HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

EG IL SKALL

108

ind til Byen. De bleve hele Veien modtagne med den største Jubel. V i fulgtes med dem til Kongens Nytorv, og ventede her til de sidste vare komne forbi. Derpaa skiltes jeg fra de andre og gik hjem. Om Aftenen bleve Soldaterne beværtede i Kongens Have. De følgende Dage i Ugen fandt de samme Festligheder Sted, lige til om Tors­ dagen, da alle de Tropper som skulde ligge her under Vaabenstil­ standen var ankomne, jeg saae Stadsen meget godt hver Dag, da de drog forbi vort Værksted, og alle Sætterne løb ud paa Gaden, (ja nu er jeg kjed a f at skrive mere) Mere kan jeg ikke huske, da jeg først skriver dette 2 Maaneder efter. Sønd. d. 23de hjemme. Om Form. var Frederik P. T . her og be­ søgte mig. Je g er næsten kjed a f ham nu, deels fordi han er saa paa­ trængende og næsviis; deels for hans Barnagtighed og Kaadhed. Han er ellers a f en godmodig og venlig Charakteer, er ikke ond­ skabsfuld eller hevngjerrig, og har tillige et indtagende Udvortes. Naar han blot ikke var saa barnagtig, saa var han et elskværdigt Menneske; men stop lidt! mon der ikke skulde være Feil paa min Side? J o desværre! Paa min Side er vist lige saa mange, om ikke Flere end paa hans Side. Burde jeg ikke i Begyndelsen a f vort Ven­ skab have undertrykket min Sløvhed og Ligegyldighed burde jeg ikke have indgydt ham mere Respect. Burde jeg ikke have været mere hjertelig og forstandig., og ikke ladet mig ophidse a f Liden­ skaberne. Idag tiggede han mig saalænge om nogle a f mine bedste Bøger, som jeg blev nødt til at give ham for at skilles med ham. Det var »Læsning til Nytte og Fornøielse«, den tydske »Knospen« og »Jakob Lillefinger«. Je g fulgte ham lidt da vi gik. Paa Veien mødte vi Johan og Harald (p. T.) som havde været ude at spadsere. V i skiltes fra dem ved Klærkegaden; derpaa gik F. og jeg ind i Kongenshave, og spaserede, da Været var saa smukt; F. begyndte strax at lege og gjøre Narrestreger som jeg Tosse ogsaa gjorde, istedetfor at være alvorlig. Je g sagde derpaa, at jeg ikke vilde have noget med ham at gjøre, og vort Venskab nok snart blev afbrudt, hvorpaa han tilføiede, formodentlig i Spøg : »til stort Tab for d ig«; dette talte vi nu ikke videre om, men slog Resten a f Samtalen hen i Spøg og Sludder, og legede lidt ved at slaae Kaskjetterne a f hver­ andre, hvilket F. ynder. Derpaa gik vi udenfor og skiltes ad. Mand. d. 24de p. T ., Frederik talte saa mildt og venligt til mig,