ASØrstedsBetydning

104 have en saadan uimodstaaelig Kraft til a t overtyde os om hin Forklaringsgrunds Virkelighed, a t al Tvivl derved nedslaaes. Men man vilde forgjæves bestræbe sig for a t opdage et constitutivt eller bestemmende Fornuftprincip, hvormed man kun behøvede a t sam­ menholde de givne Data for a t se, om disse ere stærke nok til a t frembringe Vished. Det er kun ved en u m i d d e l b a r Act, a t Dømmekraften - - der i dette Tilfælde forholder sig reflecterende og ikke kan indskrænke sig til a t forholde sig subsumerende — finder Phænomenerne saa stærke og sammenslyn­ gede, a t den ikke længere kan tvivle om Rigtigheden af den Forklaringsgrund, hvortil de vise hen. Den juridiske Vished er saaledes en A rt af den historiske eller almindelige moralske Vished, der deri adskiller sig fra den rent subjective Vished, a t den hviler paa Grunde, der ikke blot ere overbevisende for et enkelt bestem t Individ, men i Reglen ville have lige V irk­ ning for enhver almindelig organiseret Forstand. I sig selv er der intet andet Særmærke paa juridisk Vished. Spørgsmaalet bliver da kun, om Lovene skulle søge kunstigen a t skabe et saadant. Hertil svarer Ørsted, a t man „ikke ved blotte Fornuftprinciper kan be­ dømme Antageligheden af et factisk Anbringende, men a t Dømmekraften y ttre r sig herved i sin frie Umiddel­ barhed. Nu er det blot Fornuftens Functioner, som ere Lovgiveren overdragne; hvad der i en Sandheds Udfindelse er Dømmekraftens Værk, maa overlades Domstolene. Det vilde derfor være en Misforstaaelse, hvis Lovgi­ veren vilde paatage sig a t give saadanne udtømmende Regler for Bedømmelsen af et Factums Virkelighed, a t Dommerne kun behøvede a t aabne deres Øine for a t se, om de lovbestemte Forudsætninger finde Sted eller ikke. Dersom dette endog iøvrigt var giørligt, vilde dog Resultatet blive, a t Sandheden siettere vilde