ASØrstedsBetydning

133

a t de nævnte Vidner kunne nægte a t lade sig føre, „medmindre ingen anden Vidne kan haves, fornemlig i Drabs-, Volds- og deslige Sager“. Vel er hans Ar­ gumentation herfor noget forskjellig fra den nyere, idet han ikke alene hævder, a t det efter Udstedelsen af PI. 16 Sept. 1778, paa Grund af Ordene „det skal i alle Maader have sit Forblivende ved 1. 13. 16, N. L. 17, saaledes a t o. s. v .“, maa antages, a t der i denne Lovartikel ogsaa skal søges en Regel om Vidnepligten, men a t dette allerede m aatte gjælde om Artiklen, som den staaer i Christian V.s Lov, i hvilken Henseende han navnlig fastholder Berettigelsen af en antithetisk Slutning fra de Ord, hvormed Artiklen ender „thi da skulle de vidne, der afveed“. I Fortolkningen af 1. 13. 17 har 0. bortryddet en Mængde ældre Vildfarelser angaaende Spørgsmaalet om, hvilke Personer der rammes af Utroværdighed ifølge Artiklen, og navnlig er han optraadt imod den da herskende Tilbøjelighed til a t udstrække Inhabili­ teten aldeles urimeligt vidt, saasom til den Fornær­ mede som saadan, Angiveren o. fl. Om man end kan drage i Tvivl, a t han har Ret, forsaavidt han ad- m itterer Medskyldige som lovfaste Vidner, naar de kun aldeles ingen Interesse have i, om deres Forkla­ ring tillægges Virkning eller ikke, og de heller ikke ere utroværdige efter 1. 13. 19, paa Grund af den be- gaaede Forbrydelses Natur, en Antagelse, som synes tvivlsom overfor Lovens Ord, maa det vistnok er- kjendes, a t han har bragt Spørgsmaalet om de ved en Forbrydelse Fornærmedes og om Angiveres Hahi. litet til en rigtig Løsning, idet han har paavist, a t der ikke foreligger nogen legal Hjemmel til i Al­ mindelighed a t frakjende de nævnte Personer Trovær­ dighed, naar de hverken formelt optræde som Parter i Sagen, og de heller ikke have nogen Interesse i Sa­