591771124

ex L I B R I. S

K Ø B E N H A V P A A D H U S B IBL IOTE K

EH

GRUNDTV IGS K I RKE

D EN N E BOG ER U DG I V E T

MED T I L S K U D OG

FRA T U B O R G F O N D E T B I KUBEN

Forsidebillede: Grundtvigskirkens tårn

GRUNDTVIGS KIRKE

REDI GERET AF PROVST JENS J EL S BAK

UDGI VET AF GRUNDTVI GSKI RKES MENIGHEDSRÅD I ANLEDNI NG AF K I RKENS 5 0 ÅRS JUBI LÆUM DEN I I. DECEMBER 1977

K Ø B E N H A V N K R O H N S B O G T R Y K K E R I 1977

Jens ] elsbak G R U N D T V I G S K I R K E er sat med Intertype Baskerville og trykt i Krohns Bogtrykkeri, København. Papiret er 130 g Thai-cote fra De forenede Papirfabrikker De fotografiske nyoptagelser er udført af Nina Dahlmann Olsen side 18, 19, 20, og Ole Woldbye omslag og side 13, 15, 17, 22, 23, Grafisk tilrettelægning Olaf Lambaa © Krohns Bogtrykkeri 1977

ISBN 87-87526-02-6

FORORD

Inden vi fik begyndt på dette festskrift i anledning af 50-året for tårn­ kirkens indvielse til kirke for det ny Bispebjerg sogn, tænkte jeg en del over, om nu også situationen kunne bære et sådant skridt. Og så kan det jo gå sådan, at pludselig er det helt klart, at dette skrift skal ud. Det skal ud netop nu, hvor der endnu er mange, der har fulgt med hele tiden. Mange der har levet med i Grundtvigskirkens mange store dage gennem årene. Disse mennesker findes over det hele land. I en sjælden grad blev der levet med, når det var grundstenen der blev nedlagt, når tårnkirken indviedes, når kransen blev hejst på den store kirke, når kirken blev indviet, som et lyspunkt i den mørke tid under krigen. Vi er fulde af taknemmelighed over den medleven, vi har stået overfor, og stadigvæk mærker. Vi takker alle de mange, der har været med til at bære denne kirke frem. Tak til Hanne og Jan Garff, der satte os i forbindelse med Krohns Bogtrykkeri og med direktør Olaf Lambaa, der har været os en god og meget kyndig vejleder. Ligeledes en hjertelig tak til den unge kunsthistoriker, mag. art. Nina Dahlmann Olsen, der har skrevet om selve kirkebygningen. På dette sted skal også lyde en varm tak til Tuborgfondet og Bikuben for uvurderlig støtte til udgivelsen af denne bog. Og endelig en tak til folk på Bispebjerg for de gode kår, man har givet os at virke under i disse 50 år. Jens ] elsbak.

Tårnkirken, fuldført 1927.

GRUNDTVIGS K IRKES TILBLIVELSE

Grundtvigskirken, som ligger på det højeste punkt på Bispebjerg, blev opført i to etaper. Først tårnet fra 1921-27 og derefter skibet i årene 1928-40. Kirken er bygget af P. V. Jensen Klint (1853-1930) og ef­ ter ham blev den fuldført af Kaare Klint (1888-1954). Kirkens forhistorie tager udgangspunkt i Rasmus Bøgebjergs por­ trætstatue af Grundtvig udført i gips, der var udstillet på Charlotten- borgs forårsudstilling i 1905. Statuen forestillede Grundtvig, der sad i en stol og iagttog lærken, der stod på hans venstre hånd. I 1908 dannede Jens Nørregaard en komite med henblik på at få denne statue støbt i bronze og opstillet i Kongens have. Men for at forhindre dette tog Sigurd Muller i 1912 initiativ til at danne en ny komite, der ville tilvejebringe et mindesmærke over Grundtvig ved at udskrive en konkurrence. Indleveringsfristen hertil var d. 1. oktober 1912. På et fotografi i Politiken d. 12. oktober ses de fire præmierede pro­ jekter. De var udarbejdede af P. V. Jensen Klint og Ivar Bentsen, Niels Skovgaard,, Aksel Ekberg og Johannes Krag. Der blev ikke ud­ delt nogen første præmie. P. V. Jensen Klint og Ivar Bentsen havde fået præmie for en model til et grundtvigskapel. Det var en lille kvadratisk bygning konstrueret i form af et krydshvælv, som kendes fra landsbykirkerne. Midt på hver side var der en rundbuet åbning og inde i kapellet stod en brønd med springvand. På hvælvingerne stod teksten til nogle af Grundtvigs sal­ mer indskrevet. Foruden modellen havde de også indleveret en tegning hvor kapellet var sat i forbindelse med Vartov ved en murbue over Farvergade. Projektet med murbuen er gengivet i Forskønnelsen 1912 p. 85, og også i Arkitektur 1963 p. 42, men med forkert datering. I Forskønnelsen blev det foreslået at P. V. Jensen Klint og Ivar Bentsen skulle arbejde videre på deres projekt og opstille en statue i kapellet. På Samlingen af Arkitekturtegninger på Charlottenborg 7

findes nogle tegninger der viser, at de har fulgt dette forslag. På en af tegningerne med påskriften første udkast, underskrevet af P. V. Jensen Klint og Ivar Bentsen er kapellet fra konkurrencen blevet forenklet og har fået indsat døre og inde midt i er der opstillet en portrætstatue af Grundtvig. Af teksten på tegningen fremgår det, at det var et grav­ kapel, der skulle ligge på Bispebjerg Kirkegård. Tegningerne med kapellet og statuen blev udgangspunkt for et projekt, som P. V. Jensen Klint sendte ind til den følgende konkurrence. Da den første konkurrence ikke havde fået et entydigt udfald, og da der fremkom nye ønsker om at få Bøgebjergs statue opstillet (det lyk­ kedes ikke), og Bøgebjerg endog havde udgivet et skrift med titlen: Til belysning af striden om min Grundtvig-statue, blev det besluttet at udskrive en ny konkurrence. Indsendelsesfristen var denne gang d. 30. november 1913. De to projekter, der vandt konkurrencen blev offentliggjort i Politi- ken d. 12. december. Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen fik første præmie for et grundtvigmonument, der var tænkt opstillet i Sønder­ marken, og P. V. Jensen Klint fik anden præmie for en grundtvig- mindehal ved Vartov. Niels Hansen Jacobsens projekt i keramisk udførelse findes nu i Vejen Museum. Det viser Grundtvig, der sidder i en stol, og løfter højre hånd og skygger for øjnene skuende frem for sig. Han er anbragt på en forhøjning i form af et omvendt V med siksak linier, som bliver båret af 8 giganter. Monumentet skulle opstilles overfor Frederiksberg slot med front mod Roskildevej. P. V. Jensen Klint havde indsendt 3 projekter til konkurrencen. Det præmierede projekt var en tegning til en Grundtvig mindehal ved Vartov. Dette projekt adskilte sig fra det, der var sendt ind til den første konkurrence på flere måder. Mindehallen var igen en kryds­ hvælvskonstruktion, men på hver side var der udbygget en apsis, så formen var blevet beriget og inde midt i stod en monumentalstatue af Grundtvig. Hvordan statuen kunne have virket på beskueren, hvis projektet var blevet udført, kan man læse i et brev til P. V. Jensen Klint skrevet af Kaare Klint i 1915 fra Java, hvor han fortæller om et besøg i Borobu- dur: I den store topstupa her findes det eneste rum i templet, men det 8

