ASØrstedsBetydning

87 finder Sted. Førend hans Tid var der i dette Punct en bestemt Strid imellem Theori og Praxis, idet Dom­ stolene fulgte den Pegel, a t den udeblivende Indstævnte antoges a t vedgaae Citantens Fremstilling af Sagens factiske Sammenhæng, medens Forfatterne mere eller mindre bestemt hævdede, a t D. L. 1. 4. 30, N. L. 82, ikke tillod denne Løsning, men fordrede, a t den ude­ blivende Indstævnte maatte betragtes som benægtende Citantens Fremstilling, og a t denne derfor m aatte føre Bevis for sammes Rigtighed. 0. siger selv, a t han nærmest hyldede denne Theoretikernes Mening, da han indtraadte som Assessor i Hof- og Stadsretten, men efter den Tid blev det ham indlysende, a t den i Praxis fulgte Opfattelse var den rette, og han anfører dette som et Bevis paa, hvorledes hans Embedsvirksomhed som Dommer foranledigede ham til en dybere og nøjere Eftertænkning, der her som paa mange andre Puncter ledede ham til a t erkjende, a t Theorien ofte trænger til a t berigtiges ved Praxis p. Der kan ingen Tvivl være om, a t en stærk Impuls i denne Retning fik han i den Opfattelse af Læren om Proceserklæringerne, som han var naaettil, og i hvilken han yderligere blev befæstet gjennem den practiske Iagttagelse af Retsplejens Krav. Ad den Yej blev det ham k la rt, hvilken besynderlig Inconsecjvents i vor Procesmaade det vilde være, om Indstævntes Udeblivelse skulde skaffe ham den fordel­ agtige Stilling a t anses som benægtende Citantens Fremstilling af Sagens factiske Sammenhæng baade i Almindelighed og i alle enkelte Puncter, medens Taus- hed eller mangelfulde Erklæringer, naar Indstævnte gav Møde, skulde have den helt modsatte Virkning, nemlig a t han blev anset for vedgaaende Modpartens Fremstilling af Sagsammenhængen, og det stillede sig P Af min Tids og mit Livs Hist. 1 B. S. 191-93.

Made with