KglVajsenhus_1927

171 visning, som ved at træde i Skranken for, at de Born, der optoges, kom fra gode Hjem fra Borgerskabets Middelklasse; lians Udtalel­ ser i denne Anledning citeres endnu som ledende Princip for Borns Optagelse: »Det er Vajsenhusets skjonne Bestemmelse at træde forældreløse Born i Faders og Moders Sted, men denne Bestemmelse vilde det kun høist ufuldkomment opfylde, dersom det forlod Børnene, saasnart deres Skoleundervisning var tilendebragt. Vajsenhuset har derfor ikke tilforn nægtet Hjælp til Børnenes videre Frem­ gang; det har endog holdt enkelte Børn til Studeringer; men det er en stor Fortjeneste af den nuværende Inspektion, at der efter Confirmationen paa en passende Maade drages Omsorg for alle Vajserne. Naar det betænkes, med hvor mange Vanskeligheder denne Anbringelse er forbunden, maa det uden Tvivl erkjendes, at der maa tilstaaes Inspektionen endeel discretionær Myndighed. (Herved sigtedes til, at den anden Direktør Etatsraad L. N. Hvidt havde udtalt sig for en strengere Instruks for Forstanderen og indskrænke hans Virksomhed). . . . Vistnok vil et Barn under Vai- senhusets Forsørgelse koste mere end under Fattigvæsenets, men Spørgsmaalet er just, om Vaisenhuset skal vedligeholdes som en Forsørgelsesanstalt for forældreløse Børn af den bedre Borger- classe, af underordnede Betjente o. s. v., eller 0111 det skal ned­ synke til et blot Soulagement for Fattigvæsenet. Var det end ønskeligt, at Antallet kunde udvides, da bør dette dog sikkert ikke ske derved, at Vaisenhusets Værd som Forsørgelsesanstalt forringes.« Da Stemann (1844) tiltraadte disse Udtalelser af Biskoppen, til- stodes 400 Rdl. aarlig til Anbringelsesudgifter for Vajserne. Biskop Mynster overværede hvert Aar de aarlige Eksaminer, og Arkivet indeholder en Bække Udtalelser af ham, hvori han udtrykker sin Glæde over Elevernes Kundskaber og Fremgang. Som Direktør for Bibelselskabet værnede Mynster ogsaa som Vajsenhusdirektør 0111 den autoriserede Bibeltekst; derfor blev Salget af de norske apokryfløse Bibler forbudt 1837, da »der her forelaa et af de flere Forsøg, som det britiske Bibelselskab har gjort paa at faa en dansk Bibel efter metodistiske Fordomme, og ikke efter den danske Regerings Autorisation, indfort her i Landet.« 1842 nægtede man Grosserer Owen at indføre Bibler trykte i Lon­ don; ligeledes nægtede man et lignende Andragende fra Flakke­ bjerg Herreds Bibelforening 1843. Spørgsmaalet blev endelig afgjort 1843, da Biskop Faber i Fyen formente, at Udbredelsen af en Gave paa 1100 Ny Testamenter, trykt i Kristiania, ikke kunde gøre noget Indgreb i Vli’s Bettigheder. Som Svar lierpaa skrev Direk­ tionen (Stemann, Mynster og Hvidt) til Kancelliet: