ASØrstedsBetydning

102 hvorledes det enkelte foreliggende, in confesso værende eller beviste, factiske Forhold skal subsumeres under Lovens almindelige Regel. I den næsten samtidige Afhandling om Forholdet mellem Staten og Religionen, jfr. Eun. 1 B. S. 73 ff. 0, ud­ vikler han udførligere, a t det ved Afgjørelsen af, om Bevis er præsteret for en vis Sammenhæng af Sagen, er umuligt a t binde Dommeren ved strænge logiske Tvangslove, men a t der maa indrømmes hans Reflec- tion en høj Grad af Frihed. Selv om Lovgiveren vilde indskrænke Dommeren til visse bestemte Data, saa- ledes a t han alene i dem maatte søge Yished om det Factum , Trætten angaaer — altsaa indskrænke ham til de i Loven udtrykkeligt hjemlede Bevismidler —, vilde det dog ikke kunne undgaaes, a t Anvendelsen af disse Regler i høj Grad maatte beroe paa Domme­ rens frie Reflection, paa hans umiddelbare Tact for det Rette og Sande. Selv rned Hensyn til Vidnebeviset er det umuligt med mathematisk Nøjagtighed a t be­ stemme, naar det enkelte Vidne er fuldstændigt bevi­ sende, og endmere a t give udtømmende Regler for Afgjørelsen, naar Vidner staa mod Vidner, eller naar de flere Vidner ikke ere aldeles samstemmende i et og alt. I Forbindelse hermed fremhæves, a t Dommerens frie Skjøn maa have et endnu større Spillerum ved Afgjørelsen af enkelte Dele af Factum, og navnlig, at det er umuligt, naar egen Tilstaaelse ikke kan faaes, a t tilvejebringe et umiddelbart factisk Bevis til Afgiø- relsen af det højst vigtige Spørgsmaal, om en lovstri­ dig Handling er foretaget i det Forsæt a t overtræde ') Om denne Afhandling, som kom offentlig frem i 1807, siger 0. selv i Fortalen til Eun. 1B. p. IV, at den største­ dels er udarbejdet flere Aar førend den Tid.

Made with