar, — B illedhugger Ehb isch var Mester for A ltertav len og Prædike­ stolen — og nye Gravm inder kom til, derimellem Værker a f J o ­ hannes W iedewelt. I det ydre og indre var Kirken igen bragt i Stand, saa at man sidenhen , da den var b leven ødelagt, m indedes hvorledes den havde rejst sig: »H ø it, herligt, prunkende ved Kunst og Æ lde, til Pryd for Landet og for Staden , fra Jorden hævedes dets feire T inde, mod Skyen dets trekronte Spiir. M ed drøje Slag fra Kæmpe-K lokke fremkaldte det til Højtid og til Andag t — og fromme Christne hørte det og g inge til T em p let op, at takke og tilbede«. I August M aaned 1807 var en engelsk-hannoveransk Hær b levet landsat ved Vedbæk og Køge, og havde indesluttet Hovedstaden m ed en Række Batterier og Skanser. D a Englændernes gen tagne Opfordringer til Københavns K omm andan t om at udlevere alle danske Krigsskibe bestandig blev afslaaet, begynd te den 2. Sep ­ tember »et skrækkeligt Bombardement med Bomber, Brandkugler, Raketter, Granater, Brandpile og g loende Kugler«, som især blev rettet m od Frue-, Petri- og Rundetaarn . D e t fortsattes den følgende D ag og naaede sin Højde om A ftenen den 4. September. Om N a tten 3 1 7

b lev Frue Taarn antændt a f en congrevesk Brandraket og Lørdag M orgen den 5. K l. 43/4 styrtede Spiret ned. En sam tid ig Beretn ing , som skyldes Præsten ude paa Frederiksberg, fortæller, at d engang Bombardem en tet begynd te, var der næppe gaae t en T im e , førend man saa Ildløs, »hvorved F jenden gav et forskrækkeligt Hurra- Skraal a f sig, skønt dog ikke nær saa fælt, som da de fik den cann i- balske G læde at se Guds Hus antændes og styrte for deres Brand­ redskaber«. D a Spiret faldt, bredte Ilden sig til selve K irken og trængte h elt ned i de aabne Begravelser i Koret og paa K irkegu lvet, — »i G ra ­ ven e de Dødes Been fortæres« — og øde lagde a lt Inven taret, saa at A lteret og »alle hellige Kar var nedknuste, sp littede, end ej at kende i sørgelige Spor«. D a Frederik den Sjette første Gang saa K irken efter Ø d e læ gge l­ sen, bød han »hastigbestem t og m ed fast Beslu tn ing«, at Landets Hovedkirke igen skulde rejses, og ved Nytaarstid 1808 b lev det overdraget Arkitekten C. F. Hansen at udarbejde P laner og O ver ­ slag til den bedste og mest hensigtsmæssige Istandsættelse. Selve Bygn ingen havde ikke taget større Skade, end at den kunde være b levet sat i S tand , som den var før, m en da C. F. H ansen an ­ førte, at det v ilde have visse Fordele at dekorere K irken i en ny Smag , »eller rettere sagt, den gam le græske og romerske Smag«, fik han a f K ongen T illade lse til frit at væ lge den arkitektoniske Stil, som han fandt mest ædel og passende. I L øb e t a f et Par Aar havd e han Planerne rede, og i M id ten a f 1811 tog m an fat paa Arbejdet m ed K irkebygn ingen , m en foreløb igt gik det dog kun langsom t fremad. V ed Reformationsfesten 1817 ønskede K ong en im id lertid at fejre H ø jtideligheden ved at ned lægge Grundstenen til K irkens A lter, og Bygn ingen m aatte derfor til den T id være under T a g og dens indre og ydre Form i det m indste an tydet. V ed en

1 8

særlig anvist Sum paa 200 ,000 R igsdaler Navneværd i lykkedes det at faa sam tlige Kirkens Mure fu ldt opført, T ag e t rejst og dækket m ed Sten, S idev induerne forfærdiget og indsat, det Indre an tydet ved Søjler, Forskalling o. s. v ., saa at Festen kunde finde Sted som p lan lagt. Efter at Bygningskomm issionens første M ed lem O ve M a l­ ling havde talt til Ind ledn ing »traadte Hans Majestæt ned i den for A lter-G runden indrettede Fordybn ing og lagde Grundstenen paa den M aade, som ved saadan H ø jtidelighed er sædvan lig.« I Grund­ stenen b lev bl. a. ned lag t en P lade med fø lgende Indskrift: »Aar efter Guds Byrd 1817 feiredes det tredie Aarhundredes Jubelfest, til M inde om den ved Dr. Morten Luther forkyndte evangeliske Lære. Paa Festens anden D ag , den iste November, lagde Danmarks K onge , Frederik den Sjette, Grundstenen til A lteret for Vor Frue Kirke, efter at Kirkens Mure ved Kongens priselige Om hu vare op- reiste fra det Gruus, hvortil fiendtligt Overfald havde nedstyrtet dem«. D e gam le Sideskibsmure blev g jort lige saa høje som M idtskibet, Skibets Krydshvæ lvinger og de Piller, der bar dem , taget bort og erstattet a f to Rækker Arkader, hvorover der igen hæver sig doriske K o lonader. Fra disse Søjlestillingers Gesims er der spændt en let T øndehvæ lv ing a f Træ over K irkerummet, og i Loftet er der an ­ bragt tre Aabninger, saa at Kirkens Indre faar Ovenlys. Koret har en A ltern iche i Østvæggen , men markeres ellers kun ved en oval Balustrade, og til Siderne for denne er der indrettet to Smaarum , det ene som Daabskapel, det andet bestemt for Gejstligheden. D en oprindelige Tanke var at anbringe Prædikestolen — i Form a f et antikt A lter — m idt for A lteret i Korbalustraden , men efter Præ­ sternes Ønsker blev den anbragt ved den ene Side a f Kirken. D e t gam le Korparti med »sine mange skæve Hjørner« stod ve lb e ­ varet, m en da det efter Arkitektens M en ing »paa en ubehagelig 3 * J9

