NielsLauritsHøyensLevned_1872

11 »Valdemar Sejer ogDanebrog« og varmeget begejstret derover. ToAar senere vardet udstilletvedFrederikden SjetesKroningi Fredriksborg;Høyen varkommenderud med et Selskab afBorgerfolk, ogdise bad ham,der alle­ rede varhalv Student, omat forklare det for dem. Men under Forklaringen for den kritske Aand i ham, og han pavistemed stor StrenghedBilledets Mangler. En frem­ medMand,hvisNærværelsehanik ehavdebemærket, kom da hen til hamogspurgte ganske rolig: »Kanhan gjøre det bedre?« DenungeKritiker føltesiginderlig flov. Det varden første Advarsel, han modtog,omForsigtighed i dene Hensende. Høyenvar færdigtil atbliveStudent 1815; menNiel­ sen, der ikke fandt at han havde været flittig nok i det sidsteAar, ogsyntes at enDiscipelmedhansEvner burde gjøre en glimrende Examn, overtaltehans Fader til at lade hamblive et Aar endnui Skolen. Nielsenvar næpe nogen aandrigLærer, men i Nidkjærhed ogUtrættelighed havde han ikke sin Lige. Tidt holdt han Drengene pa ■ Skolen til Kl. 9 omAftenen, og han krævede altidik e blot Flid, men ubetinget Indgaaen pa hans Anskuelse og Fremstillingsmaade. Høyenvarham for moden ogselv­ stændig, og hans brændende Lyst til at sesigomi alle Egne afAandens storeBigegjorde hammindre skikket til det strenge Pligtarbejde. Han kunde derfor ikke ganske tilfredsstille sin Hectors Fordringer, og det Vidnesbyrd, hvormed dene efter Datidens Ski ledsagede ham ved hansAfgang til Universitetet, var, i det Mindste ved første -Øjekast, alt Andet end fordelagtigt. »Dette unge Men­ neske«, heder det, »kanikke tale, man roserham. Man har havt de bedste Forhaabninger omham; menhan har