P. V. Jensen Klint: Grundtvigs kirke og klokketårn. Konkurrenceprojekt 1913.

er lukket fuldstændigt og indemuret, der sidder den sidste buddha, fremtidens buddha. Ved restaureringen af templet fandt man rummet og ham, han sad som din grundtvigstatue ensomt midt i rummet var ikke helt fuldført, fordi om fremtidens buddha ved man intet. (Til­ skueren 1939 bd. II p. 454). Det andet konkurrenceprojekt P. V. Jensen Klint indleverede var til en triumfbue i Søndermarken. Det tredje og sidste projekt han indsendte var til et stort tårn kaldet Grundtvigs klokketårn med en tilhørende kirke, der skulle ligge på Christianshavns vold (gengivet i Forskønnelsen 1913 p. 94). Det er dette projekt, der danner udgangspunkt for den senere byg­ gede kirke. Det har relation til et konkurrenceprojekt til en kirke i År­ hus i 1913, som P. V. Jensen Klint havde givet navnet Tveje Års, efter den tvedelte tårngavl. På sin 60-års fødselsdag fik P. V. Jensen Klint at vide at han kun havde fået 3. præmie pga. at garderobeforholdene var uheldige. Men i 1918-19 byggede han Fredens kirke på Skibhusvej i 9

Odense, som er en formindsket udgave af Tveje Års. P. V. Jensen Klint kaldte selv kirken i Odense for Skt. Hans Tveje. I skuffelse over ikke at have vundet konkurrencen i Århus cyklede han en lang tur, og undervejs tog Grundtvigskirken form i hans tan­ ker: Den store kirke er treskibet, følgelig må også dens tårn være tre­ delt. Midttårnet størst ligefor hovedskibet og de to mindre (tårne) ligefor sideskibene. Konkurrenceprojektet i g i 3 Tegningerne til Grundtvigs klokketårn og kirke fra 1913 og tegnin­ gerne til den endelige kirke er gengivet i Jacob Marstrands bog: Grundtvigs Mindekirke, 1932. På 1913 projektet er tårngavlen tredelt med blændinger og kam­ takker på for og bagside. Blændingerne er kortest i midten af gavlen, derefter bliver de længere i faldende rytme ned mod sideskibenes yder­ sider. I midttårnet er den nederste del af blændingerne åbne ind mod de 5 klokker bagved. Under midttårnets blændinger ses en cirkulær fordybning. Sidetårnenes blændinger er lukkede. På ydersiderne af tårnet er der 3 vinduer på hver side af vindeltrappen, der er omsluttet af et tårn. Våbenhuset har en trappegavl med blændinger. Dets tre dybt lig­ gende døre er bemærkelsesværdige. Midterdøren, der er den største, har en rundbueindramning, men over de to sidedøre er rundbuen trukket skæv, således at man kun ser en del af rundbuen og indram­ ningen, resten forsvinder ind mod siden mod midterportalen. Desuden flugter sidedørenes kanter der vender ind mod midterdøren, med midtertårnets sider. Våbenhuset virker på denne måde smallere, og der er opstået en fin perspektivisk virkning. Kirken er treskibet og har 9 fag med krydshvælv og pillerne mellem fag nr. 2 og 3 i midterskibet fra vest er dobbelt så store som de øvrige. Sideskibene har halvrunde afslutninger. Udvendig er skibet dækket af et saddeltag, der ved koret deler sig og går ned og dækker sideskibenes hvælv. Langs sideskibenes sider er der på hver side 3 udbygninger,

hvoraf den midterste springer frem. Alle udbygningerne har en tve­ delt gavl med kamtakker og blændinger. Omkring koret står 4 støtte­ piller. Kirkeprojektet er i sit formsprog tydeligt inspireret af danske mid­ delalderkirker. Ivar Bentsen har karakteriseret tårnet således: Dette prægtige danske kirketårn er det rette Grundtvig-monument, det er et mindesmærke i Skjalmhvide-sønnemes ånd. Men selv om Niels Hansen Jacobsen havde vundet første præmie, blev komiteen med N. V. Dorph som fortaler, efterhånden mest stemt for at opføre P. V. Jensen Klints Grundtvigs klokketårn og den til­ hørende kirke. I første omgang kun tårnet alene af økonomiske hensyn, så kunne skibet tilbygges senere. Der blev nu bevilget et beløb til udførelse af en model af hele kir­ ken. Den er i dag opbevaret i kirken. Den blev i 1916 udstillet i Råd­ hushallen. Men der gik et stykke tid før byggeriet blev igangsat, og der var flere problemer der skulle løses. Hvor stor skulle fagdelingen være? Hvilken farve skulle kirken have? og hvor skulle den ligge? Kirkens fagdeling, dvs. afstanden fra pillecentrum til pillecentrum i længderetningen var i 1913 projektet 7 alen, i et andet forslag var afstanden 8 alen, men til sidst blev det besluttet at den skulle være 5,5 meter. Midterskibets bredde blev 1o meter, og sideskibene er kva­ dratiske med sicjen 5,5 meter. Kirkens farve voldte også problemer. Modellens facade er hvid, og P. V. Jensen Klint havde oprindelig tænkt sig at kirken skulle være hvidkalket, fordi det ville passe til dens placering på Christianshavns vold. Men til sidst blev det bestemt at anvende den samme type hvid­ gule mursten med en svag rød flamme, som P. V. Jensen Klint havde brugt til kirken i Gedser (1914-15). Der blev foreslået mange steder, hvor kirken kunne ligge, f. eks. Kalvebod bastion på Christianshavn, ved østbanegården, og i Jylland på Dybbøl. Men i 1918 foreslog Charles I. Schou at placere den på det højeste punkt på Bispebjerg, omgivet af en boligbebyggelse, der skulle opføres samtidig med kirken. Københavns kommune skænkede grun­ den. I 1920 blev det besluttet at tårnet skulle opføres.

TÅRNKIRKEN

D. 8. september 1921 blev grundstenen til tårnet nedlagt. Indvielsen fandt sted d. 11. december 1927. Tårnet virkede herefter som kirke indtil opførelsen af skibet var tilendebragt. I forhold til projektet fra 1913 er der ændret forskellige detaljer i tårnbygningen, men helhedsindtrykket er det samme. Tårnet blev bygget først og derefter våbenhuset. Tårnet er igen tredelt med kamtakker og blændinger på for og bagside, der i deres opbygning kan minde om et orgel. Kamtakkernes omrids danner en konveks bue. Blændingerne er nederst gennembrudt både i midter­ tårnet og sidetårnene, og der er indsat jalousi, der står åbent ind mod den store klokke. I midtertårnets vestside under blændingerne ses en cirkelrund for­ dybning. På sidetårnenes ydersider er der 4 vinduer på hver side af vindel­ trappen, der er omsluttet af et tårn. De nederste vinduer er tredelte og 17 ruder høje, de giver lys ind til kirkerummet. Vinduerne derover er til pulpiturerne, og de sidste vinduer hører til klokkerummet. Vindeltrapperne er bemærkelsesværdige. De er opbygget af den samme type mursten, som er anvendt i den øvrige bygning. Men over­ ensstemmelsen mellem murstenen og den snoede konstruktion bevirker at der her er opstået en rumvirkning, som er et af kirkens kunstneriske højdepunkter. I tårnets højre hjørnekvader er der mod vest indridset et hjulkors med årstallet for grundstensnedlæggelsen 8-9-1921 og rundt om hjør­ net er der et hjulkors med Grundtvigs fødselsdag 8-9-1783. Våbenhusets gavl adskiller sig fra projektet ved en forskellig ud­ formning af blændingerne. Det blændingsmønster, der er brugt, min­ der om det, der er på Fredens kirke i Odense. Ligesom på 1913 pro­ jektet har de tre døre perspektivisk virkning. P. V. Jensen Klints monogram og årstallet 1927 er indskrevet i den store halvrunde trinsten foran midterdøren.