M aade afbrød den R o ligh ed , hvormed Ø jet hviler paa den im po ­ sante cirkelformige Storhed i Kirkens Form og er ej passende til det øvrige«, b lev det nedbrudt og Korom gangen opført over de gam le Fundam enter som en regelmæssig Ha lvcirkel og kronet a f en H a lv ­ kuppel. »For at g ive Hoved facaden den tilbørlige Værd ighed« b lev S id e­ skibenes Mure ført frem i L inje m ed Taarnets Vestmur, og foran denne blev der rejst en dorisk Portal. Taarne t — der, efter G. F. Hansens Udsagn , kun er til, fordi Sædvanen byder, at vore T em p ler skal være forsynede m ed Taarne — b lev opført saaledes, at »det v ed ­ ligeho ld t den va lg te græske Stil, hvorpaa K irkens K om position , for- saavidt Benyttelsen a f de gam le Rudera tillader det, saavel udv en ­ dig som indvend ig grunder sig«. D e t b lev rejst over de gam le Mure, kun 180 Fod højt, og afsluttet m ed et fladt K obb ertag og et stort forgyldt Kors. I Taarnet b lev til Erstatning for de øde lag te K lokker ophængt fire andre. D en største a f dem , som tillige er Landets største og i Tværmaa l holder ikke m indre end 194 cm, har m e llem to Akantus- bladrækker en Indskrift, som oplyser, at den er »støbt a f Søren Hansen Hornhaver paa Frederiksværk 1828«, og paa selve K lokke­ legem et er ind stemm e t: F og W D 1 Nbr. M en ingen m ed disse re- bus-agtige Bogstaver er: Frederik og W ilhe lm ine D en 1. N ovember, og det v il atter sige, at man har knyttet Fu ldende lsen a f dette store og dygtige Støberarbejde, som K lokken er, til en B eg ivenhed i Kongehu set: Kronprins Frederiks (den senere Frederik V IL ) For­ mæ ling den 1. November 1828. Paa en Blokvogn, som Inspektøren for Frederiksværk, Oberst E. P. T schern ing havde konstrueret til dette særlige Brug, og som han m ed R ette var stolt af, blev K lokken i Begyndelsen a f D ec em ­ ber 1828 »da V ejene var m eget fordærvede a f ide lig R egn , D ag en e

2 0

V O R FRUE KIRKES HOVED FA gAD E .

m eget korte og Vejret ufordelagtigt«, kørt de 7V2 M il til K øbenhavn i Løbet a f tolv T imer. Skønt K lokken selv vejer 8050 Pund og Be­ slaget dertil 2000 Pund, b lev de seks Par V ognm and sheste , som dannede Forspandet, ikke overanstrengt, m en kunde, efter Tscher- nings Udsagn , »have udho ld t en saadan Transport U ger i Rad« . D en næststørste K lokke »Søndagsklokken« var opr indelig ogsaa et Værk a f Søren Hornhaver, som støbte den paa Frederiksværk i 1827, m en den er i s^n nuværende Skikkelse en Om støbn ing fra Anker Heegaards E tablissement i Frederiksværk 1876. D en bærer en latinsk Indskrift, som hypp igt træffes paa m iddela lderlige K lok ­ ker, og som her altsaa er en Efterligning : Laudo deum , p lebem voco congrego clerum (Jeg priser Gud, kalder Folket, sam ler Præsteska­ bet). D en tredie K lokke, »M iddagsklokken«, taler ogsaa L atin og siger: Ære være Gud i det Høje. Friderich H o ltzm ann i K øb enhavn gjorde m ig i Aaret 1699«. D esuden bærer den Christian den Fem tes Brystbillede og Navnetræk. Efter sin D a ter ing skulde den altsaa, hvis den a ltid har haft sin Plads i V or Frues K irketaarn , været sluppet uskadt gennem ikke m indre end to Ødelæggelser, baade Branden i 1728 og i 1807, m en det er i sig selv højst usandsyn ligt og strider mod , hvad der direkte siges. D en m aa være komm et an ­ detsteds fra efter 1807 ligesom den fjerde K lokke: N ik lokken. D en hørte oprindelig hjemme i Antvorskov Klosterkirke, m en da denne b lev nedbrudt i 1774, blev Klokkerne foreløbig bevaret ved S lo ttet og saa a f en senere Ejer, Konferensraad Bruun, skænket til Frue Kirke. D a man m od tog »den goddæd ige Opmærksomhed«, var man ikke klar over, om K lokken kunde bruges, som den var, eller om den m aatte omstøbes sammen med det M eta l, der var bevaret a f de forrige Klokker, m en det viste sig dog snart, at m an ikke b ehøvede at for­ andre noget ved den. Som den eneste m iddela lderlige K lokke i det nuværende K øbenhavn gør den stadig T jeneste i sin gam le Skikkelse.

