ASØrstedsBetydning

109 fører 0., a t Loven ikke kan udtømmende angive, af hvilke Facta et Samtykke kan udledes, hvilke Ord eller Ordforbindelser der maa siges a t udgjøre en For nærmelse, eller hvilke Omstændigheder der kræves, for a t nogen kan siges a t være i Besiddelse af en Ting, men Afgjørelsen maa i saadanne Tilfælde siges a t ligge i Dommerens Hænder og overlades hans Skjøn over de foreliggende Facta. I sit seneste Arbeide har 0 . paavist disse Synspuncters Anvendelse paa en bestemt i sin Tid 0 opsigtvækkende Sag, nemlig i hans Kritik over Generalkrigsrettens Dom over General Peymann og de andre Høistkommanderende i Kjøbenhavn i An­ ledning af den af dem efter Bombardementet i 1807 afsluttede Capitulation. De bleve dømte bl. a. for „uden bevislig Nødvendighed“ a t have overgivet Byen, og Dommen synes, a t være gaaet ud f r a , a t det paa­ hvilede dem til deres Befrielse a t føre et juridisk Bevis for, a t det var nødvendigt a t capitulere, og a t der i, at et saadant ikke var ført, laa tilstrækkelig Hjemmel til a t domfælde dem. I denne Anledning udvikler 0., at det Spørgsmaal, om Overgivelsen var nødvendig, maatte Bøtten paa sit Embedsansvar afgjøre ved et Skjøn over de foreliggende factiske Omstændigheder, som i dette Tilfælde enten vare tilstrækkelig bekjendte, eller dog, om et eller andet manglede, let kunde op­ lyses, men a t det ikke kunde paahvile de Anklagede i anden Forstand a t føre noget Bevis i saa Henseende, hvilket ogsaa vilde være i sig umuligt. For Civilpro­ cessens Vedkommende medfører dette altsaa, a t Par­ terne ikke kunne have til Opgave andet end a t bevise de individuelle Facta, hvorpaa den almindelige Dom maa grundes; men Slutningen fra disse til, om behørig Agtpaagivenhed er udvist, om der har været Nødven- 0 Af mit Livs og min Tids Hist. 1 B. S. 380 ff.

Made with