ASØrstedsBetydning

146 betragtes. Det var dengang en af flere Lovkyndige hyldet Opfattelse, a t der ved den nævnte Artikel var tillagt et Privatdocument, hvorunder Nogens Navn staaer, en selvstændig Beviskraft, og a t det var i Hen­ hold hertil, a t der i Lovbogen bruges det Ud tryk, a t det er Productus tilladt „at frie sig med sin Ed“, naar Documentet gjøres gjældende imod ham. I god Overens­ stemmelse med denne Opfattelse antoge disse Lovkyn- dige, a t naar Documentet produceredes i død Mands Bo eller ved andre Lejligheder, hvor Producti Ed ikke kunde faaes, m aatte Producenten være berettiget til a t aflægge Sigtelsesed og derved tilvejebringe det for­ nødne Bevis, ja der var endog dem, der fastholdt Conseqventsen saa vidt, a t Documentet efter deres Me­ ning m aatte gjælde mod Dødsboet uden Sigtelsesed. Denne Lære, hvis i practisk Henseende yderst farlige Følger ligge nær, gjendriver 0. saaledes, a t den der­ med var slaaet ihjel for bestandig, og de rigtige Syns- puncter have siden den Tid været almindeligt antagne. Det paavises, a t den nævnte urigtige Opfattelse vist­ nok for en Del har sin Oprindelse fra den i almindelig Brug værende, men i sig urigtige Benævnelse „exceptio manus“, hvorved den Tanke fremkaldes, a t Fragaaelsen af Underskriften er en Exception i dette Ords tech- niske Betydning, for hvilken Bevisbyrden paahviler den, der fremsætter den. Ligeledes godtgjøres det, hvor urigtige de til S tø tte for Sætningen anførte sær­ lige Grunde ere. Det blev saaledes sagt, a t da Loven ikke har paalagt den, der erhverver et Document, a t forsyne sig med Vitterlighedsvidner eller Notarialatte- station, maa den have tillagt samme i og for sig en bevisende Kraft, hvilken dog er bleven „indskrænket“ ved Reglen i 5. 1. 6. Dernæst blev det anført, a t Documenters Beviskraft maatte følge af den be- kjendte i al Ret antagne Maxime: quilibet præsumitur

Made with