ASØrstedsBetydning

167 (altsaa i 1821) vare indtagne af en Lære, der tillægger res judicata en mere ud strak t Retsvirkning. Det sy­ nes, som 0111 man i den axiomatisk opstillede Regel, a t „Ustævnt bør være unævn t“, har seet en Forud­ sætning 0111 , a t hvad der i en Retssag qvoad factum blev antaget, maatte, saalænge Dommen var usvæk­ ket, være bindende for andre, mod hvem der af det antagne Factum kunde udledes juridiske Følger, ihvor­ vel man dog, som 0. bemærker, til Lykke ikke i Praxis fulgte denne Sætning i dens hele Udstrækning. Det paavises da, a t ligesom det vilde være stridende mod Sagens Natur a t tillægge en Dom eller anden Retshandling Virkning for andre end Sagens Par­ te r, saaledes er dette ogsaa uoverensstemmende med den danske Lovgivning. Til Bevis herfor anføres ikke blot 5. 6. 1, hvis Ord ikke naturligen kunne for- staaes anderledes, men tillige flere andre Lovbestem­ melser om Arv og Skifte, saasom 5. 2. 18, N. L. 5. 2. 90, Rescr. 25 Aug. 1752 o. fl., af hvilke det frem- gaaer, a t den paa Skifte forbigaaede Arving kan søge sin Lod a prima instantia hos de andre Arvinger, til hvem den uretligen er bleven udlagt, og ikke behøver a t appellere Skifteslutningen. Den eneste tilsyne­ ladende Indvending, som kunde gjøres imod Sætningen om, a t Domme og andre Retshandlinger ere uforbin­ dende for Trediemand, finder 0. i Lovbestemmelserne om Indvarsling til Thingsvidner i D. L. 1. 4. 1 og 1. 18. 12 og 13; men han fjerner denne Indvending ved at paavise den Forskjel, som formentlig maa være mellem et Tingsvidne, der har sin Beviskraft i og for sig, og en Retsdom, som kun bestemmer, hvad der efter den førte Procedure er Ret, ligesom han gjør opmærksom paa, a t Forlangendet om, a t enhver Trediemand skal stævnes, til hvis Skade noget kan blive forklaret under Yidn eforhøret, ogsaa er natur-

Made with