ASØrstedsBetydning

127 som tilstaae t, og a t dens Virkninger maatte bygges paa Partens Ret til a t raade over Sagens Gjenstand. Overfor disse Anskuelser indtog 0. det rette og nu almindelig anerkjendte Standpunct 0, idet han væsent­ lig sluttede sig til Gönners Opfattelse, at Tilstaaelsen i civile Sager i Reglen maa have Betydning af en Proceserklæring, hvorved den Tilstaaende samtykker i, a t det Tilstaaede ansees for givet i Processen uden videre Bevis, og a t deraf bl. a. følger, a t Tilstaaelsens Virkning i den foreliggende Retssag ikke kan forstyr­ res, blot fordi den bevises a t være urigtig, ligesaa lidt som den taber sin Betydning, fordi den angaaer noget, hvorom den Tilstaaende har manglet personlig Kundskab, men a t dens Virkning kun kan ophæves ved Paavisning af Omstændigheder, der efter alminde­ lige Grundsætninger kunne ophæve Virkningen af et engang givet Samtykke. Paa den anden Side givei 0. forsaavidt Weber R et, som han med god Grund fremhæver, a t om Tilstaaelsen i civile Sager end nær­ mest virker som et Samtykke, er dette dog ikke dens eneste Virkning, men ved Siden heraf har den i sig selv Beviskraft mod den Tilstaaende, og O. paavi­ s e r2), a t denne Tilstaaelsens Betydning som Bevis­ middel kommer frem paa mange Puncter, naai den af en eller anden Grund ikke kan virke som Samtykke, dels forsaavidt noget støttes paa den i andre Rets­ sager end den, hvori den gjælder s o m bindende Pi oces erklæring, dels forsaavidt den Tilstaaende ikke hai den i civile Sager ellers sædvanlige Myndighed eller Raadighed med Hensyn til Processens Gjenstand. Efter a t have fastslaaet det rigtige Udgangspunct ud­ b Jvf. Eunomia 3 B. S. 467—470. 2) Heri er Gönner vistnok heller ikke uenig. Jfr. Handbuc

I I . S . 3 6 9 .