KøbenhavnsGamleKirker

Opmærksomhed, idet de, efter vor bedste Kenders Dom, ikke blot betegner Kulminationen indenfor denne Kunstners Virksomhed, men tillige maa regnes for at være de mest karakteristiske Prøver paa, hvad den hjemlige Bruskbarok kunde yde af Træskærerkunst. Altertavlen bærer — paa een Gang skjult og dog synligt — sin Op ­ havsmands Signatur, idet Slyngtraadene i den Frugtklase, som er udskaaret paa Gesimsen over Evangelisten Johannes, danner et A S, Abel Schrøder, men yderligere fremgaar hans Navn af en An­ søgning fra ham til Kongen, hvor netop dette Arbejde omtales. Han klager her over, at han ikke vilde faa en Dalers Overskud paa Alter­ tavlen og Prædikestolen, naar Kost, Tømmer og Svendeløn var be­ talt, »thi Kirkeværgen har tinget saa meget knap med mig og vil dog have det vel gjort«. Helt utænkeligt er det derfor ikke, om Mester Abel kunde have følt sig fristet til at slaa lidt af paa Fordrin­ gerne til sit eget Arbejde, men i hvert Fald har han overvundet Fri­ stelsen og fuldt ud imødekommet Kirkeværgens Krav. Den fattige Billedsnider, der ved Siden af sin omfattende Virksomhed som bil­ dende Kunstner beklædte Stillingen som Organist ved Set. Mortens Kirke i Næstved, har i Holmens Kirkes Altertavle skabt et Værk, der er lige imponerende ved sin Størrelse som ved sin Teknik. At man i det 18. Aarhundrede vilde vide, at baade Tavlen og Præ­ dikestolen var forfærdigede af en norsk Bonde eller skyldtes en blind Mand, havde naturligvis intet med Virkeligheden at gøre, men skal heller ikke forstaas paa denne Maade. Det skulde kun tjene til at forstærke det Indtryk, Beskuerne fik af Arbejdets rent haandværksmæssige Dygtighed. Christian Molbech har i sine »Ungdomsvandringer« (1811) følt noget lignende ved et andet af Abel Schrøders Værker, idet han ved at betragte de mange udskaarne Figurer »fandt Arbejdet fortrinligt godt og i mange Ansigter saameget Liv og Udtryk, i det Hele saamegen Finhed,

9 2