HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Birgitte Vedel-Larsen

Fig. 1. L a d e g å r d e n set u d efra i 1895 (K øben h avn s B ym u seum ).

bejde, blev anset for berettigede til at få hjælp, mens raske og rørige fatti­ ge blev anset for at være dovne, hvis de ikke kunne forsørge sig selv. Det blev almindelig praksis, at raske fat­ tige skulle straffes med kagstrygning og siden udvises a f byen eller sognet. De fattige, der blev fundet værdige til hjælp, fik ret til at tigge om almisse, og få del i en mere eller mindre in­ stitutionaliseret fattighj ælpsindsam- ling, organiseret gennem kirken. Det­ te var reglen frem til 1799, hvor Kø­ benhavn fik en ny fattiglovgivning, som bestemte, at alle uarbejdsføre så­ vel som arbejdsføre fattige havde krav

på hjælp. Tanken om, at fattigdom var en konsekvens a f dovenskab, eksiste­ rede dog stadig, og det var blevet al­ mindeligt at oprette fattiganstalter, hvor de indsatte skulle arbejde for fø­ de og ophold. Selv indlagte på hospi­ taler skulle arbejde i den ud­ strækning, deres sygdom tillod det. I anden halvdel a f 1700-tallet var der således oprettet en hel række fat­ tiganstalter og arbejdshuse til at rum­ me byens fattige. Desværre var disse ikke tilstrækkelige til at afhjælpe det stadigt voksende problem, som fat­ tigdom udgjorde. Derfor blev det i be­ gyndelsen a f 1820’erne besluttet at

72