12

Kamtakker og blændinger i tårn og sidegavle danner en kraftfuld kontrast.

l 3

Tårnkirken bestod af to hvælvingsfag og gjordbuerne bag det sidste par piller var tilmurede, og dannede en altervæg, der senere blev fjer­ net. På ydersiden af denne mur var der gjort klar til skibets hvælvin­ ger ved udmuringer. I det indre er der gule klinker på gulvet i samme farve som mur­ stenene. Under sideskibenes hvælv er der pulpiturer. Af tårnkirkens inventar kan nævnes alteret, der var opmuret og stod i en rundbuet niche. På alteret stod en stor syvarmet lysestage af smalt forgyldt egetræ, den er stadig opbevaret i kirken. Over den opmurede prædikestol, som vender på langs med midtergangen er ophængt en ottekantet lydhimmel med tekst af P. V. Jensen Klint: „Læs ordet, som står skrevet, men vidn hvad du har levet“ . P. V. Jensen Klint havde også tegnet stolestader af træ. Våbenhuset er aflangt, og virker lille, da det er holdt i menneskelige proportioner, i forhold til det store kirkerum. Meget af pladsen er optaget af midterdørens brede murindramning. Øverst er der bjælke­ loft. Ved muren ind mod kirkerummet står et vinløvskrusifiks i træ tegnet af P. V. Jensen Klint. Det var en korstype han ofte tegnede til altrene i sine kirker. I muren ved midterdøren er P. V. Jensen Klint og hans hustrus urner indmurede, og der er ophængt kranse med evighedsblomster. I anledning af tårnkirkens indvielse skrev Ivar Bentsen: Den hvid­ gule mursten, der i det ydre allerede er vejrslået, men i det indre vil blive stående ren og skær er det overalt synlige materiale i gulve, væg­ ge, piller, hvælvinger i prædikestol, alter, i de konkylieagtige vindel­ trapper. Denne ubrudthed i stoffet giver huset en helhed, der næsten fornemmes som en tone, en stoflig klang, det brændte lers.

14

Højkoret med de diagonalt stillede og gennembrudte stræbepiller.

!5

SKIBET

Hurtigt efter at tårnet var indviet påbegyndtes opførelsen af skibet, og den endelige indvielse fandt sted d. 8. september 1940. Efter P. V. Jensen Klints død i 1930 overtog hans søn Kaare Klint fuldførelsen af byggeriet. Skibet, der blev bygget til tårnet fik 8 fag med krydshvælv, så kirken ialt har 10 fag, til forskel fra 1913 projektet, der kun havde 9. Der er også andre forskelle i planen mellem 1913 projektet og den endelige kirke. Pillerne mellem tårnkirken og skibet er føjet ind i hin­ anden så de virker som dobbeltpiller. Det samme er tilfældet med pillerne mellem skib og kor. Sideskibene afsluttes i en niche. Hvælvin­ gerne i midterskibet er lige høje (21,96 meter) gennem hele kirken. Øverst springer gjordbuerne to sten frem. Sideskibenes hvælv er lavere (14,07 meter). I anledning af skibets rejsegilde i 1933 holdt Kaare Klint en tale for håndværkerne, hvor han bl. a. sagde: „Fra kryptens rødder under jorden har vi set de store murpiller gro, og for hver dag haft en stigen­ de glæde ved synsflugten ned ad de lodrette false. - De fint slebne sten har muliggjort en præcision, som vel aldrig før er præsteret i murværk, og dog er der ingen hårdhed over stoffet; „bestemt men blødt", var et udtryk som min far yndede. —Det første skud på disse mægtige stam­ mer oplevede vi ved sideskibenes buer. Derefter steg de atter lodret op for til slut at forgrene sig helt i hovedskibets skjoldbuer. De store gjord­ buer har vi endnu til gode, de gror bedst uden frost og regn - De husker hvor fint alle disse utallige sten føjede sig efter spidsbuens form, hver sten blev rettet efter ledesnor, og hver bue havde mange centre og i kirken er der mange bueformer". Over, og udfor sideskibene, er der fra tårnkirken og 6 fag ned pul­ piturer. På dette stykke virker kirkerummet bredere, som om der var 5 skibe. Koret er femsidet og har en koromgang med galleri i samme højde

16

Fra granitsoklen hæver sig det lydefri murværk. Stræbepillerne dækkes foroven af gule klinker. De høje slanke vinduer er tilbageliggende i dybe false og afslut­ tes i knækkede spidsbuer.

og med samme type rækværk som pulpiturernes. Derunder er der mel­ lem hver af pillerne to rundbuer og nederst et rækværk, af samme udformning som det på galleriet foroven.

*7

Skibet set fra tårnkirkens pulpitur.

Vinduerne i koret er højere end de øvrige vinduer i kirken. Murstenenes forbandt er to løbere og en binder, hvor binderne først i hvert tiende skifte er placeret over hinanden (K. Millech, Hvem byg­ gede hvad. 1968 bd. I p. 230). Murstenene er også lagt i 4 mønster­ bånd med lige stort mellemrum. Mønstrene er forskellige og mur­ stenene står på højkant og vender henholdsvis fladen eller siden ud. Første mønsterbånd løber fra gulvet og 5 skifter op, derefter er der to mønsterbånd hver på 2 skifter henholdsvis udfor vindusrude nr. 3 og 12 talt fra neden og op. Det øverste mønsterbånd løber under tårn-

18

Prædikestol med ottekantet lydhimmel.

kirkens pulpiturrækværk og fortsætter langs midtskibet, det er på 5 skifter. I pillerne er der tre bånd med mønstre. Det er Kaare Klint, der har tegnet det meste af inventaret i kirken: alteret, prædikestolen, kororglet og stolene. Alteret er et opmuret bord, båret af 4 piller der går på tværs af bredden og åbner sig mod hinanden. På alteret står en syvarmet lyse­ stage, tegnet af P. V. Jensen Klint i samme udformning, som den der oprindelig stod i tårnkirken, blot i piindre størrelse. Prædikestolen og dens ottekantede lydhimmel er vendt ud mod

19

Muret hvælv i søndre sideskib.

