KglVajsenhus_1927

166 Allerede som Professor ved Universitetet havde Balle, inden han 1793 blev Direktør for Vajsenhuset, haft Forbindelse med Stiftelsen, idet han paa Universitetets Vegne vægrede sig ved at anerkende Vaj senhuslærernes Ret til Kommunitetet, hvad Fundatsen havde givet dem Adgang til, og hævdede, at Stiftelsen ved at forøge Læ­ rernes Antal besatte et uforholdsmæssigt stort Antal Pladser. Spørgs- maalet var længe svævende og fik først sin endelige Løsning ved en kgl. Resolution om, at kun tre af Vaj senhusets Lærere maatte nyde Kommunitet. Kort efter indtraadte der et venskabeligt Forhold mellem Stif­ telsen og Balle, der nu var blevet Biskop og som saadan gennem Kancelliet bad om Tilladelse til at lade Kandidater prædike i Vaj- senhuskirken og katekisere med Vajserne. Det gode Forhold styr­ kedes endnu mere, da han kort efter at være blevet Direktør søgte Tilladelse til at laane Kirken til Bibellæsninger Søndag Aften, idet han dog bad om, at Sagen maatte holdes hemmelig, til Resolu­ tionen var faldet, for at ikke den gamle Avind, som uophørligt havde forfulgt ham, ogsaa her skulde opkaste Hindringer; »bag­ efter maa Hovmod og Avind bruse og larme, saa meget de ville«. Direktionen (Brandt, Thulstrup, Schow) samtykkede med Glæde i Biskoppens Ønske om at benytte Kirken, »da vi er fuldelig overbeviste om, at den hellige Skrift er den rette Kilde til sand Oplysning for Mængden, og at denne Bogs fornuftige Læsning vil give den mere Oplyste den bedste An­ ledning til at udvide sine Kundskaber og forædle sit Hjerte. Det til Kirken fornødne Lys maa Vajsenhuset gerne give, og den forlangte Bogstol skal blive anskaffet«. Overskuddet af disse Bibellæsninger, der jo fik kirkehistorisk Betydning og efter Branden fortsattes i Garnisons Kirke, var i det første Aar 68 Rdl., som Direktionen sendte til Biskoppen, der skænkede dem til den af ham oprettede Skoleholderenkekasse. Under den Storm af Uvillie, der efter Branden i 1795 brød ind over Stiftelsen, var Balle Fundatsens ivrige Forsvarer og betrag­ tede denne som et »Kongeord, der uryggeligt skulde holdes«, lige­ som han i sin Erklæring til Kancelliet var en bestemt Modstander af at lade Børnene forblive paa Blaagaard og tjene til Læreklude for Seminaristerne. Baade for Apotek, Bogtrykkeri og Boglade var Blaagaard for langt borte fra Byen, hvorfor ogsaa Borgerne vilde afholdes fra at søge Stiftelsen og mangt et godt Forsæt til at gavne denne vilde forhindres; og endelig maatte Kirken, der havde virket til megen Gavn, da helt opgives, og Præsteembedet nedlægges, der »dog kunde være Tilflugtssted for udslæbt Biskop«, thi naar han ikke havde Kræfter tilovers for sit nærværende Embede, øn­ skede han »at leve og lære og dø i Stilhed som Præst paa Vajsen­ huset«.