KøbenhavnsGamleKirker

sidste Leje i de lyse Hvælvinger«. Den første, der kom til at hvile her, var Niels Juel, hvis Gravmæle blev indrettet mod Øst i Ka­ pellet. Oprindelig var han blevet bisat i et særligt Kapel, som var blevet opført ved Kirken, og her var ogsaa hans Hustru Margrethe Ulfeld blevet stedet til Hvile, men da Kirkeværgerne indtrængende henstillede til Niels Juels Børn, at deres Forældres Gravminde og Kister blev overført til det nye, store Kapel, blev der truffet nær­ mere Aftale herom, det Juelske Kapel nedbrudt og Nyindretningen foretaget i 1710. Indenfor et Partisangitter staar nu tre forgyldte Kobberkister, hvori Niels Juel og Margrethe Ulfeld og deres ældste Søn, Stiftamtmand Knud Juel (død 1709) hviler, medens en Sarko­ fag af sort Marmor gemmer Støvet af Generalløjtnant Gregers Juel (død 1731). Monumentet, som vistnok skyldes Generalbygmester Lambert van Haven, dækker Bagvæggen og Sidevæggene, og be- staar af en ionisk Portal, paa hvis Pilastre Niels Juels seksten Ane- vaaben er anbragt. Portalen krones af hans eget Vaaben, omgivet af Krigssymboler: Faner, Kanoner, Morgenstjerner o. s. v., og dan­ ner Indramningen omkring det egentlige Mindesmærke med hans Portrætbuste og derunder en Indskriftplade med Kingos ypperlige Karakteristik af Helten:

Staa Vandringsm and og sku en Søhelt an i Sten, og est du selv ej Flint, ær da hans døde Ben! T h i det er Hr. Niels Juel, hvis M a rv og Ben og Blod, med fyrigt H jerte for sin Konges Ære stod, hvis Manddoms Drifter i saa mange Søslag staar og gennem H av og Lu ft og L and med Æ re gaar. En M and a f gammel D yd og dansk O p rig tigh ed a f J a og Nej og hvad man ærligt mere véd. Hans Sjæl den er hos Gud, hans Ben i denne G rav, hans N avn i M inde, mens der findes V a n d i H av.

1 0 8