2 2

KORET SET FRA SKINDERGADE.

Dens Indskrift er paa Latin og indeho lder P aaka ld e lsen : »H jæ lp he llige A n n a ! K om hellige A and ! Hjælp Maria og hellige G iemens ! sam t D ater ingen : »i Herrens Aar 1490«. Efter det sidste Ord i In d ­ skriften har Støberen anbragt sit Mærke, og fra andre K lokker véd vi, at han hed O lu f K egge. E fterhaanden som Bygn ingen rejste sig og nærmede sig sin Fu ld ­ endelse, maatte man ogsaa tænke paa K irkerummets Udstyr. Fra den gam le K irke kunde in te t anvendes d er til, da d e t, som Branden havde skaanet a f Gravm inder og som en senere T id sikkert v ild e have bevaret og istandsat, stred mod den nye Bygnings Stil og derfor blev skaanselsløst rømmet ud. Forskellige P laner var fremme, m en allerede i 1815 var det paa T a le at overdrage Udførelsen a f Apo ste l­ statuerne til Thorva ldsen for derved at bevæge ham til at vende hjem fra R om , uden at det dog foreløbig syntes, som om O p gaven fristede ham . D a han im id lertid i 1819 kom til K øb enhavn og K om ­ missionen for Kirkens Genopførelse havde h envend t sig til ham , om han paa en eller anden M aade v ild e yd e sit B idrag til Rumm ets Udsmykn ing , varede det ikke længe, førend han ikke a lene paa tog sig den første Opgave, m en udkastede en storstilet P lan til en Række B illedhuggerarbejder, der skulde pryde hele K irken, fra Indgangens Gavlfelt til Højalteret. M ed største G læde m od tog Komm issionen hans T ilbud og da det var b levet godkend t a f K ongen , gav T ho r ­ valdsen sig i Lag med Arbejdet og m ode llerede de to Relieffer, Kristi D aab og Nadverens Stiftelse, som er anbragt i de to K ape ller ved A lteret. M en først da han atter var i R om , fik han den fornødne R o til at sam le sig om Værket, og her lykkedes det ham i Løbet a f i8 2 o ’erne at faa udført Gruppen til Portalens T rekan tgavl, fore­ stillende Johannes Døberen prædikende i Ørkenen , og de to lv A p o ­ stelfigurer, som skulde have deres Plads langs Hovedsk ibets Vægge. Sam tid ig hermed skabte han i Kristusskikkelsen, der skulde an-

2 4

PRÆD IKESTOLEN .

4

bringes paa Høja lteret, en helt ny Frem stilling , idet han viste Kri- stus, som siger: »K omm er h id til m ig a lle I, som arbejder og er besværede, og je g v il g ive Eder H v ile« . G ennem u ta llige Gengivelser er sidenhen dette Arbejde b levet kendt og elsket, saalangt K risten ­ domm en er naaet.

-5

H

A L T E R K A L K OG V IN K AN D E .

V ed Kirkens Gen indvielse i 1829 havde Thorva ldsen da fu ldend t det Storværk, han havde paa taget sig, og R umm e t stod smykket m ed hans Værker, m en foreløbig var de kun udført i Gibs. D a han i 1838 kom hjem for anden Gang , b lev de im id lertid erstattet a f Marmor, og nye Arbejder kom til. Over V estdøren b lev anbragt en Relieffrise a f Ind toget i Jerusalem , i K orrund ingen en anden Frise a f Kristus, der føres til Go lgata , og til det lille R e lie f a f den kriste­ lige Kærlighed , som Thorva ldsen havde skænket for at hjælpe en nødstedt Fam ilie og som Komm issionen havde købt til at pryde

2 6

Kirkens Fattigblok , udførte han et Modstykke: Skytsengelen, som fik sin Plads over Skoleblokken. Endelig b lev den m id lertid ige Font, som var b levet opstillet i 1829, erstattet a f den knæ lende Figur a f Engelen , der holder Daabsfadet. D en fik sin Indvielse, da B illed ­ huggeren Freunds D atter T h ea O lym p ia b lev døbt her den 24. Marts 1839 og Thorvaldsen selv var en a f hendes Faddere. Endnu stod tilbage, at de to svage Figurer a f Andreas og Taddæus blev afløst a fmere tilfredsstillende Arbejder, men ogsaa dette naaede Thorvaldsen at faa fuldført i sine sidste Aar og med R ette kunde derfor hans Sam tid udtale, at han havde beriget Frue Kirke med en Række Kunstværker, der v ilde hæve den til den højeste R ang b landt Kristenhedens Kirker.

