591957074

37 regner ned fra Himlen og Lygterne bliver slaaet itu den ene efter den anden. Gid den Engelskmand, den Onde gale . . . »Stille!« raabte inde fra Stuen den Matrone, hvis Dat­ ter pladrede Bønnen frem. »Her maa han ikke bande. Herren har lagt sin Haand svært paa os!« »Sluddersladder,« vedblev Vægteren, »er det nu Tid at gøre Bønner? Har I ikke andet at bestille? Skal vore fattige Smuler maaske staa og brænde op? Lad min Kone komme herud; jeg vil have en Sopken for jeg er F . . . t . . . m . . .« Vægteren vilde til at tordne igen og begyndte at trænge ind i Stuen, men nu rejste Kællingerne sig i Masse og han blev jaget ud af den hele Konventikel, som derpaa fortsatte sine Andagtsøvelser med skrigende Salmesang. Medens de andre bad og sang, tænkte min Moder roligt og fornuftigt paa at frelse sig og sine Børn. Hun gav os to Klædningsstykker paa af hvert Slags, saa vidt hun havde dem, stak en Sølvspiseske, som jeg havde faaet i Faddergave — den eneste Kostbarhed, hun ejede — i Lommen, pakkede nogle nødvendige Sager i to smaa Bylter, hvoraf jeg fik den ene, og hun selv beholdt den anden, i et Baand over Skulderen og sagde: »Saa, Børn! Vi vil ikke gaa fra Arken uden der skulde komme Ild paa; men saa maa vi se at komme hen til Fa’r i Larsbjørnsstræde.« Derpaa gik hun atter ud med os i Gangen, lukkede sin Dør omhyggeligt af og havde fra dette Øjeblik med ’ fuld Fatning kun Ord og Tanke for Faren og os. Vi havde vel staaet saaledes i en halv Time, uberørte af alt, hvad der imellem' de andre Beboere foregik omkring os, da faldt og sprang en Bombe i Forhuset, og lidt ef­ ter saas Ild indenfor et Vindue. »Nu er det Tid at gaa, Børn,« sagde hun rask. »Hold