HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

M IN SKOLETID

1 8 1

febrilsk søgte efter noget på katederet. »Er der da ikke nogen af jer andre som véd, hvad det betyder?« men i øjeblikket var der ingen, som fandt for godt at vide, hvad det betød. Pause. Med ét råber så rektor i den ynkeligste tone: »Åh, jeg får så ondt i min mave! Vent lidt - jeg kommer straks igen!« Dermed for han ud af klassen og ned i stueetagen, hvor han boede. Så vendte han tilbage - påfaldende hurtigt - med tryghed i ansigtet og »Freunds Schulerbibliothek« i hånden. Værst af alle var dog de lærere, som virkelig kunne deres sager; hos dem manglede ethvert oplivende moment. Egentlig var der slet ikke tale om undervisning. Intet blev gennemgået med os, intet for­ klaret, intet gjort levende og personligt: Man fik sin lektie for: derfra og dertil, skulle læse den på egen hånd, blev »hørt«, fik karakter og ny lektie for: Derfra og dertil! Selve lærebøgerne var rene vidundere af kedsommelighed, tør opremsning af nøgne fakta, uden forsøg på at forme stoffet. Verdenshistorien, f. eks., dette herlige fag, som kan rumme al menneskelig viden og visdom, åbne øjet for hele tilvæ­ relsens udvikling og mål: Åh, Gud hjælpe os, det var en åndsfor­ ladt beretning om de fyrster, der havde regeret, og de krige, som de havde ført; hvilket år der var leveret et lille slag ved den lille by, og på hvilke betingelser, der i det år blev sluttet en lille fred i en anden hile by. Ja, selv om en fyrste ikke havde ført nogen krig og derfor heller ikke sluttet nogen fred, selv om der siet ikke var noget andet at melde om ham, så stod der alligevel, når han var kommet til tro­ nen, og når han var kommet i jorden. Derimod blev kulturhistorien behandlet som noget ganske ligegyldigt; dens stormænd havde egent­ lig ikke anden betydning end den at have levet i vedkommende fyr­ stes regeringstid. Og med omhu var stoffet ordnet således, at man slet ikke fik anelse om den indre sammenhæng mellem de forskellige lan­ des historie. Disse tusinder af årstal måtte vi ulykkelige børn proppe ind i hjernen - og forvare dem godt. Det var jo nemlig ikke som nu, hvor man til artium kun opgiver enkelte afsnit og har lov til at glem­ me resten; næh, vi skulle sidde inde med den hele meningsløse viden og kunne udspy et hvilket som helst årstal ligefra verdens skabelse, som dengang også havde et. For at gøre faget endnu mere interesse­ løst var det endda indrettet således, at den fjerneste oldtid blev be­ handlet med størst udførlighed, jo nærmere vi kom vor egen tid, des