S_DeDanskeByerhverv_I

K Ø B E N H A V N 1 5 3 6— 1660

S Ø F A R T OG H A N D E L

11 0

111

med Smakker. Den første Notarius publicus paa Børsen, Valentin Suhm, fik 1639 Privilegium paa denne Fart og paa Færgefarten paa Malmø for seks Aar. Efter at Toldboden var flyttet ud til sin nuværende Plads, maatte Skibene ankre op herude. De Rejsende gik da i Land ved St. Anne Bro, der vedblev at bestaa som Landingsplads endnu ved Slutningen af Aarhundredet. Herfra tog de saa med Fær- gebaad ind til Færgebroen i Hukket ved Fortunstræde, hvor der altid fandtes Dra­ gere eller Sjovere eller andre velvillige Folk til at bære deres Gods op til »Store Lækkerbisken«, som omtrent fra 1607 var Byens mest kendte og mest søgte Gæste- gaard. Kongens Gæster, fremmede Sendemænd og saadanne, som der maatte tages særligt Hensyn til, og som der dog ikke var Plads til paa Slottet, var det imidlertid

saadanne. Men Folk, der kom derind, kom ikke til at sidde paa egen, men paa Kre­ ditors Bekostning. Da Skyldneren imidlertid ikke kunde gøre Fordring paa mere, end 1 Hvid om Dagen til Underhold, var det maaske ikke ganske med Urette, at Gælds­ fængslet i Folkemunde sjældent kom til at hedde andet end »Svæltekælderen« dvs. »Suitekælderen«. Det laa i Svendegade, den senere Slutterigade. I 1648 fik Byen et nyt flot Herberg eller Hotel, idet Henrik Muller, den senere bekendte Rentemester, paatog sig at opføre et Boldhus, hvor fornemme Folk kunde drive den yndede Boldsport, og hvor der tillige skulde være bekvemme og gode Gæsteværelser til Brug for fremmede Rejsende, der kom til Byen. Boldhuset blev bygget, hvor nu Kancellibygningen staar. Men Hotellet fik ikke lang Bestand, lige saa lidt som den Vinkælder, der blev indrettet i Huset. Af alle de Varer, der blev indført til Københavnernes Nødtørft og Nytte, var næppe nogen bleven i den Grad Øv­ righedens Kælebarn, ingen over hvilken der blev vaaget med en saadan Ømhed og Aarvaagenhed som den ædle Druesaft. Allerede i Kristoffer af Bayerns Stadsret — 1443 — hedder det, at hvilken Mand, som tapper Vin i København, i hvad Vin det helst er, han tappe »med ret Bystob og fuldt Maade« dvs. med Byens rette Pottemaal, der hang i en Jærnkæde ved Raadhusets Dør og i Folkemunde kaldtes Bi­ skop Absalons Pottemaal, samt fuldt Maal. Og han begynde ejheller at tappe af noget Fad, før dette er synet af Kongens Foged og Magistraten, og Accisen deraf betalt. Men den vigtigste Bestemmelse var dog vist den, at der skulde ydes hver at Borgmestrene to Stob Vin og Kongens Foged lige saa meget, l i de var sikkert ikke ukyndige og lod sig ikke byde ringere Vare, end de synes om. Og det var endelig dem og — fra 1458 — Raadmændene, der skulde bestemme Prisen paa Vin saa vel som paa fremmed 01, Bagernes Brød og andet mere. Det bad eller den lønde, som »opstinges og afsælges uden Fogdens, Borgmestres og Raads Villie og Vidskab«, skulde være forbrudt til Kongen og Staden. Fra gammel Tid synes Magistraten at have haft Privilegium paa at holde Øl­ salg i Byens Raadhuskælder, »Stadskælderen«, hvor man kunde hente 01 i Kander. Ti Borgerne maatte nok hjemme i deres Huse skænke 01 til siddende Gæster, men de maatte ikke sælge ud af Huset. Det varede ikke længe, inden Magistraten tik

ikke passende at lægge ind paa et offentligt Sted. De blev anbragt hos forskellige af By­ ens gode Borgere, — oftest hos Carl v. Mandern — helst saa­ danne som selv havde rejst og set sig om i Verden, og som vidste, hvordan slige Folk skul­ de behandles. Russiske Sende­ mænd dannede dog en Und­ tagelse. De var saa ucivilise- rede, at det kneb med at faa dem lagt ind hos private Folk. De kunde faa Lov at gaa paa Gæstgivergaarden, hvor man var vant til at have med alle Slags Folk at bestille. I det foregaaende Aar- hundrede havde »Okseko­ pen« dvs. Oksehovedet paa Østergade, nuværende Nr. 52, samt »Lybske Herberg« paa Amagertorv, nuværende Nr.

FINNERNES LOSSEPLADS I DEN GAMLE HAVN - BØRSEN OG DE SEKS SØSTRE

14, været Byens fineste Hoteller. Ved Siden af at tjene Rejsende til Ophold og Bolig benyttedes Gæstegaardene dengang paa en Maade, som man nu ikke kender, nemlig som en Slags Gældsfængsel for adelige Skyldnere. Naar det gjaldt Rigens fri Stand brugtes nu ikke et saa tælt Ord som Gældsfængsel, — det var kun Borgerlige, der kom i Gældsfængsel. En Adelsmand derimod, som ikke i rette Tid opfyldte sine b oi pligteiser, maatte etter foregaaet »Indmaning« holde et »ærligt, adeligt og rid- deiligt Indlager«, dvs. lægge sig ind i et bestemt angivet Hus og forpligte sig til ved Æresord at blive der paa egen Bekostning, indtil Gælden var betalt. I København synes det særlig at have været de to Herberger »Oksekopen« og »Lybske Herberg«, der blev benyttet til dette »Indlager«. Allerede 1556 havde Kongen, eftersom »mange Indlændiske og Udlændiske un­ derstod sig til at købe og handle, laane og borge og ikke agtede at betale, om de end af Retten var dømt dertil«, befalet, at der skulde indrettes et Gældsfængsel til O

i

Made with