midtergangen. Prædikestolen er også opmuret og dens murmønster i soklen virker krystallinsk. Murstenene er her som i P. V. Jensen Klints vindeltrapper, brugt som et udtryksmiddel hvor materiale og konstruk­ tion danner en enhed. Lydhimlen af træ er ophængt således at dens kantede form understreges. Foran prædikestolen står døbefonten, den er udført efter model af P. V. Jensen Klint, og stammer fra tårnkirken. Kororglet, der er ophængt udfor det nordlige sideskibs sidste pulpi­ turfag, er også tegnet af Kaare Klint. Stolene medvirker til at kirkerummet føles lyst og let. Hver stol har salmebogshylde og hattesprosse. Stolene er stillet på række ved hjælp af tværstænger. Kaare Klint blev en gang spurgt: Deres opgave her - har det kun været at fuldføre noget, som fra Deres fars hånd var tilrettelagt i alle enkeltheder? „Kun“ , svarede Kaare Klint „Ja jeg har ganske vist set en udtalelse af et komitemedlem, som mener, at jeg kun har tegnet prædikestolen og alteret. Men det er nu ikke rigtigt. Naturligvis går man ikke her og arbejder i io år for så lidt. I virkeligheden har

20

Kirken set fra sydøst.

jeg lavet omtrent lige så mange detaljetegninger som far, det havde far nu også forudset, og for eksempel alt inventaret, stolene, orglet havde han fra begyndelsen regnet med, jeg skulle lave. Selvfølgelig er Grundtvigskirken min fars værk, og jeg har i et og alt gjort som jeg tænker mig han selv ville have gjort“ . Af øvrigt inventar i kirken kan nævnes skibsmodellen, der hænger i søndre sideskib.

22

Stræbepillernes højde understreger den lave omkringliggende bebyggelse.

I 1965 fik kirken et nyt orgel, det fylder næsten hele midterskibets vestvæg. Det er tegnet af Esben Klint, der også har tegnet sanger­ tribunen i nordre sideskib og lysekronerne. Man kommer op til orglet ad en trappe af træ i våbenhuset. Skibet adskiller sig udvendig fra 1913 projektet især i tagformen. Skibets tag er todelt og mellem den øvre og nedre del med røde tegl­ sten, er der et smalt skifte af gule mursten. 23

Ellers er der ikke forskelle i skibets ydre i forhold til 1913 projektet. For foden af kirken er en granitsokkel. Bag tårnet ud for sideskibene er der tre udbygninger hvoraf den midterste med to indgangsdøre sprin­ ger frem. De krones af tre tvedelte gavle, der hver spænder over 2 fag vinduer. Gavlene har kamtakker og blændinger. Mellem vinduerne og langs siderne er der støttepiller, som har tre affasninger, der er dækket af gule mursten. Omkring koret er støttepillerne fritstående og den øverste del, der er tegllagt skråner i vinkel med taget. Men støttepillerne når kun op til et par skifter under tagkanten. Under kirken dvs. kun under koret og de følgende 4 fag er der en krypt, der også er opmuret og overhvælvet i gule mursten. P. V. Jensen Klint har ladet sig inspirere af mange danske kirker til udformningen af Grundtvigskirken. Tårnets kamtakker danner visuelt et omrids af en bue, der har en storslået virkning, betragtet tæt på set fra siden og op. Ideen hertil er hentet fra Tullebølle kirke på Lan­ geland. Skt. Maria kirke i Helsingør har tre skibe under et tag, og Grundtvigskirkens skib har fået form herfra. Skibets todelte tag, og korpartiet minder om Skt. Peders kirke i Næstved. De tre gavlpartier ved sideskibene har oprindelse i Præstø kirke, men de tvedelte gavle har rødder tilbage til tårngavlen på projektet til Tveje Års og Fredens kirke i Odense. P. V. Jensen Klint har benyttet flere gentagelser fra sit øvrige byg­ geri til Grundtvigskirkens inventar. Det ses f. eks. i lysestagen, vinløvs- krusifikset og dørgrebene. Den syvarmede lysestage er fast inventar i alle P. V. Jensen Klints kirker. Vinløvskrusifikset ses indtegnet på tegninger til et konkurrencepro­ jekt til en kirke i Skovshoved 1912, og på tegningerne til Anna kirke i København og Fredens kirke i Odense. Vinløvskrusifikset kan minde om et krusifiks, der er tegnet af Th. Bindesbøll og Joakim Skovgaard i 1888-89. I Grundtvigskirken er der flere forskellige slags dørgreb. Dørgrebet i midterdøren i våbenhuset ses også i Fredens kirke. En anden slags dørgreb i trekantet facon med kugler ved hjørnerne ses også i Anna kirke og f. eks. villaerne på Sofievej 27 i Hellerup, bygget 1896 og på Søbakken 15, bygget 1902.

24

Kirken set fra nord.

Grundtvigskirken er P. V. Jensen Klints hovedværk. Han har ialt bygget 5 kirker. Den første var kirken i Vodskov 1906-1909, derefter kom Anna kirken LBjelkes Allé i København 1911-28, Gedser kirke 1914-15, Fredens kirke i Odense 1918-19 og til sidst Grundtvigskirken 1921-40. Men han har også tegnet mange konkurrenceprojekter som ikke er blevet udført. Første gang P. V. Jensen Klint anvendte motivet med et stort vest­ tårn med foranstillet våbenhus med trappegavl og blændinger er i konkurrenceprojektet til en kirke i Skovshoved, hvor tårnets fire sider dog øverst omsluttede et spir. Dette projekt har mange lighedspunkter med projektet til Tveje Års, det ses især i langsiderne. Grundtvigskirken hører til den gruppe kirker som begyndte med Tveje Års, der senere blev virkeliggjort i Fredens kirke og også et konkurrenceprojekt til Lukas kirken^i Århus i 1919. Mottoet som pro­ jektet til Lukas kirken blev sendt ind under, kan stå som en fælles-

25

nævner for kirkernes gavle: De tvende blev til tre og de trende til en. Det var beklageligt at Lukas kirken ikke blev bygget. P. V. Jensen Klint og Kaare Klint havde ialt kun udført et fælles projekt. Det var et forslag til den danske bygning på den Baltiske ud­ stilling i Malmø i 1914 (projektet blev ikke opført). I Grundtvigskirken har der ikke fundet et samarbejde sted i egentlig forstand, men Kaare Klint har trofast fulgt P. V. Jensen Klints inten­ tioner. Det ses især i murværket og i den ydre udformning. Men i skibets indre kan man tydeligt fornemme, at det er Kaare Klint der præger det, og resultatet er blevet bemærkelsesværdigt vellykket. Rundt om Grundtvigskirken ligger en boligbebyggelse, der også er teg­ net af P. V. Jensen Klint. Bebyggelsen består af lange længer i 2-3 etagers højde, der er opført i gule mursten og med mansardtag i røde tegl. Gavlene er typiske eksempler på P. V. Jensen Klints murstens­ ornamentik. Bebyggelsen blev planlagt i 1918, efter at spørgsmålet om Grundt- vigskirkens placering var afgjort. Først blev der tegnet en gadeplan, hvor bebyggelsen var anbragt symmetrisk omkring kirken, og på hver af kirkens langsider var der en åben plads. Men denne plan blev ændret, og der er nu kun en åben plads på nordsiden. Charles I. Schou og G. Gøssel havde det tekniske og økonomiske an­ svar for bebyggelsens opførelse. Byggeriet blev påbegyndt i 1921 kort før grundstensnedlæggelsen til tårnkirken, og det stod færdigt før tårnkirken. Grundtvigskirken har med denne bebyggelse fået samme præg som de store udenlandske katedraler fra middelalderen, der er omgivet af en tæt, lav bebyggelse. Gavlene på husene på hver side af vejen, der fører op til kirken har kamtakker og blændinger, der minder om tårnets. På denne måde er der skabt en arkitektonisk forbindelse og overgang til Grundtvigskir­ ken. Nina Dahlmann Olsen. *

