591957074

Mand, og dertil kom saa Livjægere, Studenter og nogle Herregaardsskytter. Ledelsen af Byens Forsvar laa i Hæn­ derne paa Generalmajor Peymann, en Mand, der var to og halvfjerds Aar, og som aldrig nogensinde havde ført en Hærafdeling i aaben Mark. Desuden var der en fuld­ stændig Mangel paa erfarne Befalingsmænd til at føre Folkene i Ilden, og der var ikke Tanke af samlet Ledelse eller Plan. Der blev ogsaa givet Ordre til at samle Landeværnet fra Sjælland og Smaaøerne; men der var ikke store For- haabninger at knytte til det, da det var en ny Indret­ ning, som slet ikke endnu var ordnet, ej heller væbnet. Det lyder højst komisk, naar Kronprinsen lod udgaa Ordre til Amtmænd og andre Øvrighedspersoner paa Sjælland om at skaffe Heste med Saddeltøj og Vaaben af alle Slags, ogsaa fra Kirkerne, »hvor Hellebarder, Spyd og Sværd findes, der af vore Forfædre var brugt med Hæder mod vore Fjender og Voldsmænd.« Man faar uvilkaar- lig Lyst til at anføre Digterens Ord: Andre Tider, andre Sæder. Men, naar man anbefalede at skaffe Kanoner fra Herregaardene, var man ude i det helt vilde. Kun en halv Dag ofrede Kronprinsen paa sin Hoved­ stad. Allerede om Aftenen samme Dag han kom, rejste han af Sted igen til Hæren i Holsten. Man faar det Ind­ tryk, at han mente, at det var dér, at Faren var, og at den ikke kunde undvære ham nogen Dag. Paa denne Rejse medførte han sin sindssyge Fader, og ogsaa Hof- fets andre Medlemmer fulgte hans Eksempel og forlod • en efter en den Hovedstad, der syntes viet tiL Under­ gang, og som af Statsraadet var erklæret for ude af Stand til at møde et alvorligt Angreb. Paa sin Rejse over Store Bælt var Kronprinsen nær bleven taget til Fange af Englænderne, da Smakken, der befordrede ham over til Fyn, blev visiteret af en engelsk