HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

ANMELDELSER

206

katalog over alle bygninger opført i bydelen før 1760, bilag, kildeoversigt, biblio­ grafi, henvisninger og registre. Forfatteren har lagt vægten på bydelens tilblivelse, og bogen omfatter derfor kun perioden 1749-1760, nemlig den årrække, hvori man følger den bebyggelses­ plan, der var udformet af Nikolai Eigtved. Frederiksstaden anskues som en helhed, som en byplanlægningsopgave, men samtidig får man beskrivelser af hvert af husene med tilhørende illustrationer. At forfatteren er historiker med kunsthistorie som bifag giver en god balance mellem disse discipliner i behandlingen af det store materiale. Efter en kort indledning om arealets udseende før planen iværksættes, beskrives projektets behandling fra agent Andreas Bjørns første udkast til godkendelsen af Eigtveds generalplan. Den tidligere opfattelse, at Frederiksstaden skylder Olden­ borgernes 300-års regeringsjubilæum sin oprindelse, korrigeres, og i stedet peges der på storkøbmændenes interesse i at udnytte de jomfruelige, velbeliggende grunde ved havnen. Ved at undersøge opførelsen af de to første bygninger på arealet, Sankt Annæ plads 7 og 9, påvises det, at de første bygningstegninger afleveres allerede i februar 1750 og ikke som hidtil antaget i april. I det hele taget bliver sagerne i denne første fase behandlet særdeles hurtigt: den 2 1. august 1749 udkastes planen om at bebygge området, den 5. sept. vedtager konseillet, at man skal bygge, og den 12. sept. udsendes det kgl. reskript, som sætter selve byggeriet i gang. Beslutnings­ processen er mere langsommelig i vore dage. Selv om det tog tid, inden alle byggegrundene blev bebygget, var der dog inden 1760 blevet opført 9 palæer og 27 borgerhuse foruden Frederiks Hospital og Silkefabrikken, ikke så dårligt i en by, hvor man inden for samme menneskealder også havde genopbygget 2/5 af den nedbrændte by og opført et nyt slot. Økonomien kan ikke have været så dårlig, men det blev den måske! Den side af sagen er hidtil ikke undersøgt. Gangen i byggeriet skildres på udmærket måde og detaillerede oplysninger gives om enkelte af bygningerne, som f.eks. Bredgade 30. Ved hjælp af et overslag af tømrermester Zuber er det lykkedes at sandsynliggøre, at to hidtil uidentificerede tegninger viser denne bygning. Det ville have været værdifuldt, hvis overslaget var blevet aftrykt som bilag. Selv om overslaget giver vigtige oplysninger af teknisk og økonomisk art, burde det nok have været understreget, at et overslag, uanset hvor værdifuldt det ellers kan være, ikke er det samme som en regning. Derpå følger en oversigt over grundejerne. Hver enkelt omtales kort, der gøres i store træk rede for deres økonomiske forhold, og de opstilles efter social status. Man ville gerne vide mere om disse personer. Hvordan var de blevet til det, de var, og hvorfra kom pengene? En enkelt af de borgerlige husejere, urtekræmmer Titken, mistede ved branden i 1728 fire huse og alt andet jordisk gods. Med familie og tjenestefolk måtte han indlogeres hos en kollega i Gothersgade. Sytten år efter er han lavets oldermand, og tyve år efter brandkatastrofen kan han ikke alene tegne sig som liebhaver til en af grundene i det nye kvarter, men også gennemføre opførelsen af den største af samtlige borgerlige gårde. Hvordan gik det til? En behandling af disse forhold ligger naturligvis uden for bogens ramme. Værdien af undersøgelser på dette område skal blot her påpeges.