4 *

SGT. PETRI KIRKE S ankt Peders Kirke, eller som den nu kaldes Set. Petri K irke, nævnes allerede omkring 1300 som en a f Stadens fire Sogne ­ kirker, m en a f denne Bygn ing er nu in te t mere bevaret, thi i en Ildsvaade, som 1386 hærgede en D e l a f Byen , brændte K irken m ed sine to Klokker. I Løbet a f det fø lgende Aarhundrede, nærmere bestem t ved T id en omkring 1450, b lev der im id lertid rejst et nyt Gudshus, og det staar endnu , selvom det ved Om bygn inger og T il­ bygninger sidenhen er b levet stærkt forandret. U d m od N ørregade ser m an dog klart, at det gam le tresidede Kor er bevaret, m ed store sp idsbuede V induer, støttet a f Stræbepiller m ed sp idsbuede B læn­ dinger, hvori der vel oprindelig har været Kalkmalerier, og kronet a f en sengotisk Gavl, der kun i sine øvre Partier er ommuret.

2 8

SCT. PETR I K IR K E MED KAPELLER , SET FRA URTEGAARDEN .

Ogsaa selve Skibets Murværk er i det væsentligste b levet staa- ende, men m indre kendeligt, da det ved de nyere Byggearbejder er b levet dækket udadtil og gennem brud t a f store Arkader indad til. I det indre er ogsaa Hvæ lv ingerne oprindelige, m en Enkelthederne tilsløres a f Overpudsn ing. Fra første Færd bestod K irken kun a f K oret og Skibet, som efter sentm iddelalderlig Skik er a f samme Bredde og danner eet R um , m en allerede o. 1500 b lev det Taarn , som endnu staar, rejst ved Skibets Gavl. D e t er et anseligt Bygningsværk, lige saa bredt som K irken, med et stort, rigt profileret V estv indue, til hvilket der svarer B lændinger i Nord - og Sydmuren, m edens Forb indelsen m ed Skibet er b levet skabt ved en stor Spidsbue. Taarnrumm et dækkes a f en op ­ rindelig H væ lv ing , m en Indtrykket a f det er stærkt ændret ved V in ­ duets delvise T ilm uring og ved det senere O rgel og Sakristiloft. Ogsaa foroven er Taarnet i T idens Føb b levet forandret, G lamhu llerne til Klokkestokværket er b levet muret til, og de blændingssmykkede Gavle, der efter gam le Billeder m aa have ligne t f. Eks. Glostrup eller Set. Faurentii Taarn i Rosk ilde, er b levet taget ned. Efter R eformationen ansaa m an K irken for overflød ig, Sognet b lev delt og hen lag t til V or Frue og H e lligaand s M en igheder, og det gam le Gudshus anvendtes nu i over en M enneskealder som Kongens Gjethus, hvor der b lev støbt Kanoner og Klokker. Fra S lu tn ingen a f det 16. Aarhundrede b lev K irken im id lertid atter brugt efter sin oprindelige Bestemmelse, idet Frederik I I i 1585 overlod den til de indvandrede Tyskere og Nederlændere, og overdrog sin Bygmester, Hans von S teenw inkel, at bringe Bygn in ­ gen i Stand igen . S iden har da den tyske M en ighed haft sit H jem ­ sted her. Paa Christian IV .s T id gjorde M en ighedens Vækst det n ødven ­ digt, at Kirken blev betydeligt udv idet, og der b lev derfor i 1631

3 °

HOVEDPORTALEN .

opført en stor T ilbygn ing ved Skibets N ordside og i 1634 en tilsva­ rende mod Syd, saa at den fik sin nuværende Form a f en Kors­ kirke. M en da Præsten Dr. Johannes Lassenius en M enneskea lder senere ved sin V e lta lenh ed sam lede en mæg tig Tilhørerskare, m aatte den nordre Korsfløj yderligere udv ides og i 1691 b lev den første Sten hertil lag t a f Kirkens Patron , Grev Conrad R even tlow . En Indskrifttavle i Muren fortæller nærmere om Værkets Frem ­ gang. M en ikke a lene for de levende M ed lemm er a f M en ighed en b lev der skaffet Plads, ogsaa for de døde b lev der ved denne T id draget Omsorg. Kort før 1648 b lev der N ordvest for K irken rejst et K ape l, »det nye Kape l« , som i A arene 1658— 59 b lev udv id e t m ed »det lange K apel« (hvoraf dog kun Gravkamrene er bevaret nu ), m en da Pladsen hurtig b lev for trang, skred m an i 1681 til Opførelsen a f et stort trefløjet Anlæg. Hoved fløjen b lev lag t i Fortsættelse a f det tid ­ ligere K ape l, medens Sidefløjene strakte sig m od N ord og om fa ttede K irkegaarden, den saakaldte U rtegaard . Ogsaa om dette B ygge­ arbejde findes der, i K ap e llet selv, en T av le m ed tysk Indskrift ind ­ fattet a f en enkel profileret R amm e . V ed den store Ildebrand i Oktober 1728 brændte Kirkens slanke Spir fra 1609, m en Hvæ lv ingerne og Murværket ho ld t ellers Stand. D er im od b lev det Indre fuldstændig hærget og a lt det Inventar, som var komm et til i Løbet a f det 17. Aarhundrede og som for en Dels V edkomm ende var skænket efter Lassenius’s T ilskyndelse, gik beklageligvis tabt. A llerede i Somm eren 1729 b egynd te G enopbyg ­ n ingen og medens den stod paa, holdtes Gudstjenesten i det store Gravkapel, som kun havde taget ringe Skade. Arbejdet gik hurtigt fra H aanden , saa at Kirken kunde gen indvies den 2. Sep tember 1731 m ed Prædiken baade om Form iddagen og om E fterm iddagen og m ed smuk Musik a f Stadsmusikanterne fra Taarnet. 32

