ASØrstedsBetydning

80 disse Exceptionel-, ikkun behøver en meget kort An­ stand“. Det sees let, hvor utilfredsstillende denne Fremstilling er. For det Første lider den af en paa­ faldende Ubestemthed, f. Ex. naar det hedder, a t Ind­ stævnte „lettelig“ vil kunne blive anseet for a t have renunceret paa a t anføre mere, hvilket nærmest maa betyde, a t det beroer paa Dommerens Skjøn, om hans Forsømmelse skal have denne Virkning i det foreliggende Tilfælde eller ikke, og a t det derfor er klogest eller forsigtigst altid a t fremsætte alle sine Exceptionel- strax. Men dette vilde være aabenbart urigtigt og er maaskee heller ikke F o rf s Mening. Der­ næst er det klart, a t Eventualprincipet i Hovedsagen er brudt, dersom det staaer Indstævnte aabent, „sam­ tidigt med a t contestere litem negative, a t forbeholde sig sine Exceptionel- i Almindelighed“. Om dette er tilstedeligt eller ikke, derom maa en Forf., der vil behandle denne Materie, have en bestemt Mening, thi det er et Cardinalpunct. Endelig indføres der et Mo­ ment i Fremstillingen, som daarligt passer med den passive Stilling, Dommeren ellers indtager i vor Pro- cesmaade, nemlig a t han, naar det af Modparten for­ langes, skal forelægge Indstævnte en Slags peremtorisk Frist, inden hvilken hans Indsigelser skulle fremsættes, og først naar dette ikke skeer, skulle de ansees for præ- cluderede. Foruden denne Ubestemthed og Unøiagtig- hed i selve Reglernes Angivelse, lider Fremstillingen af den store Mangel, a t det ikke sees, hvilket det be- grunndede Princip er for de enkelte opstillede Sæt­ ninger. Forf. synes ikke for Alvor a t gjøre sig selv det Spørgsmaal: hvorfor har Partens Undladelse af a t y ttre sig de antagne Virkninger? Nærmest antydes det, a t disse Virkninger skulle udledes af en formodet Renunciation paa a t anføre mere; men Utilstrækkelig­ heden og Urigtigheden heraf ligger lige for øinene.

Made with