ASØrstedsBetydning

Medens Vidnelæren førend ø .s Tid var ligesaa tarve­ ligt behandlet i vor L iteratur som den øvrige Bevis- lære, er den ved nærværende Afhandling paa engang bragt op til a t være et af de omhyggeligst og udfør- ligst bearbeidede Partier af vor Procesret. Der gives neppe noget Spørgsmaal i hele denne Materie, som ikke er fremdraget og behandlet af 0., og om man end — hvad ikke kan forundre — i Løsningen af en­ kelte af de mangfoldige Problemer ikke kan være al­ deles enig rned ham, er der dog neppe noget nyt Synspunct af Betydenhed, der kan fremdrages, udover hvad Afhandlingen frembyder, og i mange Retninger turde det vise sig, a t de senere Bearbeidelser ikke ere Forbedringer i Forhold til hans Fremstilling. Ligesom 0. i hele sin Forfattervirksomhed stærkt hævder Nødvendigheden af a t indrømme Dommerens Skjøn et sto rt Raaderum i Bevismaterien, og han egentlig er en principiel Modstander af lovbestemte Bevisregler, undtagen i al Fald forsaavidt, a t der bør være en Adgang for Parterne til paa Forhaand at sikkre sig et Bevis, saaledes kommer denne hans Grundopfattelse stæ rk t frem i nærværende Afhandling, og skulde man i faa Ord angive dens Tendents, kunde man med Føie sige, a t den paa alle Puncter er rettet mod den stive Formalisme i Vidnematerien, som den­ gang gjorde sig gjældende hos os baade i Theori og Praxis, og a t den stræber efter a t gjøre en naturlig Opfattelse af den juridiske Visheds Krav gjældende. A t de i Loven opstillede Regler om Vidnebeviset maa agtes, saa vidt som de strække sig, bestrider han na­ turligvis ikke, men hans Udgangspunct er egentlig, at slige Regler ere a t opfatte som positive Indskrænk­ ninger i det frie Skjøn, som if ø lg e S a g e n s N a t u i tilkommer Dommeren, og denne Opfattelse tillæggel han ogsaa Lovgiveren. Han overseer — paa Gi und A. S. Ørsteds Betydning. 9

Made with