SCT. PETR I K IR K E S INDRE MED PRÆD IKE STOL.

5

Fra denne T id stammer Kirkens H ovedporta l paa søndre Korsfløj, en Søjlestilling over hvis R undbu e der er anbragt en kronet K a r ­ touche med Christian den Sjettes Spejlmonogram og i den lave, brudte Gavl en Statue a f Kirkens Væ rnehelgen , Set. Peder m ed Bog og N øg le . Stenhuggerarbejdet skyldes D idrik Gercken. K ong en skænkede A lteret og Prædikestolen, m edens det øvrige Inven tar kom som Gaver fra m ange forskellige baade a f den herboende M e ­ n ighed og fra U d lande t. K u nT a a rn e t fik foreløbig en mere uanselig Skikkelse, idet der trods M en ighedens Ønske og A rbejde b lo t b lev opført en Kupp e l eller H a t som Afdækning. D e tre gam le K lokker fra 1630, 1631 og 1646 var sm eltede ved Branden , m en a f M a lm en b lev der støbt fire andre, som stad ig er i Brug. D e bærer a lle In d ­ skrifter paa Tysk, den største m ed Op lysn inger om Værket, de andre med fromme Paam indelsesvers. M esteren for dem nævnes, m od Sædvane, mærkeligt nok ikke, m en a f K irkens R egnskab véd v i, at det var den virksomme Klokkestøber J oh an n Barthold H o ltzm ann . I 1750 fik Kirkens Bestyrelse at v ide , at K ongen var til Sinds at skænke den betydelige Sum a f 10— 12000 R igsda ler, saa at K irken kunde hjælpes til med det snareste at faa et »convenab e lt og an ­ stændigt Spir«. Skønt m an straks h envend te sig til Hoftømrermester og Brandmajor Johann Boye Jun ge og a f ham fik baade Udkast og Beregninger, trak Sagen dog a f forskellige Grunde saa m ege t i L an g ­ drag, at man først i Januar 1756 kunde slutte K on trak ten m ed ham . Ad frivillig Vej b lev R esten a f Pengene nu skaffet og i Foraaret 1757 tog Opførelsen sin Begyndelse. D en 2. Maj b lev F løjstangen med de tre forgyldte Kugler og H an en sat op , »ved hvilken L ejlig ­ hed en a f Tømmerfolkene holdt, som i saa T ilfæ lde Skik er, en T a le og under Paukers og Trompeters Lyd drak de konge lige Herska­ bers og andres Skaale. Før og efter b lev a f Frue Skole sjunget og a f Stadens Musicantere en velk lingende M usiqve opført«.

SCT. PETR I K IR K E S A LT ER TAV LE .

5 *

H oved staden var dermed b levet beriget m ed et ny t Spir, der, som Sam tiden sagde, »giver en smuk Anseelse«. K obberbek lædn ingen har nu faaet den naturlige Ir, m en den har altid virket og skullet virke saaledes, idet den fra første Færd var »overstrøget m ed søgrøn O liefarve dels til Z irat dels til Kobberets Conservation«. Konstruk ­ tionen kan m an lettest lære at kende ved at gaa op i Bymuseet og betragte den M odel, hvorefter Arbejdet er udført, og som er saa­ ledes indrettet, at den set fra den ene S ide viser d et Ydre, m edens man fra den anden S ide kan følge, hvorledes O pbygn ing en er. M o ­ tiverne var h en tet m ange Steder fra, m en m ed stor D yg tigh ed ar­ bejdet samm en , Udførelsen b lev erklæret for at være a f bedste M a ­ terialer og Arbejde, og det er derfor ikke uden Grund , a t der paa Boye Junges Sarkofag i K ap e lle t er et R elief, hvor Bygn ingskun ­ stens Genius er fremstillet m e llem hans to H ovedvæ rk er : Christians­ borg og St. Petri Kirkes Spir. Om Kirkens Skæbne under Englændernes Bom bardem en t i 1807 fortæller et sam tid ig t Avisreferat, at »næst Frue K irke har ingen K irke liid t mere ved Bom bardem en tet end St. Petri. D en Ø d e læ g ­ gelse, som indvend ig er anrettet, overgaar al Forestilling. H e le A l­ teret, en D e l a f Orgelværket og m ange a f S to lene er aldeles sønder- slaaede. Bomberne er gaae t lige ned i de dybeste H væ lv inger og har sønderslaaet Ligkisterne. Igenn em de sp littede K ister kan m an endog se L igene. M an regner, at der ia lt er fa ldet over 500 Bomber foruden Brandraquetter etc. ned i denne K irke, som m aa have været et bestem t Sigtepunkt for Fjenden. I Kape lhvæ lv ingerne lig ­ ger m ang fo ld ige Bomber og Kug ler a f ethvert Slags, A lting ligger forstyrret im e llem h inanden . Anm e lderen stødte m ed Foden paa den berøm te Jom fru Bihis L igp lade, der form oden tlig er b lev e t kastet i Vejret, da en Bombe fa ldt ned i K ap e lle t og sønderslog hendes Ligkiste. D e t besynderligste er, at denne K irke trods denne