26

ORGELERNE I GRUND TV I G S KIRKE

De færreste danske kirker har to orgeler, og endnu færre har to instru­ menter af så fremragende kvalitet som Grundtvigs Kirke. Men i tårn­ kirkens tid, fra 1927 til 1940, stod der dog et meget mådeligt orgel på det sydlige tårnpulpitur - det som man kan se fra gulvet, når man lægger nakken helt tilbage. Det blev bygget til kirken af orgelbygger­ firmaet Marcussen & Søn i Aabenraa i en tid, hvor orgelets klangideal var symfoniorkestrets, og hvor mekanikken i sådan en spillemaskine rummede smarte og billige patenter, der dog havde den ulempe, at man ikke kunne spille præcist og klart på instrumentet. Tretten lange år skulle der gå, før resten af kirken blev indviet og kirken fik sit lille orgel på nordvæggen. Tårnorgelet blev flyttet til den nye Vigerslev Kirke, hvor det stod i en årrække, inden det blev hug­ get op. Et sidste minde om det finder man - overraskende nok - på villaen GI. Hellebækvej 17 i Helsingør, hvor der ud mod vejen sidder et relief forestillende det gamle orgel. I huset bor Helsingørs domorga­ nist, der førhen var organist i Vigerslev, hvorfra han har dette relief. Det var længe at Vente tretten år på at få en afløser for tårnorgelet. Bagefter kan man se, at det var et held, at der gik så lang tid. For netop i disse år skete der store omvæltninger i dansk orgelbyggerkunst, især hos Marcussen & Søn, der leverede nord-orgelet i 1940. Man havde indset, at orgelbygningskunsten måtte væk fra den vej, der i værste fald førte til kinoorgelet, og man forstod, at vejen frem var at se tilbage. Baroktidens orgel blev det nye ideal, et instrument hvor hver pibe og hver del af orgelet skulle have en betydning i sig selv og samtidig være et naturligt led i en kunstnerisk helhed. Første klasses håndværk og streng kunstnerisk disciplin var nødvendige forudsætnin­ ger. I 1930’erne byggede Marcussen & Søn en række gode orgeler, i hvilke de nærmede sig de nye idealer i stadig højere grad (Nikolaj Kirke i København, Ribe Set. Catharinæ, Lunds Domkirke, Goteborg

27

Koncerthus, Horsens Klosterkirke og Kerteminde Kirke). Man havde nu dels gjort så mange gode erfaringer og dels endnu så megen pioner­ ånd, at det såkaldte kororgel kunne blive et virkelig godt musikinstru­ ment, hvilket da også i høj grad lykkedes. Men det blev også noget at se på. Kaare Klints navn er uløseligt knyttet til begrebet Danish design indenfor international møbelkunst, og nord-orglet i Grundtvigskirken er på en måde et af hans mest vel­ lykkede „møbler“ og det smukkeste af hans orgeler. Han ville ikke kun tegne en pæn kasse til at stille orgelpiberne i, men skabe et synligt bil­ lede af den klanglige idé med orgelet. Han gik uhyre grundigt til værks og satte sig nøje ind i målene på piber og luftkanaler og i konstruktio­ nen af den indviklede mekanik, der forbinder tangenterne med de ven­ tiler, som lukker op for luften til de enkelte piber. Piberne står i rækker med én, sommetider flere piber for hver tan­ gent i klaviaturet; en sådan række kaldes en stemme. Hver pibe har kun én tonehøjde og styrke, og for at kunne skifte klang og styrke har man flere sådanne stemmer stående i geledder bag hinanden. Orgel­ spilleren vælger ved hjælp af registertræk - nogle vandrette stokke, der stikker ud af orgelet ved siden af klaviaturerne - hvilken stemme eller hvilken kombination af stemmer, der skal klinge, når han spiller. Stemmerne samles i grupper forskellige steder i orgelet. Hver grup­ pe kaldes et værk og spilles med sit eget klaviatur. Hvert værk er på en måde et instrument for sig selv med sin egen klangkarakter og sit eget navn. Men naturligvis afstemmes de klangligt efter hinanden, så de både kan supplere hinanden og smelte sammen i én stor orgelklang. I Grundtvigskirkens nord-orgel er der tre sådanne værker, benævnt Rygpositiv, Hovedværk og Pedal. Rygpositivet er den kasse, der er nærmest beskueren i kirkerummet og har sit navn, fordi den er place­ ret bag organistens ryg. Hovedværket er den store kasse, der hæver sig op bag Rygpositivet; navnet antyder, at det er det vigtigste af or­ gelets tre værker. Rygpositiv og Hovedværk ligner hinanden ret me­ get; kun er Rygpositivet spinklere og finere i tonen. Kaare Klint har ladet de to værker ligne hinanden også af udseende som to brødre, en stor og en lille. Begge er inddelt i syv felter med tre piber i hver, und­ tagen midterfeltet med dets seks piber. Kassens højde er i hvert felt bestemt af den største pibes længde, sådan at der opstår en trappeagtig

28

af Nord-orgelet. Tegnet af Kaare'Klint og bygget i 1940 Marcussen & Søn, Aabenraa.

29

virkning. De største felter står yderst, så at det blide lys fra nordvin­ duet kan strømme ind i midten og forskønne indtrykket. Den lette og opadstræbende virkning af den dejlige facade fremhæves ved, at pibe­ fødderne - det nederste af piben, op til tværspalten - er proportionale med den klingende del af piben, fra tværspalten og op, således at de største piber bliver løftet højest op af deres længere pibefødder. Hele orgelets facon, der er smallere forneden end foroven, er inspireret af gotikkens orgelfacader. På siderne sidder store døre, der kan lukkes hen foran Hovedværk og Rygpositiv; normalt er de åbne og forstærker dekorativt facadens idé spejlvendt udefter. Hovedværk og Rygpositiv spilles på hver sit klaviatur - man kalder dem manualer - anbragt over hinanden. Pedalet, som er orgelets tredie værk, spilles med et pedal-klaviatur, der ligger på gulvet under organistens bænk og har så brede tangenter, at de kan spilles med fødderne. Pedalet spiller ofte de dybe toner; dets piber er her anbragt

inde i Hovedværket, usynlige nede fra kirken. Stemmerne i nord-orgelet fordeler sig sådan:

Pedal Subbas 16’ Dolcian 16’

Rygpositiv Gedakt 8’ Prestant 4’ Rørfløjte 4’ Quintatøn 2’ Scharf II Krumhorn 8’

