591957074

7 Men de, som sad inde med Ansvaret for Statens Sty­ relse, saa med Bekymring Fremtiden i Møde. De saa Umuligheden af i Længden at bevare Danmarks Nevtra- litet, og hvilket Parti man da end tog, kunde det kun bringe Ulykke og Fortræd. Brød man med England, vilde Danmarks Handel blive ødelagt og desuden For­ bindelsen mellem Monarkiets to Dele blive afbrudt; men under en Krig med Frankrig maatte man være belavet paa, at Hertugdømmerne og Jylland blev overskyllede og hærgede af de franske Hære. Skønt Napoleon og Aleksander var bievne enige om, at cer skulde forsøges en fredelig Mægling, før man gik til at lægge Pres paa de neutrale Magter, var Napoleon for utaalmodig til at følge denne langsomme Forretnings­ gang. I sin Iver efter at se England knust, brød han Aftalen og skred til at lægge Tryk paa de nevtrale Mag­ ter. Til Portugal stillede han det Forlangende, at det skulde lukke sine Havne for Englænderne inden i. Sep­ tember, og straks efter gik han et Skridt videre og for­ langte, at det skulde erklære England Krig. Men ogsaa med Hensyn til Danmark-Norge var hans Plan snart fær­ dig. Han skrev til Bernadotte, der stod med en Hær ved Elben, at hvis England ikke antog Ruslands Mægling, maatte Danmark erklære England Krig. Vægrede det sig derved, vilde han selv erklære Danmark Krig, og Berna­ dotte skulde da sætte sig i Besiddelse af Jylland. Den 3. Av- gust lod han den danske Regering vide, at det Tidspunkt nærmede sig, da den maatte afbryde al Forbindelse med England. Danmarks Svar kunde næppe være tvivlsomt. Allerede i 1806 havde Christian Bernstorf udtalt, at Dan­ mark øjensynligt var ødelagt, saa snart det blev sat i fjendtligt Forhold til England. Imidlertid var det England selv, der ved en forhastet Indgriben, saa at sige kastede Danmark i Armene paa dets Arvefjende Napoleon.