36

SØ LV STAGE O G M ALM STAGE FRA 1731.

Bomberegn dog b lev sparet for Luerne; vel opkom der Ild ind ven ­ dig, m en den b lev straks slukket igen . D er er kun svag U d sig t til, at denne gam le og i m ange H en seender smukke B ygn ing kan b live istandsat igen«. Saa ga lt gik det dog ikke. M en ighed en m aa tte i nogen T id samles i Helligaandsk irken , m en i 1815 tog m an fat paa Istandsættelsen og i Løbet a f et Aar var m an saa v id t, at Gudstjenesten atter kunde holdes i Set. Petri. Senere har K irken , i 1864— 65, været Genstand for en lidet skaansom Restaurering , hvorefter R umm e t frem traadte m ed en ubehagelig Farvevirkn ing , m en i de sidste Aar (1918— 20) har man stræbt at bøde herpaa ved at indsætte m angefarvede G las­ malerier især m ed bibelske Emner. M edens K irkebygn ingens Kærne trods a lle Forandringer er b levet bevaret og nu er et a f de faa M indesmærker, v i har fra det m idd e l­ alderlige K øbenhavn , har til Gengæ ld Bygn ingens Anvende lse som Gjethus i det 16. Aarhundrede, Branden 1728, Øde læ gge lsen 1807 og Restaureringen 1864 efterhaanden fornyet Inven taret, saa at der næsten in tet gamm e lt er tilbage. A f den katolske Gudstjenestes Udstyr er der saaledes ikke levnet det ringeste Stykke, og a f den rige Udsm ykn ing fra det 17. og 18. Aarhundrede er det ogsaa kun ret sparsomme Rester, der er kom ­ m et til os. M ed U nd tage lse a f en lille Sølvkalk fra 1684 gik A ltersø lvet fu ld ­ stændigt til Grunde ved Branden 1728 — en Gu ldsm ed fik ligefrem overdraget at gennem søge Aske og Grus og fand t derved over 7 Pund Sølv — og hvad K irken nu har, stammer derfor fra den føl­ gende T id . A llerede i D ecem ber 1728 købte m an hos Gu ldsmed Jacob Borris en Sølvkande, Ka lk og D isk, og et Aar senere en lille Sygekalk m ed T ilbehør. Fra Dresden kom der en Sølvkalk og Disk m ed et indgraveret tysk Vers og Giverens N avn , Christian Førster

38

3- Maj 1729, m en den største Gave kom fra D ronn ing Sophie M ag ­ dalene, som Nytaarsaften 1731 skænkede de to store Alterstager, der nu kun bruges ved Højtiderne, og Kalk og Disk, tilsammen vejende 836 Lod Sølv og alt udgaaet fra Guldsmed Carsten Huf- nagels Værksted. D esuden ejer K irken en Kalk og Disk, O b la t­ æske og K ande a f københavnsk Prøvesølv 1731 og med indstemp let Mestermærke for Philip Lorentz Weghorst samt en K and e og Syge-

A L T E R K A L K OG V IN KAN D E AF SØ LV .

kalk fra Guldsmeden Jens Christensen. Fra denne T id er ogsaa de to store Malmstager, som staar paa Alteret. A f A ltertav len , som var »m eget vel og net udført efter Bygningskunstens Regler«, er der­ imod kun bevaret Storfeltets Maleri, forestillende Kristus paa O lie- bjerget, m a let og skænket a f Heinrich Krock. Et andet Maleri, Kristi H immelfart, a f samme Kunstner, blev g ivet a f Kirkens Pa­ tron, C. A. v. Piessen, 1732, og er nu tilligem ed A lterb illedet op ­ hængt i Kirkens Nordskib. Prædikestolen var ligesom A ltertav len et Værk a f Hofsnedkeren Friderich Ehbisch, men dens »zirlige, 39

m eget forgyldte og kunstige B illedhuggerarbejde« kendes nu kun a f B illeder, og den har delt Skæbne m ed Fonten , der forestillede »en Engel i m enneskelig Legem es Størrelse, som over alt var forgyldt og bar Fadet, hvora f D aab en forrettedes«. A lt Træværket b lev øde-

DØBEFON T AF M ALM FR A 1830.

lag t i 1807. D e t meste a f det nuværende Inven tar er derfor ikke ret gamm elt. A ltertav len forestiller Kristi Opstandelse og er m a let 1819 a f J . L. Lund under hans Opho ld i R om , efter Bestilling a f G iveren Geheimekonferensraad Const. Brun, Prædikestolen b lev skænket a f Tobaksfabrikant S iegum feldt, m edens D øbefon ten , der

4 0

er et ganske smukt Empirearbejde i Form a f en Trefod, er udført i Malm 1830 a f Gørtler Joh . Evens. Stoleværket stammer derimod fra den sidste Istandsættelse.

