HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

M IN SKOLETID 179 gjort til bogen. Bogen plumpede ned - og der var jo ingen, der anede, hvordan det kunne være gået til. I næstsidste skoleår havde min klasse for skik, til disse timer at gøre indkøb af wienerbrød, frugt og lignende spisevarer, som falbødes af mons. custos. Dermed dækkede vi bord, Når så læreren kom ind, erklærede vi bestemt, at vi ikke havde tid til at høre på ham, men hvis han ville, kunne han få lov til at spise med. Denne forlystelse var dog nærved at få en sørgelig afslutning. Det hændte nemlig engang, at professor Adolph Steen kom for at inspi­ cere. Så snart han viste sig, forsvandt naturligvis alle lækkerierne ned under bordet. Men lidt ind i timen var der en af os, som ikke kunne dy sig for at gnaske på en pære. Nu havde Steen uheldigvis et træk om munden, der vist slet ikke var elskværdigt, men af os blev opfat­ tet, som om han bestandig smilte. Derfor kom der snart en kage frem, så nogle brystsukkere. Frækheden bredte sig efterhånden til os alle, og timen endte som et åbenlyst symposium. Professoren sagde ikke noget dertil; han smilte kun sit uforanderlige smil. Vi fandt ham uhyre ind­ tagende og fordomsfri. Men sagen indbragte bagefter os en tordentale af rektor og havde nær kostet læreren hans stilling. Drilleriet holdt sig ikke engang indenfor skolens mure. Næsten alle lærerne havde naturligvis mere eller mindre foragtelige øgenavne. Der var således en religionslærer med rødt hår og kindskæg, som aldrig hed andet end »Hoseas«. Når han ville høre os i de små pro­ feter, lo vi, så ingen af os kunne tale. Han boede i St. Pederstræde; altså måtte han for at komme til skolen passere Frue Plads. Men nu hændte det en morgen, at han fandt hele kirkemuren dekoreret med en fortløbende række »Hoseas« i lysende kridtbogstaver. Manden vid­ ste jo godt, hvad det betød. Han klagede til rektor, men fik vist aldrig opklaret, hvem synderne var. Derimod hændte det kort efter, at nogle af de store drenge trak mig, som dengang var io - i i år gammel, ind i hans port og lokkede mig til med kridt at male et overdådigt »Hoseas«. Også det kom for rektor; og jeg, som desværre altid har lidt af sand­ druhed, gik straks til bekendelse. Læreren tog en hævn, som den dag i dag gør mig varm: han bad mig fri for straf. Og i den første time, jeg havde med ham, kom han straks hen, hvor jeg sad; han talte ikke et ord, men han lagde i min hånd det største og smukkeste æble, jeg har set. Da svor jeg mig selv en ed, at jeg aldrig ville drille ham mere. Og jeg må sige til min ros, at jeg holdt den i fjorten dage.