Hovedværk Principal 8’ Nathorn 8’ Oktav 4’ Quint 2%’ Oktav 2’ Mixtur IV

Bordun 8’ (transm.) Oktav 4’ (transm.) Kobler: P/H P/R H/R

Hele orgelhuset, som man kalder den ydre kasse, er det fineste sned­ kerarbejde i egetræ. Det er høvlet, men ikke pudset, fordi det skarpe høvlskær giver en blankere og smukkere overflade end sandpapiret. Alt håndværk i orgelet er af udsøgt kvalitet. Piberne i facaden er lavet af såkaldt orgelmetal, en legering af tre dele tin og én del bly. Piberne bag facaden er lavet af forskellige materialer - orgelmetal, kobber, træ - og har forskellige størrelser og faconer. Det lille nord-orgel er et dejligt instrument, dels fordi enhver af dets fjorten stemmer i sig selv er vellykket og karakteristisk, dels fordi næsten enhver kombination af stemmerne er god og helt forskellig fra de andre. Skønt det er et for­ holdsvis lille orgel, kan det derfor med sin ædle klang spille mange flere slags musik, end man skulle vente af så beskedent et instrument. 3 °

Vest-orgelet. Facaden er tegnet af arkitekt Esben Klint. Orgelet er bygget i 1965 af Marcussen & Søn, Aabenraa.

På den anden side er det ikke tilstrækkeligt i alle situationer. Dets lidt akavede placering i rummet giver akustiske problemer; fuldt ud­ bytte af det får man i virkeligheden kun i den del af kirken, der er ud 31

for orgelet, over mod præsteværelset. Desuden vil et orgel på fjorten stemmer aldrig kunne være nok til det meget store rum, og selv om det den dag i dag gør god fyldest ved visse gudstjenester og koncerter, indså man tidligt - før nord-orgelet blev bygget - at kirken også måtte have et stort orgel, akustisk rigtigt anbragt på vestvæggen. Først i 1965 kunne man ved 25-års festen for den færdige kirkes ind­ vielse tage vest-orgelet i brug, det tredie som Marcussen & Søn byg­ gede til kirken. Det er et instrument af en helt anden karakter, et stort katedralorgel med en bred og majestætisk klangfylde, der forbinder sig med den vældige akustik på en så sund og naturlig måde og i et så­ dant overdådigt format, at man her har så gode muligheder for at spille visse dele af orgellitteraturen som kun få andre steder i landet. Orgelbyggerne havde naturligvis gjort mange nye erfaringer siden nord-orgelet blev bygget, og selv om baroktidens orgel stadig er et ideal, blev det nye orgel langt mere alsidigt end det gamle. Det er Esben Klint, tredie generation af arkitektfamilien, der har tegnet facaden, og han har givet det store orgel med dets 55 stemmer fordelt på fire manualer og pedal et mere tungt og bredt udseende i overensstemmelse med den grandiose klangkarakter. Han har bevaret idéen med at anbringe piberne tre og tre i pibefelterne, men har und­ gået de skrå, trappeformede linier til fordel for det lodrette og vand­ rette i pibeføddemes ens længde og orgelhusets facon. Nærmest beskueren ses Rygpositivet, der er lige så stort som Hoved­ værket i nord-orgelet og gemmer de mest dagklare og glansfulde stem­ mer. Bagved skimtes, når man står helt oppe i nærheden af alteret, det lille Brystværk med de højeste og spinkleste af orgelets stemmer. Oven­ over det står Hovedværket, som er orgelets solide klangcentrum, og fra hvis underste del de vandrette Spanske Trompeter stikker frem. Øverst i facaden ses de længste af Hovedværkets piber, og inde bag dem skjuler Overværket sig med orgelets mest dunkle og romantiske stemmer. Brystværk og Overværk er forsynet med døre eller jalousier af træ, der kan lukkes og åbnes af den spillende og derved gradvis for­ andre styrken. Pedalets stemmer er fordelt i de to høje Pedaltårne, der flankerer facaden, hver med tre gigantiske piber forrest. Piben længst tilvenstre er Skandinaviens største facadepibe. Det er en såkaldt 32 fods Principal, der er mere end elleve meter lang og har en vægt på

32

omkring 425 kg. Tonen er et subkontra-C, der har 16 svingninger i se­ kundet; det vil sige, at den er helt nede på grænsen for, hvad det menneskelige øre kan opfatte. Den øverste høregrænse nås af piber inde i orgelet, der kun er 9 mm høje og tyndere end en blyant. Vest-orgelets disposition er følgende:

Krumhorn 8’

Skalmeje 4’ Tremulant

H o v e d v æ r k Principal 16’ Oktav 8’ Spidsfløjte 8’

Tremulant

O v e r v æ r k (svelle)

P e d a l

Gedakt 16’

Principal 32’ Oktav 16’ Subbas 16’ Oktav 8’ Gedakt 8’ Oktav 4’ Pommer 4’ Nathorn 2’ M ixtur V I Fagot 32’ Basun 16’ Fagot 16’ Trompet 8’ Trompet 4’ Kornet 2’

Oktav 4’

V iola di Gamba 8’

Nathorn 4’ Quint 2% ’

Rørfløjte 8’ Principal 4’

Oktav 2’

Traversfløjte 4’

M ixtur V I - V I I I Cymbel III Trompet 16’ Trompet 8’ R y g p o s itiv Principal 8’ Gedakt 8’ Quintatøn 8’ Rørfløjte 4’ Oktav 2’ Nasat D/3’ Sesquialtera II Scharf V - V I Oktav 4’

Flautino 2’ Cornet III

M ixtur V - V I Trompet 8’

Obo 8’

Tremulant

B ryst væ rk (låger) T rægedakt 8’ Kobbelfløjte 4’

Principal 2’ Waldfløjte 2’

Kobler:

H/R H/O FI/B

Sivfløjte i ’ Cymbel II

P/H P/R P/O P/B

Regal 8’

Dulcian 16’

Det er et fascinerende syn at se ind i det store orgels komplicerede mekanik med dens virvar af bevægelige dele og at se de 3456 piber stående i rækker bag hinanden på de forskellige etager. Skjult mellem selve orgelet og muren er der stiger og broer, så at man kan komme op til alle steder i orgelet og reparere og stemme piberne. Trods det imponerende stykke håndværk er det dog instrumentets fremragende kunstneriske kvaliteter, der har gjoij det berømt langt ud over lan­ dets grænser.

