ASØrstedsBetydning

176 cessen, og a t det navnlig ikke gaaer an a t paalægge Tiltalte eller hans Forsvarer a t føre Beviset for de særlige Straffritagelses- eller Strafnedsættelsesgrande, som anføres til hans Fordel, med den Virkning, a t han domfældes, naar saadant Bevis brister, ligesom man — hvad der forekommer os endnu besynderligere — ikke heller var kommen til klar Indsigt af, a t den civilprocessuelle Opfattelse af Tilstaaelsen som et Samtykke til, a t en factisk Omstændighed i Sagen maa antages a t forholde sig paa en vis Maade, ikke kan gjælde i Criminalprocessen, men a t Tilstaaelsen der kun har Betydning, forsaavidt som den fører til Forvisning om, hvad der i sig selv er sandt, og saa- ledes navnlig ingen Vægt kan have, naar den ikke angaaer Omstændigheder, hvis rette Sammenhæng er den Tilstaaende personlig bekjendt. Paa disse Puncter er den nyere Opfattelse, hvis Rigtighed senere ikke er bleven betvivlet, først gjort gjældende af L a s s e n og Ø r s te d . Begge disse Mænds Virksomhed supple­ rede i den Henseende gjensidig hinanden, saa a t det ikke lader sig med Bestemthed angive, hvormegen Del hver især af dem har havt i a t gjøre de rigtige Anskuelser gjældende. Men nærmest maa det vel siges, a t medens Bevisbyrdelæren i Criminalprocessen først blev fremstillet af Lassen1), var det Ørsted, som satte Tilstaaelsers og Indrømmelsers Betydning i det rette Lys. Anledningen hertil blev nogle Retssager, hvori det Spørgsmaal forekom, om Ejendomsbeviset kan bort­ falde ved det extraordinære Tyvsbevis, fordi Tiltalte, medens han erklærer a t have modtaget Kosterne af ') I denne Henseende maa især fremdrages en Afhandling af ham „Kan man i Henseende til onus probandi følge de samme Grundsætninger i criminelle Sager som i civile?“ i Jur. Maanedstid. f. 1802. 1 D. S. 411, 560 ff.