PENGEBLOK AF SMEDEJERN.

Naar der dog a lligevel er nog le ældre Stykker i Kirken, kan det dels skyldes, at de er a f et mere bestandigt S to f— den solide Penge­ blok a f gennembrudt Jern fra det 17. Aarhundrede (1679), Bog­ handler Ghr. Cassubens (1693) og Klokkestøberen Carl M ichael 4 1 6

K LO K K E S T Ø B E R M. C. T R O CH E L L S G RA V P L AD E AF MALM .

E P ITA F IUM O V E R SOGNEPRÆ ST JOHANNES LASSENIUS.

6 *

M A LM LY SEKRON E .

Troschells M indetav ler a f M a lm (1783) har ikke taget Skade ved Bombardementet — , dels har det sin naturlige Forklaring i, at de først i ny T id er b levet opsat i Kirkerummet. D e t gælder saaledes Epitafiet over Dr. Lassenius, som tidligere var anbragt over hans Grav i Kape llet, ligesom de tre Malmlysekroner, der nu findes i Kirken, ind til 1884 hang i K ape llet. D en ene bærer Lassenius’s

Navn og Aarstallet 1692, den anden er skænket a f Ghr. Karstens 17H og den tredie har J och um Wrijde givet 1713. Lassenius’s Epitaf, der sikkert er bekostet a f hans Tilhørere kort efter hans D ød 1692, har forneden en Indskrifttavle, hvor der paa Latin er g jort udførlig R ed e for hans Liv, og krones a f et stort Kors og oprindelig tillige a lle Redskaberne fra Kristi Lidelseshistorie. Korset fremtræder paa Baggrund a f et udbredt Draperi, der holdes a f to svævende Smaaeng le. Epitafiet er udført i forskellige Materia- 45

GEHEJMERAAD CHR. V O N LENTES KAPEL.

EP ITA F IUM O V E R H ISTO R IK ER EN BERNHARD MØLLMANN .

ler, Træ, Sandsten , Stuk og Marmor, og skyldes den bekend te B il­ ledhugger Thom as Quellinus, der mu ligv is ogsaa har g iv e t T e g ­ n ingen til Jerngitteret. A f samme Kunstners Værksted er ogsaa et andet Arbejde udgaaet, nem lig Portalen og Ep itafiet i det Lenteske K ape l. I 1703 havde Overkrigssekretær Ghr. v. L en te m istet sin eneste Datter, der kun var sytten Aar gamm e l, og under Q u e llinu s’ Ledelse lod han ude i U rtegaarden opføre et lille K ape l, hvor hun og siden ogsaa han selv kom til at hv ile i to Marmorsarkofager. Epitafiet bestaar a f en Indskriftkartouche, over hvilken der foran et Draperi er anbragt en V ase m ed Lentes Vaabensk jo ld , støttet a f to Engle. Ogsaa G itterdøren til K ap e lle t har m an formodet skulde være g jort efter T egn in g a f Quellinus. A f den følgende T ids Kunstnere findes der ogsaa adsk illige Ar­ bejder. En Række a f det 18. Aarhundredes b etyd e lige Mænd , der hørte til M en ighed en er b levet bisat i K ape llern e eller i U rtegaarden og m ange a f dem hædredes m ed kostbare Gravmæ ler. Saaledes er Andreas Gercken repræsenteret ved M indesmærket over H o fapo ­ teker J . G. Becker, m edens W e idenhaup t er Mester for Boye Junges Gravmæle. M en de fleste skyldes dog Johannes W iedew e lt. Era ham stammer M onum en terne over Prokansler Biskop Erik Pon topp idan (1765), den engelske Gesandt Walter T itle y (1768 ), D epu tere t i Søetaten D . B. Weyse (1776), Faderen B illedhuggeren Ju st W iede ­ w elt (1779), Sognepræsten Dr. H aub er (1779 ), H istorikeren , O ver­ bib liotekar B. M ø llm an (1779— 80), Legatstifteren Abraham Pelt (1781) og Sognepræsten Dr. Balthasar Munster (1794). Endelig har H . E. Freund til det M iinterske Gravsted (ude paa U rtegaarden ved det Lenteske K ape l) udført Portræ tm eda illonerne over Sjæl­ lands Biskop, Arkæologen Fr. Mun ter og hans Søster D ig ter inden Frederikke Brun.

