ASØrstedsBetydning

140 hvorved Dømmekraften og Forstanden maa sæ ttes i Virksomhed“. Herefter henregnes til Skønsforretninger ogsaa de Undersøgelser, der kun gaa ud paa a t af- gjøre, hvad der ved Tingen er og forefindes, naar de kræve en dybere gaaende eller mere selvstændig Aandsvirksomhed end den blot sandselige Beskuelse, f. Ex. en Obductionsforretning, en Giftanalyse. Til denne fra Sprogbrugen vistnok noget afvigende Adskillelse, som ikke tidligere var gjort, knyttes vigtige Virknin­ ger, idet de blotte Synsforretninger sæ ttes i Klasse med Vidnebeviset, baade i den Henseende, a t Syns- mændene i det Hele behandles efter Analogien af Vid­ ner, sc. særligt tilkaldte Vidner, og i den Henseende, a t deres Forretning kan afkræftes ikke blot ved et Oversyn, hvortil naturligvis haves Adgang, men ogsaa ved Vidnebevis. Forresten antages de egentlige Syns­ forretninger ikke a t give Anledning til videre Bemærk­ ninger. I den øvrige Del af Afhandlingen beskjæftigei han sig nærmest med Skønsforretningerne som dem, paa hvilke de særegne, for dette Bevismiddel eien- dommelige, Regler re t egentlig finde Anvendelse. Det gjøres stæ rk t gjældende, a t Skjønsmænd have mere tilfælleds med Dommere end med Vidner, da de ikke skulle indskrænke sig til en simpel Iagttagelse af Tin­ gen og Beretning derom, men de skulle derimod „af­ give en Betænkning over den omtvistede Gjenstand, der i Kraft af deres Autoritet er gjældende og bindende for Dommeren, som ikke er berettiget til a t pi øve og efter sine Begreber forkaste Skjønsmændenes Me­ ning, th i slige Mænd udnævnes, just fordi Dommeren ikke besidder, eller ikke juridisk kan antages a t be­ sidde de til Gjenstandens Bedømmelse fornødne Sag- , kundskaber. De ere altsaa virkelige Dommere an- gaaende en vis Del af Factum“ *). I Henhold til denne A t 0. dog senere modificerede denne Mening og ikke ude-

Made with