NielsLauritsHøyensLevned_1872

162

Ælde, at lian ikke gav Høyen Ro, før lian havde lovet at flytte hjem til ham. Hans gjæstfri Hustru var utrættelig i sin Omhu for Hoyen i de 4 Hage han opholdt sig der, medens Sønnen hjalp ham med Maalingen i Kirken, og Døttrene spillede og sang for ham, naar han var hjemme. Høyen undersøgte omhyggelig denne gamle romanske Kirke, der synes opført i den første Halvdel af det 12te Aar- hundrede, men rigtignok er frygtelig mishandlet. Korsfløj­ ene ere nedrevne; Chorets runde Afslutning har givet Plads for en lige Mur; ét svært Taarn har afløst de to gamle; Høj kirkens Vinduer ere tilmurede, og Midtskib og Sideskib dækkes af det samme svære Tag, og dog viser denne Kirke endnu, ved nærmere Betragtning, et vel udført og charakteristisk Exempel paa den romanske Stil. Høyen aftegnede den interessante Døbefont fra 1447, og gjennem- gik med Omhu den udskaarne Altertavle, der efter det paa Siden af samme senere tilmalede Vaaben plejer at tillægges Hans Briiggemann. Den Ligegyldighed, hvormed man i det Hele havde behandlet denne Kirke og dens Inventarium — man havde f. Ex. forvandlet en gammel Altertavle til Eyg i en Stol og bortmejslet Indskriften under et Epi­ tafium — havde ogsaa havt til Følge, at Altertavlen var be­ dækket med Støv og Smuds, dog var den i det Væsentlige uskadt og ved en samvittighedsfuld Rensning og Restavra- tion vilde den nogenlunde kunne gjenvinde sit gamleUdseende. Høyen forestillede Amtmanden, Kammerherre v. Rosen, Nødvendigheden af et saadant Skridt, og modtog bestemt Løfte af ham om at det skulde blive gjort. Om Alter­ tavlen virkelig var af Briiggemann, vovede han ikke at sige, inden han havde sét Altertavlen i Slesvig, og selv efter den Tid havde han Tvivl; men han saa, at det var