4 8

Fra gamm e l T id havde H ovedstadens Kirker ligesom Landets andre Gudshuse været om g ive t a f K irkegaarde, hvor alle de mange a f M en igheden , som ikke kunde blive jordet indenfor Kirkens Mure, b lev stedet til H v ile , m en efterhaanden kunde disse Grav­ pladser ikke rumm e flere og man maatte derfor, da den store Pest hærgede Byen i 1711, anlægge en Række Assistenskirke- gaarde. Saa ledes b lev Set. Petri Kirkes Hjælpekirkegaard ind­ rettet paa den anden S ide a f Larslejstræde og indviet den 21. Sep­ tember 1711, m en allerede i 1760 blev den nedlagt. Sidenhen er ogsaa de øvrige Begravelsessteder indenfor den gam le Voldlinje blevet sløjfet og kun Set. Petri Urtegaard er blevet bevaret. Ind ­ hegnet a f den høje Mur m od Larslejstræde og omgivet a f Kapellets trefløjede An læg ligger den nu som det eneste M inde om Byens gamle K irkegaarde.

7

HELLIGAANDSKIRKEN H en imod Aar 1300 rejste K øbenhavn s Indvaanere sig m od deres Herre Biskop Johannes K rag a f Rosk ilde, m en snart m aa tte de falde til Føje og gaa ind paa at svare A fgift a f nog le Jorder, som h id til ikke havde været skyldsatte. H vad de im id lertid herved m i­ stede, vand t de igen paa anden M aade , id e t Bispen bestem te, at disse Indtægter tillige m ed anden Jordsky ld skulde hen lægges til et Hosp italshus, som han (1296) var begynd t at opføre, og tjene til Und erho ld for de Syge, som b lev op taget i dette. D er kan ikke være T v iv l om , at denne Stiftelse er den samm e, som faa Aar efter (1307) nævnes i et Testam en te som H e lligaand shuset, og at det har haft sin Plads paa samme Sted, hvor det senere H elligaandsk loster kom til at ligge. M eget vides der iøvrig t ikke om denne Forløber for K losteret, m en der nævnes dog i m idd ela ld erlige D okum en ter baade en Kirke og en Badstue ved Helliggejsthus, og det betænkes ikke b lo t i Testam en ter, m en ogsaa i Kristoffer a f Bajerns Stadsret fra 1443. En a f Bestemmelserne i denne gik n em lig ud paa , at Bagerne i K øbenhavn skulde bage deres Brød efter en bestem t Væ g t, som Ø vrigheden havde fastsat, m en g jord e de ikke det, skulde de idøm -

5 °

H E LL IG A AN D SK IR K EN SET FRA WALKENDORFSGADE.

7*

mes Bøder, og det undervægtige Brød konfiskeres til Fordel for Byens to m ilde Stiftelser, Sanct Jørgens H osp ita l og Helliggejsthus. I de sidste Par M enneskealdre før R eform a tion en b lev der til H e lligaand shuset knyttet et K loster for M unke a f H e lligaand s- ordenen . D enn e O rden havde sit H jem sted i Sydfrankrig, hvor dens Stifter, Gui a f M on tpellier, i S lu tn ingen a f d et 12. Aar- hundrede oprettede det første H osp ita l, som han indv ied e til H e lligaand en . R e t hurtigt bredte O rd en en sig, navn lig da den havde faaet en mægtig Befordrer i Pave Innocen s I I I . Fra først a f havde den haft et borgerligt Præg, kny ttet som den var til Byerne, m ed Borgere som dens M ed lemm er og Fa ttigp leje som dens O p ­ gave, m en ved den store Bulle a f 1204, hvorved Innocen s oprettede H osp ita le t San Spirito in Sassia i R om , gav han tillige et ny t Pro­ gram for O rdenen . Efter Guis D ød b lev den romerske Stiftelse Moderklosteret for den nye O rden , og den b lev ved store Privilegier, ogsaa fra de fø lgende Paver, sat i nøje Forb indelse m ed Pavestolen . Paa sin Rejse til den hellige S tad i 1474 fik Christiern I. udvirket hos Pave Sixtus IV ., at det gam le H elligaand shus i K øb enhavn b lev direkte underlagt San Spirito og gjort d e lag tig i a lle de Fri­ heder, som var b levet tilstaaet dette K loster. D e t hedder herom i Pavens Brev, at da der i Byen H avn i Rosk ilde Stift, hvor K ongen m est p lejede at opho lde sig og overveje R igets Sager, ikke fandtes noget Sted, hvor H ittebørn , Fa ttige og Uæ g te fød te kunde anbringes og opholdes, havde Christiern I. a f særlig Kæ rlighed til San Spirito og H e lligaand sordenen ønsket, at det nye H osp ita l, han havde la ­ d et oprette og bygge i sin R esidensstad , skulde staa under det romerske K loster og dets Prior og Brødre leve efter H e lligaand s- ordenens Regler. D e pave lige Priv ileg ier udv idedes yderligere, da A lexander V I . paa K ong H an s’ A nm odn ing tilstod K losteret R e t til at m eddele den fuldstændige A flad , og et bevaret Brev viser, 5 2