33

Men indenfor sognet er der et andet af kirkens musikinstrumenter, som er bedre kendt: klokken. Grundtvigskirken har intet klokkespil, og af de fem klokker, som P. V. Jensen Klint havde tænkt sig, blev der kun råd til den største. Men dens kvalitet og forbilledlige ophængning gør dens alvorsfulde og dog feststemte ringen til en daglig glæde for de omkringboende, der giver sig selv ro til at lytte til den. Indskriften lyder: de sm it h s k e s tø b er ier gjorde k l o k k e n til GRUNDTVIGS KIRKE 1 926 / KLOKKER END KIME OG KALDE / KALDE PAA GAMMEL OG PAA UNG / HØIEST PAA SJÆLEN TRÆT OG TUNG / SYG FOR DEN EVIGE HVILE. Af de cirka 700 klokker, som De Smithske Støberier i Aalborg har fremstillet, er denne den største med en diameter på godt halvanden meter. Den har et levende og præcist anslag til forskel fra den skram­ lende lyd, mange andre klokker har; og den, der står oppe ved klokken og trækker i rebet, har til en vis grad mulighed for at variere slaget. Det vældige tårnloft virker som et stort resonansrum, der runder klan­ gen smukt af, før den sendes ud af de fire glamhuller, på samme måde som mundhulen virker som et resonansrum for stemmebåndene. Klok­ ken hænger — som klokker bør — højt over tagene på de omliggende huse, men lyden kommer ikke kun oppefra. Den store klokke får med sin bronzevægt på 2,3 tons hele tårnet med murmasser og fundament til at svinge tonende med. Prøv selv at lægge øret ind til muren, når klokken ringer. Klokken synger sin dybe tone (tonen d’, 290,3 svingninger/sekund) inddelt af de rolige slag. En oktav plus en terts højere oppe høres, når man er i nærheden af kirken, en overtone som en klar fløjten helt uafhængig af slagene. Forholdet mellem disse tre: anslaget, grundtonen og overtonen ændrer sig hele tiden, når man går eller cykler rundt omkring kirken, og den velkendte klokkeklang skifter karakter med afstanden, vindretningen, vejret, frost og varme. Hele tiden ens, hele tiden forskellig. Jo mere man lytter, des mere fortæller den. Redaktionen af dette skrift har bedt mig skrive lidt om Grundtvigs Kirkes organist gennem de første fyrre år. Johannes Viggo Pedersen blev født i 1896 og kunne i sin familie tælle mange malere og musi­ kalsk begavede mennesker. Kun sytten år gammel tog han organist­ eksamen som elev af Vor Frelsers Kirkes organist, P. S. Rung-Keller.

34

Johannes Viggo Pedersen (1896-1975) ved orgelet på nord-væggen.

Som pianist uddannede han sig hos den norske Anders Rachlew, mens komponisten Thomas Laub blev hans lærer i teori og musikhistorie. Efter videre studier i Wien helligede han sig især klaverspillet. Igennem mange år gav han klaveraftener og optrådte i radioen, og i en årrække var han leder af klaverundervisningen på Det fynske Musikkonserva­ torium.

35

I 1927 blev han organist i den nye Grundtvigs Kirke. Den havde han tidligt hørt om. Hans far, maleren Viggo Pedersen, boede nogle somre i Arild ved Kulien, og det var på en tur hertil, at P. V. Jensen Klint fik idéen til den tredelte tårnfacade. Viggo Pedersen blev senere en af mændene bag tårnkirkens opførelse. Orgelet her var som nævnt ikke noget særlig godt instrument, men der blev da holdt nogle koncerter. Med indvielsen af resten af kirken og nord-orgelet i 1940 åbnede mulighederne sig for kunstnerisk udfol­ delse, og i 25 år sad Johs. Viggo Pedersen ved dette herlige instrument og lærte sig dets utallige muligheder at kende. Som gudstjenestemusi­ ker følte han sig som elev af Thomas Laub og dyrkede en meget ren­ færdig, men personlig kirkestil, der skyede det romantiske og svulmen­ de. Som koncertspiller var han derimod en romantiker, som foruden Buxtehude og Bach elskede det forrige århundredes store orgelværker af Hartmann, Mendelssohn, Liszt, César Franck, Saint-Saéns og Widor op til Carl Nielsens store Commotio, musik som han med forbløffende godt resultat spillede på det til sådanne værker ellers alt for lille orgel. Mere og mere kom han til at foretrække orgelet fremfor klaveret, og spredte koncerter fortættedes i 1953 til de ugentlige onsdagskoncerter i juli og august, koncertrækker der gennem årene samlede mange dan­ ske og udenlandske tilhørere. Man gør sig ikke klart, hvor meget det kræver af en musiker at give koncert hver uge; men han elskede selv disse koncertserier og fik mange beviser på, at publikum delte hans glæde. I mange år tvivlede han på, at han nogensinde skulle komme til at opleve det store orgel på vestvæggen. Men i 1965 stod det der, og han flyttede sine koncerter over til det, mens en uudslukkelig nysgerrighed til stadighed fik ham til at udvide repertoiret med nyindstuderede stykker. I 1967 gik han af på grund af alder efter godt et år ved det store instrument, som hans efterfølgere formodentlig i mange led vil komme til at glæde sig over. Han fortsatte som vikar ved gudstjenester­ ne og spillede ufortrødent sine onsdagskoncerter om sommeren - sidste gang i september 1975, kun nogle måneder før sin død i december.

Thomas Viggo Pedersen.

36

BEGYNDELSEN OG ARENE DER FULGTE

Der var gået meget forud, før man kunne skride til indvielsen af tårn­ kirken til kirke for Bispebjerg sogn den 11, december 1927. Der havde gennem tiderne været forskellige komiteer, der havde ar­ bejdet med tanken om at rejse et værdigt minde for Grundtvig, men det tog lang tid, inden man fandt frem til de planer, der skulle føre til Grundtvigskirken. Det skete først, da komiteen af arkitekt P. V. Jensen- Klint fik forevist tegningerne til den store kirke. Det var i den Første Verdenskrigs dage. En model af kirken udstilledes i rådhushallen i København og vakte den største opmærksomhed. Der var nogen diskussion om, hvor kirken skulle placeres, og en tid så det endog ud til, at man ville lægge kirken på Dybbøl Banke. Det var i 1919, da Genforeningen nærmede sig. Komiteens ledende folk blev nærmest smuglet over grænsen for at besigtige forholdene. Og jeg har en gang set et billede, hvor de danske gæster på en stiv arbejdsvogn forsynet med siddebrædder og forspændt af et par kraftige heste blev trukket op ad Dybbøl Banke. Et par af ko­ miteens medlemmer havde åbenbart fundet dette en noget kold befor­ dringsmåde og gik ved siden af vognen op ad bakken. Det var klart vejr og 12 graders frost. Det virkede næsten som om man så et billede af tilbagetoget fra Dannevirke. Der blev nu ikke noget ud af den tanke, for det trak ud med Gen­ foreningen, og imens faldt blikket på Bispebjerg. Jensen-Klint kendte kvarteret godt fra mange vandringer i Utterslev Mose. Kommunen gav grunden. Og så gik man igang med arbejdet med økonomisk baggrund dels i sogneindsamlinger over det ganske land, (indsamlinger der blev fortsat gennem alle 19 år, der blev bygget på kirken) og dels deltog staten hele tiden med beløb, der svarede til, hvad der indkom ved sogneindsamlingerne. Den 8. september 1921 blev grundstenen nedlagt. Valgmenigheds­

