KglVajsenhus_1927

82 eget Tøj, det lidet undtagen, som min Kone mod Morgenstunden havde ladet bortbære af sine 2 Piger; hende, nogle faa Venner, som Løverdag Formiddag ilede hende til Hiælp, og et Par Smede- Svende, den ene Pigens Broder og den anden hans Kammerat, maae jeg takke for, at det meste af, hvad vi eiede, blev reddet, skiønt vi havde mistet mere, end her er Stedet at anføre. Om Middagen, da den hele Række af Gaarde paa Torvet var brændt, og Ilden begyndte i Raadhuset, tændtes og den første Ild i Vajsenhuset under Frontespicen over Kirken udtil Torvet, og da havde jeg endnu den Glæde med Stiftelsens Sprøjte, som jeg modtog ubrugelig, men kort efter min Tiltrædelse havde sat

Branden 1795.

i den bedste Stand, at slukke Ilden ved at anbringe Straalen ud igennem Vinduet af Apotekerens Urtekammer, hvortil Murermester West, en Officer af Garden, som jeg ikke kendte, og et Par andre viste den velvilligste Hiælp. Om Eftermiddagen kom Ilden ind paa Vajsenhuset fra alle Kanter, og Klokken A1/^ om jeg husker ret, faldt Spiret. Jeg slap siden med stor Nød ud af Stiftelsen, med Taarerne i Øjnene og i en Forfatning, som kun kan føles, men ikke beskrives. At redde Bog-Oplaget var allerede Fredag Nat næppe gørligt; thi, om man og hertil havde faaet Vogne og Hænder nok til Hiælp, som dog ikke vare at faa, hvor skulde man have ført saa mange Papirer hen igennem Ild og Luer? Brand-Anstalterne, Politiet, alle, vilde uden Tvivl have forenet sig om at standse en for den øvrige Del af Staden saa farlig Flytning. Da Vajsenhuset brændte, fløj Papirerne ud bag over Frederiksberg.