591957074

3<> ramse en af Biskop Balle forfattet Bøn (»Belejringsbøn­ nen«), som hele Flokken sagde efter eller ledsagede med: »O, Herre Gud, hør os!« og »Ak, du min Herre Jesus og Frelsermand, det høre og bønhøre du!« »Jeg, som syntes, at jeg dog maatte være sikrest, hvor der var saa megen Gudsfrygt, havde listet mig fra min Moder hen tæt indenfor Køkkendøren og gentog meget andægtigt, hvad jeg hørte andre sige, men da hun, som søgte at berolige mine grædende Søskende, savnede mig og bydende raabte: »Thomas! Kom her! Lad os blive sammen, hvis Vorherre skulde kalde os!« skammede jeg mig ved, at jeg var gaaet fra hende, endskønt kun et Par Skridt, og løb ind i Gangen, hvor jeg krøb saa tæt op til hende som muligt og i min Angst blev ved at sige de Ord efter, som jeg kunde høre inde fra Forsam­ lingen. Midt under denne Banden og Skraalen og Véklagen kom en gammel, halvdrukken Vægter, som var gaaet fra sin Post i Larsbjørnsstræde, fordi han mente, at Pligten gaar til Døden, men heller ikke længer. Min Moder vilde spørge ham, hvorledes det gik med Sukkerhuset, men han forekom hende med at spørge om sin Kone, og da han hørte, at hun var inde hos »Tømmersvends­ konen«, stormede han straks ind i Fortamlingen og be­ gyndte i Døren: »Nej, det er for galt! Jeg vil den Onde knuse mig ikke være paa Post, naar det skal gaa saadan. Bom­ berne vælter ned rundt omkring mig.« »Føj, føj, band ikke saa slemt, Fa’r, men gaa igen hen, hvor han hører til,« sagde en gammel værkbruden Kulmaaler, som stod hos os i Gangen, idet han tog ham ved Armen. »Hvad skal jeg dér?« skreg Vægteren. »Der er ingen, der hverken stjæler eller gør Spektakel, naar Kuglerne