37

præst Carl Koch talte ved denne lejlighed og sagde bl. a .: „Det skal ikke alene være et mindesmærke til beskuelse. Det er bestemt til leven­ de brug. Det skal være ramme om et menighedsliv. Det skal være en kirke." Den 22. april 1925 blev kransen hejst over tårnet. Her talte pastor Axel Rosendal. Han sagde bl. a .: „Nogle har sagt, at det er gået lang­ somt, men vi er dog nået frem, og vi har håb om, at også resten kan fuldføres efter bestemmelsen. Hvem taler om tabte slag på sejrens dag." Endelig var man så kommet frem til indvielsen af tårnkirken, som tidligere nævnt den 11. december 1927. Blandt de mange deltagere i højtideligheden sås kirkeminister Bruun-Rasmussen, udenrigsminister Moltesen, de forhenværende ministre Jacob Appel og Bramsnæs, borg­ mestrene Kaper og Hedebol, borgerrepræsentationens præsidium, fi­ nansudvalget og Grundtvigs datter fru Asta Poulsen. Foruden en mængde kendte personligheder fra hele landet. På slaget 10 bragte en procession af præster med biskop Ostenfeld og overpræsident Jens Jensen i spidsen alterkarrene op til alteret. Efter biskoppens indvielse af kirken og mange ønsker for dens præst og menighed, sang man „På Jerusalem det ny, på den store konges by, lad os alle bygge." Det var 3. søndag i Advent og evangeliet der prædi- kedes over var Lucas evangeliets 1. kapital, vers 67-80. Det man kalder Zakarias’ lovsang. Samtidig med oprettelse af sognet var der oprettet et embede som sognepræst for Bispebjerg sogn. Og embedet var blevet besat med den 30-årige sognepræst Asger Lund-Sørensen fra Kastrup ved Vording­ borg. Han var af en gammel præste- og lærerslægt. Skolens anliggender interesserede ham altid, og han var i mange år censor ved seminarierne i religion. Det var som præst ved Grundtvigs- kirken, han kom til at slå sit navn fast. Det var en pionergerning, der blev indledt, men det lykkedes Lund- Sørensen i de 13 år, han var præst på Bispebjerg at samle en stor menighed omkring sig og omkring tårnkirken. Jeg har selv som student oplevet festlige søndage i det skønne kirke­ rum. Sognet der jo var udskilt fra Brønshøj havde aldrig kendt til de store

38

Asger Lund-Sørensen. Sognepræst ved Grundtvigskirken 1927-1940.

39

vækkelser. Det var præget af almindelig gammeldags folkekirkelighed, dog med et par kredse, der havde en vis tilknytning til indre mission. Og nogle få familier, der havde tilknytning til det grundtvigske navn­ lig gennem højskolen. Men Lund-Sørensen fik som sagt samlet en menighed og lagt et spor, som vi andre har kunnet følge sidenhen. Der kom mange fremmede og gode talere i disse første år. Og der blev begyndt med menighedsmøder og med møder for konfirmander, bl. a. I 1933 var der kransehejsning på den store kirke. Det var atter én af de store dage. Jeg var selv med fra tidlig morgen til sen aften som ordensmarskal ved de forskellige arrangementer dagen igennem sam­ men med en snes andre studenter fra studenterkredsen. Lund-Sørensen’s år ved Grundtvigskirken sluttede i virkeligheden med indvielsen af den store kirke den 8. september 1940. Det var i besættelsens første år, og det blev en dag, der samlede hele folket. Ude i landet sad vi ved radioapparaterne og fulgte med. Jeg husker tydeligt, hvor stærkt det hele virkede på os. Denne dag var Lund-Sørensen manden, der sagde hvad der skulle siges til Danmarks konge og det danske folk og forkyndelsen var stærk og central. Kort efter denne dag søgte Lund-Sørensen embedet som sognepræst ved Frederikskirken. Der var begyndt på Bispebjerg så andre kunne fortsætte. Jeg kan tænke mig, at han har gjort op med sig selv; enten skal jeg blive her alle mine dage, eller også flytte nu. Der kom næsten 25 gode år i Frederikskirken. Stedet her glemtes dog ikke. Lund-Sørensens blev også boende her­ ude. Efter sin afsked i 1966, prædikede han nogle gange her. Og der var ligesom en fornemmelse af, at han følte, at han var kommet hjem. Oluf Olsen var sognepræst fra 1941-1952. Barndomshjemmet var på gården Rørdal ved Nr. Sundby, og dette hjem betød alle dage noget meget væsentligt for ham. Hans vej til præstegerningen gik ikke ligefrem den normale vej. Han sad på ét af Københavns kommunes tekniske kontorer, da han

40

Oluf Olsen. Sognepræst ved Grundtvigskirken 1941-1952.

mødte Estrid Rørdam Clausen, valgmenighedspræst Johan Clausens datter. Og mødet med valgmenigheden i Forhåbningsholms Allé satte ham i gang med teologien. I 1927-1938 var Oluf Olsen sognepræst i Vemmelev ved Slagelse, og det unge præstepar kom straks med i alt kirkeligt og folkeligt ar­ bejde på denne egn. Fra 1938-41 var Olsen sognepræst ved Set. Mortens kirke i Næstved. Der traf jeg dem første gang ved pastor Rings begravelse. Ring var Olsens forgænger, og jeg havde været Rings hjælpepræst. Det var antagelig^dette møde, der senere førte mig til Grundtvigskirken som Olsens medhjælper. Provst Joensen i Næst­

4 1

ved skrev til mig, at pastor Olsen var en komet på vor bys bane. Det var han også på Bispebjerg. Inspirerende, igangsættende, samlende. Han var den rette mand på pladsen i krigsårene her i det store sogn. I 1944 på 28.000 indbyggere. Mange mennesker i kirken, et blom­ strende børne-og ungdomsarbejde i krypten. Han havde syner om at gøre krypten til forsamlingshus for Bispebjerg, og han realiserede en hel del af synerne. Det kunne jo ikke holde alt sammen efter krigens slutning, men det havde sin betydning i en streng tid. Alt for tidligt måtte han holde op, og han tog afsked i 1952 og døde i efteråret 1953. Han havde selv truffet bestemmelsen om, hvordan hans begravelse skulle foregå, hvilke salmer, der skulle synges, at 2. Korintier brev, kap. 13 skulle læses. Det troens ord, han havde mødt holdt også i denne situation. Poul Holm. Det havde føjet sig så mærkeligt, at vi aldrig havde truffet hinanden personligt, før vi mødtes ved Grundtvigskirken. I mit barn­ domshjem havde navnet Holm en god klang. Jeg husker hvordan for­ ældrene kørte til sommermøde i Fruering, hvor Frederik Holm var sognepræst. Det var meget store møder, helt præget af den betydelige præst. Hans far igen hørte med til det kuld af lærere, der med ildhu var med til at føre Grundtvigs og Koids tanker ud i den danske skole. Jo Poul Holm var faldet efter godtfolk, og han var tro mod sin arv. Trofasthed og rodfæstethed var i det hele noget, der prægede ham. Hans vej til Grundtvigskirken gik over Fjaltring-Trans til valg­ menighedskirken i Herning (18 år). Begge steder huskes han den dag i dag for sine stilfærdige, redelige og kloge forkyndelser. Begge steder var han stærkt med i det folkelige arbejde, og de sidste måneder af krigen tilbragte han i Frøslevlejren. For mange kammerater blev han til stor hjælp og opmuntring. Her lærte vi ham godt at kende i de 18 år han var i arbejde, og han faldt til på Bispebjerg netop på grund af den stilfærdige og troværdige måde, han kom mennesker imøde på. I det grundtvigske stod han fast som sin far, men han var jo som så mange af sit slægtled præget også af tidehverv. Hos ham var det en lykkelig forening. Poul Holm blev godt 65 år, men kæmpede de senere år med en

42