DetKongeligeTeater

finder de øvrige Musikere sig, og snart er Stemningen i fuld Gang — og Smaa-Øvningen forøvrigt ogsaa; er man heldig, kan man opfange snart denne, snart hin Passage fra Musikken til Aftenens Forestilling, spillet af en Trompet, en Klarinet, et Horn, en Fagot eller hvad det nu kan være. Een Tone skærer igennem næsten ustandselig: det A i Kammertonen, som Første-Oboisten med Mellemrum udsender, og som Orkestrets øvrige Medlemmer skal stemme deres Instrumenter efter; at det netop er Oboen, der »giver Tonen an«, har sin Grund i, at dette Instruments Stemning prak­ tisk talt ligger fast, saa de øvrige maa rette sig efter det. Naar Kapelmesteren begiver sig til sin Plads, eller hvis Kongefamilien træder ind i sin Loge, før Lyset slukkes, hører Lydvirvaret op, og Orkestret er parat til at tage fat, naar Kapelmesteren hæver sin Taktstok eller giver Signal ved et Par lette Slag med den paa Lampeskærmen foran sig. I Pauserne tømmes Orkestergraven ligesom Tilskuerpladsen, og Kapellets Medlemmer begiver sig til de særlige Lokaler, der er til deres Raadighed. Det største af dem kaldes Kapelfoyeren; det vender ud mod Magasin du Nord og har særlig Indgang fra Gan­ gen ud mod Tilkørsels-Trappen. I Foyeren hænger Billeder af en Række tidligere Kapelmestre, store Gruppebilleder af Kapellet gennem Tiderne og andre Ting og Minder med Tilknytning til Orkestrets Virke i og uden for Teatret.