ASØrstedsBetydning

157 Hvad angaaer Budet i 1.14. 7, da siger 0. herom, a t „det er i Praxis gaaet af Glemme“. Men han paa­ viser tillige, a t der ikke kan anføres nogen fra Lov­ givningens Indhold eller Sagens Natur hentet tilstræk ­ kelig retlig Grund herfor, og han gjendriver forskjellige Betragtninger, hvorved man søgte a t retfærdiggjøre den nævnte Praxis. Skjøndt 1. 14. 7 ikke fulgtes i det Tilfælde, for hvilket den egentlig er nedskreven, opstil­ lede dog mange af Datidens Retskyndige den Mening, a t den maatte hlive a t anvende, naar den, hvem Be­ nægtelseseden ellers skulde paalægges, ikke k u n d e aflægge den (f. Ex. fordi han ingen personlig Kund­ skab havde om Sagen eller var død eller bleven af­ sindig), idet man antog, a t der i det Tilfælde maatte forholdes paa samme Maade, som naar den Paagjæl- dende ikke v i l d e sværge; men Urigtigheden af denne Lære, som i det virkelige Retsliv vilde have de far­ ligste Følger, paavises saa k lart af 0., bl. a. ved Henvisning til 5. 14. 47, a t den siden ikke er kom­ men frem hverken i Theori eller P rax is1). staaer det i en vis Forbindelse hermed, at Brorson anser 1. 14. 7 for ugjældende i Praxis, medens Nørregaard i sin Fremstilling forudsætter, at den anvendes; thi naar den Regel skal gjælde, at Eden kan paalægges uden Formod­ ning, blot fordi intet andet Bevis kan fremskaffes, bødes der unægtelig noget paa denne Sætnings Nærgaaen- hed mod den, hvem Bevisbyrden ikke paahviler, derved, at han ikke har tabt Sagen, blot fordi han nægter at af­ lægge Eden, men først, naar Modparten har aflagt den. Men forresten ere baade Nørregaards og Brorsons Ord saa vage og lidet indtrængende i Sagen, at det egentlig ikke med fuld Bestemthed kan siges, hvad de mene, men der kan kun opstilles Formodninger herom. J) Derimod holder han for, at der kan fordres juramentum

Made with