HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

ANMELDELSER 207 Forfatteren viser, at grundene blev fordelt efter bygherrernes sociale rang, således at de fornemste blev placeret omkring Amalienborg plads og langs Bred­ gade, mens Amaliegade tilsyneladende blev betragtet som baggade til Bredgade, idet de fleste borgerlige bygherrer fik grunde i Amaliegades vestside, mens øst­ siden var forbeholdt tømmerhandlerne. Selv i dette efterhånden højfornemme kvarter får man bekræftet, hvad man ved fra andre af byens kvarterer i det 1 8. århundrede, at alle sociale lag kunne bo i samme ejendom. Ganske vist fandtes allerede da en tydelig differentiering mellem de forskellige kvarterer, men selve den hierarkiske samfundsopbygning hindrede, at denne differentiering blev alt for vidtdreven. Greven skulle have sine tjenere, skrivere og sekretærer omkring sig, og herskabshusene kunne ikke fungere uden stuepiger, kokke og kokkepiger, kuske, staldkarle og vadskekoner. De blev stuvet af vejen i baghuse, i kældre og på lofter, men boede som oftest under samme tag som husherren og hans familie. Forfatteren kan påvise, at Eigtved ud over de huse, man allerede har tilskrevet ham, yderligere har »ladet forfatte og levere tegninger« til en række huse, således at han nu regnes for ophavsmand til 6 palæer og 12 borgerhuse. I et afsnit om byggeriets administration fortælles om de afvigelser, der skete fra den oprindelige plan. Ved store foretagender af denne art er det ofte nødven­ digt at fire for at få byggeriet fuldført. Det måtte man også her, og den, der havde de bedste forbindelser, klarede sig som sædvanlig bedst. Der var grænser for, hvor meget man kunne gribe ind, når liebhavernes antal var begrænset. Frederiksstaden blev efterhånden mere eftertragtet af adelen, som, især efter at kongefamilien i 1790erne havde erhvervet palæerne omkring pladsen, rykkede ind i de huse, som oprindelig var opført af borgerlige bygherrer. Forskellen mellem adelspalæer og borgerhuse i denne ende af den sociale skala var ikke så skarp, at et borgerhus ikke ved en lettere opfriskning kunne gøres til et adels­ palæ. Derfor er det måske noget misvisende, at tale om borgerhuse i denne for­ bindelse, men det kan være vanskeligt, at finde en dækkende betegnelse for bygninger af denne art. Også slotspladsens oprindelse behandles. I forlængelse af Knud Voss’ påvisning af tysk arkitekturs betydning for Eigtved peger forfatteren på Berlins oktogonplads som forbillede for Amalienborg slotsplads. Det nævnte katalog over bygningerne omfatter alle Frederiksstadens borgerhuse opført før 1760 og giver vigtige oplysninger om opførelsesår, skøder og beskrivelser samt henvisninger til litteratur om den pågældende bygning. Alle huse, der omtales, er afbildet. Mange af fotografierne er optaget specielt til bogen af kon­ servator Henrik Bjerre, de fleste er særdeles gode. Mangler er der naturligvis også. Man savner en kort overskrift over bilagene, så man uden at skulle læse mange linier ned i teksten kunne se, hvad de indehol­ der. To af bilagene angives at være hentet fra en ældre trykt kilde. Der burde i det mindste være en henvisning til den primære kilde. Den samme anke kan rettes mod anvendelsen af Stadsarkivets skifteudskrifter. Selv om udskrifterne uden tvivl er korrekte, burde originalerne i Landsarkivet have været anvendt, og henvisninger dertil været anført. At forfatteren anvender procentberegninger ved så små tal, som her er tilfældet, under 50 personer, må også påtales. Man kan